I begyndelsen er selv trommerne ubeslutsomt overraskede over deres eget mod. Slaget er så hårdt, og lyden så skarp, at de stopper op i et udstrakt sekunds tøven, som kaster de et sidste blik tilbage for kun at få bekræftet, at der ikke er anden vej end frem.

Og så fortsætter de, og keyboardet beslutter sig for at følge og med det kommer melankolien, og undervejs opsummerer Bronsky Beats forsanger, den unge Jimmy Somerville, der vel ikke er meget mere end først i 20erne på det her tidspunkt i 1983, det hele med omkvædet; »Run away, turn away, run away, turn away, run away«.

Der er ingen melankoli i hans stemme. Han synger med indset sorg. Erkendelsen af at den eneste udvej er flugt: »Pushed around and kicked around. Always a lonely boy«.

Drengen kommer ikke til at ændre noget i provinsbyen, hvor de hvisker om ham i gaderne. Han må væk, og i et af de paradokser der gør kunst så overvældende relevant, ændrer han måske så alligevel betingelserne i provinsbyen med sit verdensomspændende hit »Smalltown boy«, der viser alle som ham, at det ikke kun er Steven Carrington fra Dollars der er som dem.

»Der er en dobbelthed i mange af de sange som er skrevet af bøsser eller bøsser har taget til sig som for eksempel »Smalltown boy« og »Somewhere over the rainbow«. De rummer en følelse af skam, isolering og skrøbelighed, en særlig bøssesensibilitet, der ikke er medfødt, men kommer af en oplevelse af ikke at kunne genkende sig selv i den omgivende verden under opvæksten.

Liv og frihed

Det handler tit om at komme væk. Fra provins til storby, smerte til stolthed, ensomhed til fællesskab. Sangene favner glæden ved at bevæge sig mod det man skal blive og smerten ved at forlade det man kommer fra,« siger adjukt Michael Nebeling Petersen der selv er bøsse, vokset op i provinsen og i ph.den »Somewhere over the rainbow« viser, at bøsser ikke længere identificeres med selvmord, aids og forfald, men med liv og frihed.

Han mener, at sangen »Somewhere over the rainbow« er en af de første store hymner bøsser tog til sig, og på sin egen indirekte måde førte netop den sang også til bøssernes insisteren på egne rettigheder. Efter Judy Garlands begravelse i New York i 1969 førte en politirazzia mod queerstedet Stonewall inn til et bøsseoprør som udviklede sig til Bøssernes Befrielsesfront.

»Sammen med andre begivenheder fører Stonewall til en ny bevidsthed blandt bøsser. De vil have lov til at være i fred og prøver at opbygge deres egne steder i for eksempel San Fransisco som bliver beskrevet i sangen »Go West«. Op gennem 70erne opstår en bøssestolthed og en hyldest af seksualiteten som man kan høre i sange som »I Will Survive« og »Its raining men«, som bøsserne tager til sig.

I 80erne braser drømmen om at leve uafhængigt af heteroland da AIDS kommer og omverdenen stort set er ligeglad. Bøsserne indser, at de bliver nødt til at kæmpe mere grundlæggende for rettigheder og synlighed, og vreden over samfundets homofobi og ligegyldighed afspejler sig i en mere pågående bøssekultur som bands som Bronsky Beat og Frankie goes to Hollywood repræsenterer,« siger Michael Nebeling Petersen.

Fællesskab og stolthed

Længere tilbage kan man spore rastløsheden, hjemløsheden i litteraturen. I Jack Kerouacs beatbibel »On The Road« har de forslåede, biseksuelle, homoseksuelle og afvigende fortabte amerikanske sjæle fundet sammen i samfundets yderkant eller tyet til vejene og den konstante bevægelse væk, og i den homoseksuelle beatbroder Allen Ginsbergs »Howl« slæber flokken af »angelheaded hipsters« sig gennem gaderne i døgnets udkant, hvor outsidere har hjemme.

Der har tidligere medlem af duoen Junior Senior Jeppe Breum Laursen også altid følt han har befundet sig. Først i den lille by Gørlev på Sjælland og siden i en lille by uden for Thisted fortæller han over Skype fra Los Angeles, hvor han nu bor.

»Jeg har altid været outside looking in og observeret og det hænger også sammen med at sammenligne sig selv med andre. Jeg ser verden fra sidelinjen og det er jeg sikker på har noget med min homoseksualitet at gøre, man iagttager andre velvidende, at man ikke er som dem, og det er jeg sikker på kommer til udtryk i min kreativitet. Jeg har aldrig rigtig tænkt på det før, men jeg har nok altid følt mig som en outsider,« siger Jeppe Breum Laursen.

Det er nok der mange bøssers identitet først bliver formet. Som en der ikke er som de andre. En der aldrig passer ind i skolegårdens lege. Aldrig passer ind i samtalerne: “You were the one, That they’d talk about around town, As they put you down” som Jimmy Somerville synger og for et par år siden uddybede konsekvenserne af overfor Huffington Post.

»Der var altid noget inden i der holdt mig tilbage fra at tro på mig selv og hvad jeg kunne opnå. En indre stemme der sagde ’hvorfor gør du det her? Det er noget lort. Du kan ikke ikke. Du er ikke dygtig. Hvorfor blive ved at prøve.’ Sådan var det I mange år«.

I sangen må ingen se ham græde. Han græder kun til sin sjæl og måske er det lige præcis sjælens gråd, man kan høre antydninger af i de store homo-hymner – gay anthems som de hedder på engelsk.

»Mange bøsser har en usikkerhed i sig, men de her sange giver et fællesskab, hvor man kan mærke sin stolthed for en stund. Jeg tror mange outsidere har et behov for at tilhøre en gruppe og finde en identitet at være stolt af. Det er ofte stærke, men sårbare kvinder der synger sangene, og det tror jeg mange bøsser kan genkende sig selv i,« siger Jeppe Breum Laursen.

Ok uanset hvad

Det er sange som »I will survive« hvor Gloria Gaynor synger »I used to cry, But now I hold my head up high«, Frostkendingsmelodien »Let it go« med linjerne »Let it go, let it go, Can’t hold it back anymore, Let it go, let it go, Turn away and slam the door!« og Grand Prix vinderen »Rise like a Phoenix« hvor Conchita Wurtz sang »You threw me down, but I’m gonna fly, And rise like a phoenix«.

De rummer alle den samme grundlæggende følelse som ikke er stolthed, men stolthed på trods; et postulat om stolthed som endnu ikke er og måske aldrig bliver en fuldstændig internaliseret del af det menneske der synger, og de menneske der synger med.

»Man kan blive nok så stolt og glad, men mange bøsser har hele tiden en skrøbelighed med sig. Man er altid i en sårbar position. Man er hele tiden lidt forkert og altid offer for at en kan råbe bøssesvin eller blive kigget skævt til, og så er man tilbage i den isolation man voksede op i.«

»De her sange virker så stærkt på bøsser fordi de rammer en fælles erfaring om kærlighed, fortid og fremtid. Men skammen er der altid lige ved siden af. Mange af os bærer den i hjertet fra vores formative år,« siger Michael Nebeling Petersen.

En af de sange der jævnligt ligger helt i top på lister over tidernes største homohymner er Lady Gagas »Born this way« som Jeppe Breum Laursen står bag. Allerede inden den kom frem kaldte Elton John den for »afløseren for »I will survive« som den største homohymne«.

Jeppe Breum Laursen skulle egentlig bare skrive nogle beats til Lady Gaga, men på det tidspunkt var hun verdens største stjerne med et publikum som kun en Madonna i 80erne kunne hamle op med, og pludselig faldt det Jeppe Breum Laursen ind, hvor betydningsfuldt det ville have været for ham, da han var dreng, hvis en han beundrede havde sagt til ham, at han var ok uanset hvad.

»Så jeg skrev til hende, at der ikke var nogen der direkte havde gået ud og sagt it dosent matter if your gay, du var born this way og hvis nogen kunne gøre det, så var det hende, og så gjorde hun det så alle kids i hele verden kunne høre det. Det er en overvældende følelse at tænke på, hvad det havde betydet for mig, da jeg gik rundt i udkanten af Thisted.«

Og så fader ordene ud: Run away, turn away, run away, turn away, run away.