BERLIN: Søndag aften kunne man høre et lettelsens suk brede sig blandt tyske kristendemokrater, da Angela Merkel efter længere tids spekulationer annoncerede, at hun genopstiller som kanslerkandidat ved forbundsdagsvalget i 2017.
»Mange ville have meget lidt forståelse for, hvis jeg skulle høre op med at arbejde for Tyskland. I disse tider har jeg sagt til mig selv: nu kan du ikke bare rømme pladsen«, sagde Merkel søndag i Berlin.
Kanslerens formulering opsummerer med få ord den grundlæggende stemning i store dele af den tyske befolkning. I Berlin er der fortsat ingen alternativer til Merkel. Hverken de svækkede socialdemokrater eller oppositionen – med undtagelse af Alternative für Deutschland – kan forestille sig en verden uden Angela Merkel ved roret i det tyske kansleramt.
Ikke fordi hun har begejstret med nye politiske visioner eller større projekter, men fordi kansleren efter Brexit og Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg fremstår som det eneste håb for Tysklands økonomiske og sikkerhedspolitiske stabilitet og kontinuitet i en stadig mere uforudsigelig verden.
En række internationale medier som New York Times har efter Trumps valgsejr stillet sig i kø for at hylde Angela Merkel som den eneste troværdige og demokratisk indstillede leder af den vestlige verden. Merkel bliver af liberale og pro-europæiske kræfter set som det eneste tilbageværende bolværk mod både Vladimir Putin og en omsiggribende global højreekstremisme.
Trods den svulstige retorik hersker der imidlertid fortsat grundlæggende tvivl om, hvorvidt Merkel i en eventuel fjerde embedsperiode kan mønstre den fornødne politiske tyngde i et Europa, der fortsat er rivende uenigt om konsekvenserne af den tyske flygtningepolitik. I en lang række europæiske hovedstæder hersker der en opfattelse af, at Merkel med sin forvaltning af både euro- og flygtningekrisen har sat lighedstegn mellem tyske og europæiske interesser og på den måde selv er ansvarlig for fremkomsten af højrenationalistiske kræfter.
Opgaven med at forene Europa bliver derfor ikke nemmere af, at Tyskland med Merkel som kansler for fjerde gang må regne med modstand i en række EU-medlemslande som Polen, Ungarn, Holland og Frankrig, hvor nationalistiske og såkaldt ’globaliseringsskeptiske’ partier vil stille sig på tværs af Merkels vision for yderligere europæisk integration. For Europas fremstormede højrepartier er Angela Merkel ligeledes uundværlig, men kun i rollen som fjendebillede, der er ude på eliminere de sidste rester af de europæiske nationalstaters suverænitet.
I Frankrig vidner meningsmålingerne i øjeblikket om stærk opbakning til Marine Le Pen og Front National, mens Merkels egen plageånd i skikkelse af højrepartiet Alternative für Deutschland efter en række fornemme resultater ved de tyske delstatsvalg i 2016 nu har blikket stift rettet mod efterårets forbundsdagsvalg.
Noget tyder med andre ord på, at lettelsens suk hos de tyske kristendemokrater kan blive særdeles kortvarigt.
Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland