»Den store forandring skal komme fra de store modeproducenter«
Ansvar. Det er ikke svært at sælge økologisk tøj til mænd, viser Anette Stemanns erfaring. Hun efterlyser mere ansvarsfølelse hos giganterne.
Ansvar. Det er ikke svært at sælge økologisk tøj til mænd, viser Anette Stemanns erfaring. Hun efterlyser mere ansvarsfølelse hos giganterne.
Fra en lille butik med et virvar af skjorter, T-shirts og jeans lyder en dundertale til Vestens største modebrands:
»De rejser ind og forlanger en vare, som ofte bliver produceret under usle arbejdsforhold og stor belastning for miljøet. Herefter skrider de hjem til deres eget lille smørhul med nogle billige varer og et stort grin.«
Ordene er Anette Stemanns. I snart ti år har hun solgt modetøj fra sin butik Aspects på det selvbevidste Vesterbro i København. Forinden har hun tilbragt 20 år i modeindustrien, hvor hun blandt andet har arbejdet som designer for et større dansk herretøjsmærke, og hun har selv været i lande som Pakistan, Indien og Kina for at indkøbe billigt tøj, hvor produktionsforholdene mildest talt var diskutable.
I dag er Anette Stemann nået til den konklusion, at der kan være en fornuftig forretning i at tage ansvar. Hun har haft gode erfaringer med at købe tøj fra små modetøjsmærker, som har 100 procent økologisk bomuld og holdning til arbejdsforhold og miljøbelastninger. De seneste fire til fem år er de dukket op i danske butikker, og de sælger godt. Anette Stemann er særlig godt tilfreds med mærker som Knowledge Cotton Apparel, Armed Angles, Itsus og Thokk Thokk. Hun er samtidig overbevist om, at hun kunne sælge meget mere økologisk bomuld, hvis de store modebrands også turde satse helhjertet på det.
»Jeg ville ønske, at mange flere af de traditionelle mærker eksempelvis jeansmærker satsede på økologi. Du kan forvente nok så meget af forbrugerne, men den store forandring skal komme fra producenterne. De skal give forbrugerne mulighed for at købe fede, økologisk ting,« siger hun og langer gerne ud efter en af sine egne leverandører.
»Jeg handler med Lee Jeans og ville ønske, at de havde mere holdning. De burde tænke meget over, om ikke det er på tide at sadle om til økologisk produktion. For det er jo bomuld, de laver deres produkter af, og det er ved traditionel bomuldsproduktion, at der bliver svinet rigtig meget. Så her kan man forbedre sig betragteligt ved at sadle om,« siger hun og nævner, at T-shirt, undertøj og sokker burde være økologisk fra alle producenter.
På eksempelvis skjorter og jeans kan økologisk bomuld forøge prisen med 100 kroner, vurderer hun. Den pris vil en voksende gruppe gerne betale, og som indkøber og ekspedient i en tøjbutik er det muligt at præge købsbeslutningen.
»Jeg står ikke og flagrer med øko-fanen og siger, at økologi er det altafgørende argument. Men hvis en kunde kan vælge mellem to ting, så fortæller jeg ham historien omkring den producent, som gerne vil tage ansvar. Det er altid et plus, når jeg nævner, at det er økologisk, og tit er det også en styrke, hvis vi kan fortælle, at der bliver givet penge til at forbedre miljøet i de lande, hvor tingene produceres,« siger hun.
Hun erkender, at hun på Vesterbro i København sandsynligvis ikke står med det store overblik over, hvad samtlige af landets forbrugere tænker. Men forbrugsmønstre breder sig ofte efter nogle år til provinsen.