Noget om en helt

Halfdans ABC

»Halfdans ABC« er duften af min barndoms bibliotek. Lyden af min fars mørke, lidt melankolske stemme. Det er rytmen i rimene og de herligt tossede tekster. Som nu min barndoms favorit: »Bennys bukser brændte / Børge råbte, åh! / Børge havde nemlig / Bennys bukser på.«

»Halfdans ABC« er bogstavtræning i skolen med efterfølgende fest; jeg skulle fremføre »R«: »Røde ræv! Røde ræv! / Lad min høne være. / Ellers skal jeg gi’ dig tæv / så du bli’r så vind og skæv / som et havegærde!«. Jeg havde tegnet en ubehjælpsom ræv på et stykke A3, som jeg prøvede at gemme mig bag.

»Halfdans ABC« er mit nye nordsjællandske hjem. Min helt Halfdan Rasmussen skrev den i Saunte ved Hornbæk, i det hus, han boede i det meste af sit liv, men som det endnu ikke er lykkedes mig at finde.
Jeg tænker på »Halfdans ABC«, hver gang jeg kommer igennem Julebæk: »Julemanden Julle / hader sne og kulde. / For at jage kulden væk / kører han til Julebæk / med sin tante Tulle / på en kagerulle.«

Og jeg kan ikke se skiltet til Tikøb uden at fundere over, om det mon er muligt at købe tulipaner dér: »Tulle tog til Tikøb, / købte tulipaner, / købte to, købte ti, / købte tu, købte li / købte tulipaner / hos en indianer.«
Mest af alt er »Halfdans ABC« navnet på min datter. Hun er født i april, dér hvor skovbunden fyldes af anemoner: »Ane lagde anemoner / i kanonen på Trekroner. / Ved det allerførste skud / sprang Anes anemoner ud!«.

Men får jeg en søn mere, så skal han ikke hedde Åge. For ham gik det som bekendt ikke for godt: »Åge stak sin tå i åen. / Da en ål bed fat i tåen / hev han tå og ål i land / og stegte tåen, den dumrian.«

Jeppe Bangsgaard

Vejen ind i de voksnes verden

Silas og den sorte hoppe

Da mine børn var mindre, spurgte de nogle gange helt forundret, hvad jeg fik min barndom og ungdom til at gå med, før internettet og computerne? Ja, hvad gjorde man egentlig som stor skolepige, uden den kæmpe verden af muligheder, fællesskab, billeder, og drømme, som nettet jo også er?

Et af svarene er skolebiblioteket. En ombygget lejlighed på fjerde sal, hvor vores historielærer, Mogens Henriksen, holdt åbent i spisefrikvarteret. Her nåede larmen fra skolegården aldrig op, her lugtede af bøger og hr. Henriksens pibetobak, og her var der et helle, hvor den kloge bibliotekar fodrede os børn med datidens bedste børne- og ungdomsbøger, som blev vores vindue ud mod verden.

Jeg plejede at hade bøgernes illustrationer, for jeg syntes aldrig, at tegnernes fortolkning af romanernes personer passede med mine forestillinger om dem. Men netop med »Silas og den sorte hoppe« var det anderledes. Billedet på bogens forside af den fløjtespillende dreng Silas på den store og stolte hest, vinden, der tager i drengens hår og hestens man, den lyserøde aftenhimmel og det vidstrakte landskab, tiltalte mig.

Og selve historien om drengen, der bare en dag beslutter sig for at forlade sit liv i et cirkus, vinder en sort hest i et væddemål, taber den igen, får en ny ven og selvfølgelig til sidst også får sin hest tilbage, var en skøn beretning. I dag, hvor jeg har genlæst historien, kan jeg se, at det – udover at være en elementært spændende og velskrevet historie – er en stærk, og egentlig også meget tidstypisk, beretning om at finde sin egne ben i livet.

Om venskaber, spirende kærlighed, anderledes måder at leve på og om, hvordan man er ung på vej ind i en voksen verden. Om frihedstrang og lyst til at bryde de gængse normer. Og det er vel ikke det værste, en stor skolepige kan tage med på livets vej.

Marchen Jersild

Dengang verden var i øjenhøjde

Lille Virgil

»I et hønsehus i en lille by boede der en dreng ved navn lille Virgil«  Sådan begynder Ole Lund Kirkegaards elskede børnebog »Lille Virgil«. Og med de ord startede noget nær mit eget samliv med litteraturen og den fantasiens vilde himmelflugt, man kan foretage, når man læser.

Læse kunne jeg nu ikke, dengang jeg i begyndelsen af 1970erne lærte den ukuelige Virgil at kende, drengen som bor helt alene uden opsyn, kun i selskab med en gammel, etbenet hane, som altid står lænet op ad hønsehuset for ikke at vælte. Hvad det angår, ligner Lille Virgil en anden af børnelitteraturens uafhængige helteskikkelser, Pippi Langstrømpe, fri for voksen omklamring.

Men selv om Virgil ikke har forældre, så har han heldigvis to gode venner, Oskar og Carl Emil, som han går på opdagelse med i den lilleby med bager og smed, som både er et trygt minikosmos og den store vide verden, hvor man kan møde sindssygt spændende fænomener som en ene-og-alene stork og en drage med otte ben. Jeg tror, det var netop det, der ramte min bror og mig.

Vores barndom på landet, som efterhånden blev et villakvarter, var i hvert fald en verden, hvor eventyret, det helt store i det helt små, var lige rundt om hjørnet og i øjenhøjde. Lige til at gå på opdagelse i. Med de voksne lige i nærheden, men samtidig i fri dressur i træsko ud over markerne. Grønne »Lille Virgil« var egentlig min brors, gule »Orla Frøsnapper« var min.

Men vi fik dem læst op sammen og stirrede i timevis på de skægge tegninger. Siden rykkede vi videre til »Otto er et næsehorn« og »Hodja fra Pjort«, som var så nervepirrende, at mor måtte læse den i bilen på vej hjem fra Blokhus - i bidder, for hun måtte vente på, at modkørende biler gav tilstrækkeligt med lys.

Jakob Steen Olsen

Jazzmusikeren kunne lidt mere

Snøvsen og Eigil og katten i sækken

Tag nu artiklen her. Den har bestemte ord i en bestemt rækkefølge. Hvert eneste ord er faktisk valgt for dets længde, dets betydning, dets plads i helheden. Og ingen dele af helheden havde været tænkelige uden afgørende inspiration fra Snøvsens side. Eller for den sags skyld uden mit personlige møde med Snøvsens forfatter - hvilket jeg vist aldrig har fået sagt tak for.

Jeg var selv to år, dengang Benny Andersen udgav »Snøvsen og Eigil og katten i sækken«, og jeg kunne vist nok læse allerede et år senere. Andersens opus ét om det lille væsen har derfor været en af de første bøger for mit vedkommende. Og jeg elsker stadig bogens titel og biordenes faste rytme og bruger endnu i dag gerne ordet »og« flere gange i samme sætning.

Det vigtigste individ i første bog er Eigil. En dreng med en aura af ensomhed og masser af undren over verden: Når de voksne for eksempel taler om »skattevæsenet«, hvordan ser det væsen så ud? Benny Andersens bog står i den forstand som analytisk lyrik af moderne tilsnit.

Men jeg tænkte ikke over de sider dengang: At børnebøgerne kunne ligne praktisk filosofi. Eller at Eigils ensomhed jo nok var min helt egen.

Nej, jeg var kun optaget af Benny Andersens klaverspil. Jeg troppede faktisk op til mit livs første foredrag på Faaborg Bibliotek for det spil alene. Og da jeg så havde hørt ham dengang midt i 1970erne - først da gik resten op for mig: At jazzpianisten henne ved det opretstående også var ham med Snøvsen og Eigil og katten i sækken og meget vel kunne have flere bøger på bedding.

Søren Schauser

Glade kryb og skæve kålorme
Cykelmyggen Egon

Man kan sige meget om Kastrup i 1960erne, men noget spændende sted var det altså ikke. (Lige bortset fra den stadigt ekspanderende internationale lufthavn). Det dejligt kreative, nyskabende årti syntes aldeles at gå hen over hovedet på unge såvel som ældre i den provinsielle, amagerkanske forstad, og personligt lykkedes det mig at nå hele vejen gennem 1967 uden at opdage hverken »Cykelmyggen Egon« eller »Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band« - for nu bare at nævne et par af dét års banebrydende kunstneriske frembringelser.

Jeg var 7-8 år gammel i 1967, og der skulle gå omtrent lige så mange år yderligere, før The Beatles´s mesterværk blev en del af mit liv, og der skulle gå endnu flere år, før »Cykelmyggen Egon« rigtig gik op for mig, og det var mine børns skyld.

Drengene viste tidligt udsøgt god smag, også litterært, og selvfølgelig ville de have læst op af det bedste af det bedste, og derfor læste jeg Flemming Quists Møllers vidunderlige, tresseroptimistiske børnebog op for dem som godnathistorie, og jeg gjorde det igen og igen.

Børn elsker som bekendt at få deres yndlingshistorier gentaget, og jeg blev heller aldrig selv træt af at læse historien om den glade myg og hans flotte racercykel og hans møde med cirkusartister og en skæv kålorm, der ryger vandpibe og ikke vil have, at han smasker og krummer på hans tæppe.

»Cykelmyggen Egon« blev simpelthen en af de kæreste dele af drengenes og mit litterære samvær, og et eller andet sted på loftet ligger vores eget, gamle eksemplar der stadig. Laset og fedtet og tilkrummet og dejligt brugt. Sådan som bøger, man virkelig elsker, gerne må være det.

Søren Kassebeer