Fangeren med de tre fingre forstår ikke dansk. Så vi stirrer ud i landskabet. Ud over bugten, der efter sigende aldrig har været så isfri på denne årstid, ud over det dybe vand, hvor der stadig er lidt radioaktiv forurening af havbunden tilbage, efter at et amerikansk B52-bombefly med atombomber forulykkede i 1968.

Her er rent, hvidt og stille. Kun åndedrættet, der suger den frostklare luft ind, giver lyd fra sig. Kun luften, der åndes ud og former en lille sky, bevæger sig.

Men vi er på sprængfarlig grund. Der er ingen anden plet på grønlandskortet så kontroversiel og omdiskuteret som her.

Opfyldt af drømmen om at få Nordgrønland og på den måde hele Grønland på 2,2 millioner kvadratkilometer på danske hænder hejste eventyreren og polarforskeren Knud Rasmussen i 1909 Dannebrog lige her på inuitbostedet Dundas, hvor vi står. Efter Anden Verdenskrig forsøgte amerikanerne at købe Grønland, men måtte nøjes med at bygge militærbasen Thule, som ligger få kilometer herfra. De oprindelige beboere, inuitterne, blev tvangsforflyttet af de danske myndigheder til Qaanaaq længere mod nord, hvor levevilkårene var særdeles trange. Tilbage står nu spøgelsesbygden, der med sine afskallede træhuse og snedækkede kirkegård får stilheden til at virke nærmest demonstrativ.

Fangeren med de tre fingre jager sæler og er i dag blot på gennemfart i Dundas. Hans kollega løfter mobiltelefonen op i luften for at fange et signal. Signalet burde være godt her, om ikke andet så til det ydre rum. Det er derfor, Thulebasen stadig ligger i området. Som basens kommandør, Joseph L. Prue, forklarer Berlingske, spiller basen med sit moderne og avancerede radaranlæg i dag en central rolle i amerikanernes satellitkommunikation og -overvågning og ikke mindst i deres missilforsvar. USAs interesser i Arktis, herunder Thuleradaren og atomubåde, er en udløber af amerikanernes globale strategi.

Og netop det storpolitiske spil forklarer tilstedeværelsen af baser, forposter og stationer i det barske klima, som halvdelen af året er svøbt i mørke.

I takt med den globale opvarmning bliver stadigt flere land- og havområder blotlagt. Og dermed er banen kridtet op til en international kamp om sikkerhedspolitik, nye sejlruter, olie, gas og mineraler for milliarder af dollar, der ligger gemt i undergrunden.

De centrale aktører i det polare område er sværvægtere. Arktis er en naturlig del af deres historie, identitet og udenrigspolitik. Foruden de nordiske lande er det Rusland, USA og Canada, der alle har en del af deres territorium i Arktis. Men også Kina har kridtet skoene for at få indflydelse og adgang til ressourcerne i undergrunden.

Lille Danmark er blevet en stormagt i det nye Arktis. Grønland er mere end 50 gange større end Danmark og med en kystlinje, der i længde svarer til Jordens omkreds. Hovedopgaverne for Rigsfællesskabets nordlige forposter er – foruden det militære forsvar af Grønland og Færøerne – alt fra overvågnings- og suverænitetshåndhævelse, fiskeriinspektion, eftersøgnings- og redningstjeneste til forureningsbekæmpelse og søopmåling.

Og særligt opmålingerne bliver mere og mere interessante.

I de senere år har Danmark sendt flere forskningsekspeditioner til Det Arktiske Ocean og Nordpolen. Formålet med de krævende ekspeditioner har været at indsamle geologiske data og dokumentation, som kan bevise, at et gigantisk område på over 150.000 kvadratkilometer nord for Grønland bør tilhøre Rigsfællesskabet. Men der skal arbejdes hurtigt.

Så formentlig til december vil regeringerne i København og Nuuk fremlægge deres fælles sag på vegne af Rigsfællesskabet. Kravet skal for en international kommission i New York under FNs Havretskonvention. En endelig afgørelse på sagen kan trække ud i 15-20 år, da Danmark skal forhandle grænse med blandt andre Rusland og Norge om det ufremkommelige område på og omkring Nordpolen.

Danmarks og Grønlands begrænsede økonomiske og maritime ressourcer gør kampen om Arktis ulige. De danske interesser i det polare område er øget i de senere år, og derfor har Danmark især brug for russisk velvilje. Rusland betragter omvendt Det Arktiske Ocean som sin egen baghave, og russerne har langt mere militær, isbrydere og undervandsbåde heroppe end noget andet land.

USA og Canada har længe haft overvejelser og planer om at investere betydelige summer i skibe til kystbevogtning, håndhævelse af suveræniteten og fiskeriinspektion. Men indtil videre har USA ikke kunnet rokke ved Ruslands dominans i den arktiske region, hvor der er indledt et internationalt kapløb om investeringer i udnyttelsen af naturens ressourcer. For få måneder siden placerede russerne nye strategisk vigtige ubåde på en base tæt ved den norske grænse og har for nylig sendt en gruppe flådeskibe til en nyåbnet arktisk base.

Desuden afholder russiske specialstyrker løbende øvelser på Nordpolen, mens bombefly overflyver det isdækkede hav.

Det ujævne styrkeforhold ses også i gruppen af virksomheder, som har de fornødne muskler til at byde ind på og opere i området. I Grønland har britiske London Mining Group planer om at bygge en jernmine til 13 milliarder kroner på kanten af indslandsisen, 110 kilometer fra Nuuk.

Også ude på havet stiger aktiviteterne. Den smeltede is giver mulighed for alternative søveje med kostbar tid og brændstof at spare. I første omgang mellem Europa og Asien via den såkaldte Nordøstpassage. Derudover falbyder luksuriøse krydstogtsskibe store turistoplevelser i et dragende landskab, som dog hurtigt kan blive livsfarligt med sine skjulte isbjerge og fjerne beliggenhed.

Kongeriget Danmarks suverænitet over det kæmpemæssige Nordøstgrønland bliver til dagligt varetaget af tolv unge danske mænd. De udgør den militære eliteenhed Slædepatruljen Sirius. På månedlange rejser, i sorte vintermåneder og med temperaturer ned til minus 50 kæmper de sig med slædehunde i spidsen igennem is og sne. Oftest uden at møde andre mennesker end deres faste makker undervejs.

Men selv om patruljen endnu aldrig har fanget en russer med et flag i hånden, giver forfrysningerne, ensomheden og det livsfarlige arbejde stadig mening, mener Stian Araakjær Jørgensen, 30 år. Patruljerne er først og fremmest symbolske, og frugten af anstrengelserne skal læses i logbøgerne, hvor ruter og den blotte tilstedeværelse er vigtig dokumentation, hvis der skulle opstå en folkeretslig tvist om retten til denne bid af Arktis.

Det kan lyde paradoksalt, at en international kamp om råstoffer, handelsruter, storpolitiske og militære alliancer skal kunne afgøres af noter og patruljer, som kun få ser.

Men ikke desto mindre var det den slags dokumentation, der sikrede, at Østgrønland forblev på danske hænder, da Norge i 1933 fik afvist deres krav over området ved Den Internationale Domstol i Haag. Og måske er det den slags dokumentation, som bliver afgørende i årene fremover. For én ting er helt sikkert: Efterhånden som isen smelter, vil kongerigets yderste bastioner få flere og flere gæster.

Berlingske var inviteret til Grønland af Forsvarsministeriet.