På en række videregående uddannelser får de studerende umiddelbart så lidt undervisning i forhold til andre uddannelser, at det ifølge uddannelses- og forskningsministeren er »tankevækkende«.
Ulla Tørnæs (V) kommer med meldingen i forbindelse med, at hendes ministerium i en ny opgørelse ser nærmere på omfanget af undervisning på de videregående uddannelser.
Opgørelsen viser, hvor mange timers undervisning en studerende får pr. såkaldt ECTS-point. En studerende skal som udgangspunkt gennemføre kurser og fag svarende til 30 ECTS-point pr. semester eller 60 ECTS-point om året.
Ifølge opgørelsen er der på fem uddannelsesinstitutioner i alt 62 uddannelser, hvor de studerende får mindre end tre timers undervisning pr. ECTS-point. De fleste af dem, 32, er på Københavns Universitet, mens der er 17 på Aalborg Universitet (AAU), hvilket er næstflest.
Det er noget mindre end på hele CBS, der ellers er det universitet med det laveste antal gennemsnitlige undervisningstimer pr. ECTS-point. 5,5 timer bliver det til på CBS.
»Det er bemærkelsesværdigt, at der er så store forskelle på, hvordan undervisningen er sammensat på de enkelte uddannelser,« siger Ulla Tørnæs:
»Derfor har jeg bedt de fem institutioner om en forklaring på, hvordan det hænger sammen. Det er dem, der har ansvaret for at tilrettelægge undervisningen.«
Det er nyt, at institutionerne og ministeriet enige om, hvordan undervisningstiden skal opgøres, sådan som de nu gør ved at se på tid i forhold til ECTS-point. Ministeren kalder det da også »en milepæl«. Som hun siger, så er der nu »sammelignelige informationer om, hvor meget undervisning og vejledning, de studerende bliver tilbudt«.
Der kan være store forskelle på, hvor mange ECTS-point studerende får afviklet pr. semester, ligesom varigheden af et semester varierer fra uddannelse til uddannelse. Derfor er opgørelsen opgjort ved at se på tid i forhold til ECTS-point. Ikke timer pr. uge.
Men hvis et semester f.eks. varede 14 uger og svarede til 30 ECTS-point, ville en studerende med tre timers undervisning pr. ECTS-point i snit få cirka 6,4 timers ugentlig undervisningstid.
»Det er utrolig vigtigt, at vi har uddannelse af høj kvalitet, og forudsætningen for det er ikke mindst tilstrækkelig og god undervisning med feedback. Der er ofte en sammenhæng mellem omfanget af undervisning og studieaktivitet« siger Ulla Tørnæs, der dog også erkender, at »man ikke alene kan vurdere kvaliteten af undervisningen alene ud fra antallet af timer«.
Ministeren tilføjer, at regeringen som tidligere omtalt i Berlingske vil oprette det, hun kalder en kvalitetspulje, der hvert år vil råde over 100 millioner kroner til ny og bedre undervisning og vejledning på de videregående uddannelser.
Ifølge prorektor på AAU, Inger Askehave, skal universitetet nu til at undersøge, »hvad de her tal er udtryk for«.
»Der er mange læringsformer på universiteterne. På AAU arbejder vi meget med problembaseret læring, hvor læringen også foregår i grupper og de studerende imellem, hvor de så efterfølgende mødes med en vejleder. Men er det kun den time med vejlederen, der bliver talt med, som det er tilfældet her, så giver det ikke nødvendigvis det helt rigtige billede,« siger hun.
Opgørelsen får ikke udannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Mette Fjord Sørensen, til at efterlyse flere undervisningstimer. Men hun beklager bl.a., at bachelorer på et hovedområde som samfundsvidenskab modtager forholdsvis meget undervisning på store hold.
»Dialogen med underviseren er så vigtig. Det ser vi gerne mere af. Og mere feedback,« understreger hun.
Fakta: De får mindst undervisning
På 62 uddannelser på fem forskellige institutioner har de studerende ifølge en ny opgørelse under tre timers undervisning pr. ECTS-point.
32 på Københavns Universitet (KU)
17 på Aalborg Universitet
Otte på Aarhus Universitet
Fire på RUC
En på KADK
På enkelte humanistiske kandidatuddannelser på KU får de studerende under en times undervisning pr. ECTS-point.
