Landsholdskeeper, engelsk mester og Champions League-deltager. Når Kasper Schmeiche lørdag fejrer 30 års fødselsdag med sin kone og to børn, har han al mulig grund til at læne sig tilbage og give sig selv et klap på de brede skuldre.
Det gør han bare ikke. Primært fordi Kasper Schmeichel aldrig er tilfreds. Historien om Kasper Schmeichel er historien om en mand, hvis brændende dedikation og arbejdsnarkomani sidste år førte ham til et sensationelt engelsk mesterskab som karrierens foreløbige kulmination. Og hvis han gør, som han plejer, vil han være meget fokuseret på at vedligeholde formen bedst muligt, selv om han i øjeblikket må sidde ude med en brækket hånd.
Kasper Schmeichels fodboldliv begyndte i overhalingsbanen som søn af Peter Schmeichel. De små drengeben piskede rundt blandt Manchester United-ikoner som Ryan Giggs, David Beckham og Paul Scholes, men i stedet for glamour og perfekte græsbaner blev det en knoldet græsplæne på Fyn og en rundtur til mindre britiske klubber, der endte med at forme Kasper Schmeichel – med efterskoleopholdet på Oure Idrætsefterskole på Fyn som en afgørende periode i livet.
»På Oure mødte jeg et miljø og en træner, som gav mig lyst til at gøre endnu mere ved målmandsspillet,« sagde Kasper Schmeichel i et interview til Euroman i 2014.
Efterfølgende kom der skred i tingene. Kort efter opholdet på Oure fik Kasper Schmeichel en ungdomskontrakt i Manchester City, men da udsigten til førsteholdsfodbold blev for dy-ster, søgte han nye veje.
Det blev til lejeophold i klubber som Darlington, Bury, Falkirk, Cardiff City og Coventry, inden permanente ophold i Notts County og Leeds i 2011 førte til en kontrakt med Leicester City.
Et eksempel til efterlevelse, fortalte den engelske målmandstræner Kevin Pilkington i februar til BT. Som ung var Kevin Pilkington reserve for Peter Schmeichel i Manchester United, mens han sent i sin aktive karriere var backup for Kasper Schmeichel i Notts County.
»Han var ikke tilfreds med at være nummer 2 eller 3 i Manchester City. Han ville spille fodbold. Den drøm har han realiseret gennem hårdt arbejde og beslutsomhed. Der er mange målmænd, som har det fint med at sidde på bænken og hæve deres løn, men Kasper har aldrig været en af dem. Det har givet bonus for ham,« lød Pilkingtons analyse.
Derfor er Kasper Schmeichel i dag sin egen stjerne. På papiret har han formået at løfte arven fra sin altvindende far, Peter Schmeichel, men skyggen fra faderen vil han alligevel aldrig kunne slippe helt. Som han forleden sagde i et interview til TV3 Sport.
»Kommentatorerne får stadig sagt mit navn forkert. De kalder mig stadig for Peter engang imellem, fordi de er bare så vant til det. Og det første spørgsmål, folk altid stiller mig, er: »Hvordan går det med din far? Hvad laver han for tiden? Men det er bare sådan, det er. Det er ikke noget, jeg kan ændre på.«