De høje priser på ejerlejligheder har fået sælgerne til at strømme ud på det københavnske boligmarked for at realisere boligguldet. Men de må sandsynligvis indstille sig på længere salgstider og lavere priser. I hvert fald viser nye salgstal fra Boligsiden.dk, at der er sket et markant fald i salget af storbylejligheder - særligt på Frederiksberg.
Her blev der i maj solgt 88 ejerlejligheder, mens der blev solgt 137 i samme måned sidste år. Det svarer til et fald på knap 36 procent. Ser man på salget i årets første fem måneder sammenlignet med samme periode i 2017, er antallet af handler på Frederiksberg faldet med mere beskedne 14 procent.
I alt blev der handlet lejligheder på Frederiksberg for omkring 335 millioner kroner i sidste måned mod knap 541 millioner i maj 2017.
»Selvom vi har set mærkbare prisstigninger på bare ét år, er det alligevel naturligt, at købesummen daler, når salget er nedadgående. Derfor er Frederiksberg Kommune også det område, hvor beløbet er faldet mest. Faldet er på 38 procent, som i kroner og øre beløber sig til over 205 millioner kroner,« siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, i en pressemeddelelse.
Høje priser og stramme regler dæmper købelysten
I Københavns Kommune, der står for omkring en tredjedel af salget, er der solgt 13 procent færre ejerlejligheder i maj i år end maj sidste år. I peridoen januar til maj er antallet af handler faldet 16 procent i København i forhold til samme periode i 2017.
Boligøkonom Mira Lie Nielsen fra Nykredit peger på, at en årrække med meget høj aktivitet og massive prisstigninger samt nyligt indførte strengere kreditregler gør, at markedet nu gearer ned. Og den forklaring er Birgit Daetz enig i:
»Salget ligger under niveau, fordi ejerlejlighederne primært er beliggende i landets største byer, hvor prisudviklingen har været heftig de seneste år. For at undgå en overophedning er lånereglerne blevet strammet, hvilket har haft den konsekvens, at færre nu kan komme i nærheden af et boliglån i den størrelse, det kræver at slå sig ned i en ejerlejlighed i eksempelvis København. Den effekt kan vi tydeligt se i salgstallene,« siger hun.
Lånereglerne, der trådte i kraft 1. januar, betyder, at boligejere med en gæld på mere end fire gange husstandsindkomsten og mere end 60 procent i belåningsgrad ikke længere har adgang til de billigste lånetyper. Det eneste flekslån, de kan få, er et femårigt lån med afdrag. Og ønsker de afdragsfrihed, skal de vælge et fastforrentet lån.
På landsplan blev der solgt 1.635 ejerlejligheder i maj. Dermed er antallet af handler faldet med godt 13 procent i forhold til maj sidste år. Det er det laveste antal handler i maj de seneste tre år. Hvis man ser på årets første fem måneder sammenlignet med de første fem måneder af 2017, er der tale om et fald på 10 procent.


