»Den statslige sektor er ikke støbt i beton«
Regeringen gennemtrumfer danmarkshistoriens største udflytning af statslige arbejdspladser. 3.899 arbejdspladser rykkes fra hovedstaten for at give mere liv i resten af landet.
Regeringen gennemtrumfer danmarkshistoriens største udflytning af statslige arbejdspladser. 3.899 arbejdspladser rykkes fra hovedstaten for at give mere liv i resten af landet.
3.899 statsansatte fik i går den besked, at de kan flytte med deres arbejdsplads uden for hovedstaden eller finde et andet arbejde.
F.eks. flyttes Udlændingestyrelsens 375 arbejdspladser til Næstved, 392 arbejdspladser i NaturErhversvstyrelsen rykkes til Sønderborg, og 226 ansatte i Statens Administration skal fremover stemple ind i Hjørring i Nordjylland.
Det er næppe nogen god nyhed for de mange, som skal flytte arbejds- og familieliv, men det er nødvendige ofre for at skabe mere vækst uden for hovedstaden, understreger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Sammen med bl.a. finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) præsenterede statsministeren i går regeringens flytteplan »Bedre balance – statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder«.
»Vi har med planen valgt at handle på det, som jeg fornemmer efterhånden er en bred erkendelse. Nemlig at der ligger relativt for mange statslige arbejdspladser i og omkring København. Det handler om rimelighed,« sagde statsministeren på pressemødet og fortsatte:
»Staten er vores alle sammens stat, og derfor skal de statslige arbejdspladser også være til stede i hele landet. Det handler om at skabe aktivitet der, hvor der er brug for det.«
Finansministeren betoner, at der skal tages hensyn til de berørte medarbejdere og deres familier. At der bliver en »ordentlig proces« frem mod udgangen af 2017, hvor alle 3.899 arbejdspladser er flyttet. Og at de 25 kommuner og 38 byer, som får nye statslige arbejdspladser, skal hjælpe med boliger og skolepladser.
Men når det er sagt, er de statsligt ansatte nødt til at indstille sig på, at der skal ske ændringer.
»Hver dag læser vi om private virksomheder, som ændrer deres organisation. Folk i produktionen er jo klar over, at nogle af deres arbejdspladser flyttes til Kina, Indien eller andre fjerne områder. Og dér er der bare at sige: Den offentlige sektor er ikke støbt i beton,« betonede Claus Hjort Frederiksen.
Regeringens klare besked glæder i den grad Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
»Indtil nu er placeringen af statsadministration kun i retning af centralisering mod de største byer og især København. Derfor er det et meget positivt, at regeringen nu går en anden vej. Og forhåbentlig forsætter det sådan,« siger Steffen Damsgaard.
Men den store udflytning af arbejdspladser er ikke uden risiko, mener Lars Qvistgaard, formand for Djøf Offentlig – fagforeningens afdeling for offentligt ansatte. Han er overrasket over, at hver eneste arbejdsplads i 20 hele styrelser og store dele af andre skal flyttes, og Djøf-formanden kalder det et »meget omfattende« projekt.
Derfor forventer han en stor indsats for at sikre, at flytningerne sker på en god måde – ikke mindste for de medarbejdere, der nu skal vælge mellem deres job eller bopæl.
»Det er svært at skulle tage stilling til, om man skal flytte med sit job. De fleste af os er glade for vores job. Det er ikke en situation, jeg misunder de 3.900 personer,« siger Lars Qvistgaard.
I organisationer, der varetager statsansattes interesser, har der længe været nervøs snak i krogene. Og i paraplyorganisationen OAO (Offentlige Ansattes Organisationer) ser formand for de statsansatte medlemmer, Flemming Vinther, yderst kritisk på Løkkes udflytningsplan. I hans øjne forbedrer regeringens plan ikke institutionernes drift og handler kun om at indfri statsministerens valgløfter.
»Altovervejende er det her signalpolitik. Det er ikke, fordi vi har et ønske om, at alle statslige arbejdspladser skal ligge i København. Men det er altid problematisk at flytte rundt på folk,« siger Flemming Vinther, som også er formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening:
»For eksempel skal dele af Forsvarsministeriets Personalestyrelse flytte fra Ballerup til Hjørring. Der er da immervæk et stykke, hvis man skal forbi familien og have en kop kaffe efter arbejde«.
I Danmark har ca. 184.000 personer staten som arbejdsgiver, men langt fra alle kan flyttes, fordi mange er geografisk låste som f.eks. gymnasielærere eller ansatte i Kriminalforsorgen. Ifølge regeringen kan ca. 32.000 statsansatte i Region Hovedstaden flyttes, og deraf rykkes altså godt hver tiende væk.
Regeringen kan som øverst ansvarlige for statens administration frit og uden om Folketinget flytte de statslige arbejdspladser. Dog kræver det lovændring at flytte Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, Statens Administrations Finansservicecenter og Arbejdsskadestyrelsen.
Der er ifølge regeringens finanslovforslag for 2016 lagt op til at afsætte 400 mio. kr. til flytningen af de mange arbejdspladser, men om nødvendigt kan der ifølge finansministeren afsættes flere penge.
Dansk Folkeparti er ifølge finansordfører Rene Christensen klar til at flytte endnu flere job.
Socialdemokraterne støtter ifølge kommunalordfører Magnus Heunicke regeringens plan, men med forbehold.
»Det er ikke en løsning, der sikrer et Danmark i balance, når regeringen samtidig gennemtvinger nedskæringer på de uddannelser, der er placeret i de samme områder, og gennemfører nedskæringer og nulvækst i de kommuner, som har det sværest,« siger Heunicke.