Der var ingen grænser for, hvad der kunne lade sig gøre for SAS i de første årtier, efter at selskabet havde set dagens lys i 1946. SAS fløj som de første i faste ruter over Nordpolen til byer som Los Angeles og Tokyo. SAS var de store Hollywood-stjerners flyselskab og blev kåret som verdens bedste.
Så længe selskabet havde monopol på de lukrative flyvninger til og fra Skandinavien, var alt fryd og gammen. De ansatte havde forrygende vilkår og leverede til gengæld en service i særklasse. Alle var glade, ikke mindst hovedaktionærerne - de tre skandinaviske landes regeringer. Men med tiden udviklede statsejerskabet af SAS sig til en hæmsko for selskabet, og da først monopolet på luftfarten blev brudt, var selskabet ude af stand til at få gjort op med alt for voldsomme omkostninger.
I efteråret 2012 - næsten 20 år efter monopolbruddet - stod SAS på konkursens rand, og først da lykkedes det at få gjort op med historisk belastende overenskomster. Men spørgsmålet er, om det er nok og tids nok? Og om det brutale opgør med fagforeningerne har skadet forholdet mellem ledelsen og de ansatte så meget, at tilliden ikke kan genoprettes, og den særlige SAS-ånd dermed er død?
Bogen bygger på interviews med en lang række centrale personer i og omkring SAS. For at komme så tæt som muligt på sandheden har alle haft mulighed for at medvirke anonymt.