Donald Trump har snart besat topstillingerne i sin regering, og vi begynder at kunne se noget, der minder om en rød tråd. Den hedder »amerikanerne først« og bryder afgørende med det USA, som vi kender.

I den seneste generation har både republikanske og demokratiske præsidenter haft en politik om gennem USA at gøre verden bedre. Præsident Clinton og præsident Obama forsøgte gennem en liberal udenrigspolitik, præsident Bush gennem en neokonservativ ditto; midlerne var forskellige, men målet var ikke. USA var – med Reagans ord – »den lysende by på bakken,« som gennem sin exceptionalisme (egenart, red.) styrede den moderne histories gang. Ikke længere. USA er nu et land som mange andre lande, et stort land og et stærkt land, og det er på tide, at USA prioriterer sine egne interesser, og Trumps topstillinger eksemplificerer det. Det er givetvis ikke tilfældigt, at Trump har valgt så mange generaler og forretningsfolk til sin inderkreds og så få politologer, økonomer og andre universitetsfolk. De to første beskæftigelser rummer i forhold til de sidste en relativt lige linje mellem midler og mål, og der er en fristende enkelhed i militær og business som regeringskoncept.

Og den enkelhed og benhårde realisme er den røde tråd i valget af de følgende mænd.

Steve Bannon

Chefstrateg og seniorrådgiver i Det Hvide Hus.

Bannon har en fortid som flådeofficer, mægler hos Goldman Sachs og selvstændig investor. I 2012 overtog han det højreorienterede nyhedssite Breitbart News og redefinerede det i sit eget politiske billede. Gennem årene var Bannon gået fra traditionel neoliberal republikanisme til nationalisme, og han kaldte bl.a. Breitbart »en platform for alt-right,« en yderligtgående, hvid nationalistisk onlinebevægelse.

I august år blev han Trumps tredje kampagnechef og tog det ideologiske kludetæppe, som kampagnen var, og begyndte at støbe Trumps nationalrealistiske budskab. Det kom klarest til udtryk i Trumps afsluttende videobudskab, som var et angreb på globalismen og en appel om at sætte det amerikanske folk først. Bannon er Trumps førstevalg, når det handler om politisk rådgivning, og han var ifølge New York Times udslagsgivende i udnævnelsen af Rex Tillerson til udenrigsminister.

Rex Tillerson

Nomineret som udenrigsminister og skal godkendes af Senatet.

Tillerson er allerede udenrigsminister i sit eget »private imperium«, som Steve Coll skriver i sin eminente bog om ExxonMobile, »Private Empire.« Hvis ExxonMobile var et land, ville det være verdens 30. største økonomi, og dimensionerne skyldes folk som Tillerson. De fører deres egen udenrigspolitik i halvtreds lande verden over, og sådan en politik er i sagens natur baseret på, hvad der er til gavn for ExxonMobile.

Det kommer tydeligst til udtryk i Tillersons politik over for Rusland. Kritikerne ser Rusland som et bølleland, men som chef for ExxonMobile ser Tillerson en kilde til rigdom for sit selskab og dets aktionærer. Derfor plejer han nær omgang med præsident Putin – så nær, at han i 2013 fik den russiske venskabsorden, og derfor indgik han i 2011 en 300 mia. dollar stor arktisk boreaftale med det russiske statsselskab Rosneft. Aftalen blev skrinlagt med sanktionerne efter Krim-invasionen, og Rex Tillerson har udtalt sig imod sanktionerne. De er ikke gode for business, og de virker ikke, siger han.

James Mattis

Nomineret som forsvarsminister og skal godkendes af Senatet.

Meget få generaler kom stærkere ud af krigene i Irak og Afghanistan, end de gik ind i dem. James Mattis er en af de få. Som chef for en brigade i Afghanistan blev han kendt som en »fighting general« – en moderne Patton, som opholdt sig i frontlinjen med sine soldater og førte dem fremad. Og senere som divisionschef i Irak forstod han at gøre sin ledelse mere multifaceteret. Hans taktiske fornemmelse var uovertruffen, men det var hans politiske også. Bl.a. indprentede han sine mænd, at de ikke bare skulle bekæmpe fjenden, men også politisk vinde civilbefolkningen for sig – og det betød f.eks. ingen overgreb og en vis kulturel og religiøs finfølelse. I bogen »The Generals« hudfletter militæranalytikeren Tom Ricks de fleste af generalerne fra Irak og Afghanistan, men Mattis bliver derimod lobhudlet – også for sin vilje til at fyre underordnede officerer, som ikke duer eller ikke er tilstrækkeligt koldsindige.

I mere traditionelle kredse bliver Mattis set som et forsvar for den gamle orden, bl.a. den vestlige alliance, og han kan således komme i konflikt med Tillerson og Flynn.

Wilbur Ross

Nomineret som handelsminister og skal godkendes af Senatet.

Handelsminister er normalt ikke en nøgle- position i en regering, men i Trumps er det. Ross er en mangemilliardær, som går under navnet »Kongen af bankerot«, fordi han har tjent sine penge på at opkøbe nødlidende selskaber, omstrukturere og sælge dem. Kritikere betragter ham som en grib, tilhængere som en frelser, skriver Forbes. Ross har – som Trump – været både demokrat og republikaner, og den eneste konstante er, at han – som Trump – altid har kritiseret frihandelsaftaler og den måde, som de efter hans menig skader USAs produktionsindustri. Ross skal gå til angreb på de eksisterende aftaler og indgå nye, som tjener USA – frelser og grib igen.

Steven Mnuchin

Nomineret som finansminister og skal godkendes af Senatet.

Mnuchin er det traditionelle Wall Streets mand i regeringen. Han er en hård nyser af en partner fra Goldman Sachs og sin egen hedgefond. Som finansminister i Trumps regering skal han businessificere USA. Bl.a. vil han have sat erhvervsskatten ned fra 35 til 15 pct., han vil afskaffe nogle af de restriktioner, som blev indført over for finanssektoren efter den store recession, og han vil have indført generelle skattelettelser. Han er imod frihandelsaftaler med hele regionen, men tilhænger af aftaler med enkeltstater – hvis de skaber vækst i USA.

Mike Pence

Vicepræsident.

Trumps valg af Mike Pence som vicepræsidentkandidat var et taktisk valg, fordi Pence har et nært forhold til den højrereligiøse og etablerede del af partiet. Han var »Mr. Normal«. Men Pence har vist sig som en god mand for Trump. Han er bundloyal, villig til at forsvare selv de ting, der er svære at forsvare, han løber ikke med rampelyset, han slår bro til især Republikanerne i Repræsentanternes Hus, og han har på rekordtid skrinlagt sin egen klassiske liberale konservatisme og annammet Trumps antiglobalistiske linje. »Pence skal få det hele til at køre,« som Trumps søn på et tidspunkt har sagt. Og det har han vist sig villig til.

Jeff Sessions

Nomineret som justitsminister og skal godkendes af Senatet.

Sessions er en dybt konservativ senator fra den dybt konservative del af Sydstaterne, og det er nøglen til at forstå ham. Han er manden fra den lille by i Alabama, som er imod de moderne fremmedheder, fra globalisme til immigranter, fra hash til homo, fra ateisme til universel sygesikring, og han var f.eks. aldrig dus med præsident Bushs globale neokonservatisme. Sessions er indad og hjemad, og følgende vittighed var med til at få ham afvist som forbundsdommer i 1986: »Jeg var OK med Ku Klux Klan, indtil jeg fandt ud af, at de røg pot.«

Sessions får en nøglerolle som Trumps justitsminister. Han skal bl.a legitimere en hård politik over for immigration og en tilbagevenden til gammeldags tough-on-crime, og hvis Trump som en anden Nixon har tænkt sig at bruge justitsapparatet politik, er Sessions også manden.

Michael Flynn

National sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus.

Allerede under valgkampen var den tidligere general Michael Flynn omstridt. Han førte an i »lock her up«-råbene mod Hillary Clinton og spredte islamofobi, falske nyheder og konspirationer på sociale medier. Og efter udnævnelsen til sikkerhedsrådgiver er kritikken kun tiltaget. Men Flynn er mere end en knallert. Som Dana Priest har beskrevet i New Yorker: som efterretningsmand – og med stram styring – var han en af de generaler, som kunne finde guldkornene i begivenhederne, og hans efterretninger sendte al-Qaeda tilbage til hulerne i Afghanistan. Da han senere blev chef for militærets samlede efterretningstjeneste og skulle styre sig selv, var han en katastrofe og blev fyret efter 18 måneder.

Trump lytter imidlertid til ham, og det kan man bl.a. høre, når Trump siger, at han er klogere end efterretningstjenesterne, og når Trump taler pænt om præsident Putin og foreslår en strategisk alliance med Putin mod islamisterne

Mike Pompeo

Nomineret som chef for CIA og skal godkendes af Senatet.

Mike Pompeo er et tea party-aktivistisk republikansk kongresmedlem fra Kansas, som først og fremmest er kendt som modstander af våbenkontrol og lukning af Guantanamo. Han er tilhænger af »sorte« fængsler og vandtortur og er stærkt kritisk over for atomaftalen med Iran og over for islam. Flere medier har ment, at Michael Flynn pressede på for at få ham som CIA-chef, og hvis han får jobbet, vil han havne i en interessekonflikt. På den ene side er han loyal over for Trump og Flynn, men på den anden side overtager han en efterretningstjeneste, som er kritisk over for Trumps forbindelser til Rusland og den russiske hjælp til Trump under valgkampen.