Den yngste af Damgaard-brødrene, som skabte sig milliardformuer på at sælge livsværket til den amerikanske it-gigant Microsoft, er familiemenneske og dertil en forsigtig og konservativ forretningsmand.
Preben Damgaard Nielsen er faktisk den totale modsætning af sin bror Erik, som er vild, risikovillig og kulørt. De to stoppede hver især en milliard i lommen, da Navision blev solgt, men mens Erik Damgaard har mistet langt hovedparten af sine penge, har lillebror Preben stadig pænt over en halv milliard i behold i sit selskab, Damgaard Company, selv om han led et voldsomt tab på over 350 mio. kr. i kriseåret 2008.
Preben Damgaard har valgt de bonede gulve og det etablerede erhvervsliv. Han bor i det eksklusive Dronninggaard-kvarter i Holte med tidligere formand for Finansiel Stabilitet, Henning Kruse Petersen, som nabo. Han har siddet i bestyrelserne i familievirksomheder som Dannebrog Rederi og i fondsbørsens arvesølv som TDC og B&O.
Hvor Erik Damgaard gik i kompagniskab med Milliardærklubben og investerede sammen med folk som Peter Forchhammer, Aldo Petersen og Ole Abildgaard, holdt Preben Damgaard sig – næsten – væk fra vilde partnere. En undtagelse er kronprinsens ven, Peter Warnøe, som bl.a. brændte fingrene på ejendomme i Dubai.
Og hvor Erik Damgaard dyrkede golf med sine kulørte venner, blev Preben Damgaard ivrig jæger sammen med det etablerede Erhvervsdanmark, herunder Peter Zobel og Christian Kjær. De to var ligesom Peter Warnøe tæt på kongehuset, og det var da også hos Navision, hvor Preben Damgaard var direktør, at kronprins Frederiks daværende forlovede, Mary Donaldson, fik job som it-konsulent, da hun flyttede til Danmark i 2002.
Preben Damgaard er en del af et eksklusivt kontorfællesskab på Sankt Annæ Plads sammen med bl.a. formanden for DR, Michael Christiansen, professionelt bestyrelsesmedlem Vagn Sørensen og tidligere Codan-chef Jens Erik Christiansen samt vennen og naboen Kruse Petersen.
Preben Damgaard er gift med Charlotte, og parret har tilsammen fire børn.
