På den ene side er store dele af folketingsgrupperne bekymrede over de sundhedsfaglige konsekvenser ved en liberalisering, og i Sundhedsministeriet hersker der en dyb skepsis over for idéen.

På den anden side peger flere politikere i regeringspartierne på et behov for øget konkurrence, og embedsmændene i Erhvervs- og Vækstministeriet har i lang tid arbejdet på de indre linjer for en vidtgående liberalisering.

Uenigheden har givet anledning til en politisk slingrekurs på området med et væld af modsatrettede meldinger fra regeringspartierne.

Henrik Sass Larsens forgænger på erhvervs- og vækstministerposten, SF-formand Annette Vilhelmsen, havde blot været minister i et par uger, da hun i Berlingske Business gav indtryk af, at et opgør med monopolet var undervejs.

»Andre vil godt kunne eje et apotek, men dem, som har hænderne på medicinen, skal være fagfolk,« sagde Annette Vilhelmsen i oktober sidste år.

Ministeren lod med andre ord forstå, at der skal være farmaceuter ansat til at rådgive kunderne om den receptpligtige medicin, mens der skulle åbnes for andre ejerformer. Idéen er, at man hermed kan høste gevinsterne ved øget konkurrence uden at gå på kompromis med den sundhedsfaglige rådgivning.

Meldingen skabte dengang forbløffelse i Danmarks Apotekerforening, der mente, at det lød som et forslag fra Liberal Alliance. I Matas, der ønsker at udfordre apotekerne på markedet for receptpligtig medicin, blev budskabet derimod modtaget med stor glæde af en begejstret ledelse, der allerede talte om en byge af nye miniapoteker indrettet i hjørner af Matas-butikker landet over.

Siden blev der stille om området, mens alle ventede på en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til en fornyelse af sektoren. Arbejdsgruppens rapport er siden blevet udskudt af flere omgange, og konklusionerne er stadig ikke nået frem til offentligheden.

Efter interviewet i Berlingske Business i oktober sidste år undlod Annette Vilhelmsen at gå ind i apotekerdebatten igen i resten af sin tid i Erhvervs- og Vækstministeriet. Med Henrik Sass Larsen som erhvervs- og vækstminister er området nu på ny åbnet for debat, men meget tyder på, at han får svært ved at komme igennem med et egentligt opgør med det mere end 400 år gamle monopol.

Regeringspartiernes sundhedsordførere og sundhedsminister Astrid Krag (SF) er ifølge Berlingske Business’ oplysninger fast besluttet på at lade apotekerne beholde deres monopol. Ordførerne føler sig så sikre på, hvilken vej vinden blæser i regeringen, at de tør komme med klare meldinger i spørgsmålet.

Danmarks Apotekerforening har dygtigt formået at skabe usikkerhed om de sundhedsfaglige konsekvenser ved et monopolopgør, og et opgør med monopolet har hidtil ikke været en mærkesag for de mest liberale kræfter i regeringen. Om det ligefrem er en mærkesag for Henrik Sass Larsen, ved vi ikke, men der er fortsat lang vej til et liberaliseret apotekermarked. Meget tyder på, at de sundhedspolitiske kræfter i regeringen, der er skeptiske over et opgør med monopolet, står stærkest i spørgsmålet.