Fra mødet med forskellige typer mænd på arbejde og i privatlivet til en lille spirrevip, der hviler i sig selv.

»Ham den lille spirrevip (1.67 høj), han er meget mere mand, end de fleste andre mænd, jeg har mødt.

Thomas hviler så sindssygt meget i sig selv, han er rolig, hvor jeg kan være utålmodig og rastløs. Det er måske også derfor – og nu har vi været sammen siden 2006 – at jeg faldt for Thomas. Og bliver ved med at gøre det.«

Thomas Troelsen, der er musikproducer, og Eva Harlou er hinandens kontraster, siger hun. Han er ikke til at slå af pinden, hvor hun godt kan gå rundt og småstresse.

»Thomas er autodidakt, jeg har en lang videregående uddannelse. Han kan godt være en lille smule konfliktsky, og jeg siger det uden at udlevere ham, at jeg er mere konfronterende, hvilket kan være for meget af det gode.«

Hun har, som hun siger, haft med andre mænd at gøre, før hun mødte Thomas Troelsen.

»Nogle var åh... så søgende og komplicerede. Sådan nogle flagrende, famlende, entreprenante typer. Så går de i gang med dét projekt. Og nej, så skal det hellere være noget andet. Søge, søge, søge...

Jeg gider ikke ufokuserede mænd. Eller de dér bulderbasse-mænd, der snakker og snakker og puster sig op med luft.«

Med Thomas Troelsen har Eva Harlou fundet en mand, som er let at afkode. En egenskab, hun sætter stor pris på hos mennesker generelt. Hun hader fnidder og føler det akavet og anstrengende at være i situationer, hvor man skal analysere stemningen og tænke sig frem til alt muligt.

»Altså, sig, hvis du har en dårlig dag, det sådan noget, jeg mener.«

Indimellem har hun fået skyld for at være ret maskulin i sin tilgang til mennesker. Men hun har det bedst med at kalde en spade for en spade og vide præcist, hvor hun har folk.

Det ved hun med sin mand.

»Og det er jo ikke fordi, han altid bare er den samme, Thomas har mange sider. Så kan han stå på en scene med eyeliner om øjnene og være helt vildt ekstravagant og dekadent.

Men han kan også gå rundt derhjemme, kun i underbukser og med en leverpostejsmad i hånden. For nu lige at sætte det helt på spidsen, ikke?

Min pointe er, at Thomas ved, hvad han vil og er glad for det, han laver, det er jeg faldet pladask for.«

Eva Harlous familie og den opvækst, hun har fået, står i kontrast til hendes mands familie, der er mere afdæmpet.

»I min familie har vi altid været meget talende, og også FOR konfronterende. Du ved: »hvem har ret og slå det lige op«, sådan noget.

Med to børn, Christian på fem et halvt og Marie på knap et år, kender Eva Harlou til klassikeren: Karriere kontra familieliv.

Mens hun holdt barselsorlov med sin søn, var det hendes mand, der havde orlov med datteren.

»Med Marie blev jeg nødt til – og jeg siger det med gåseøjne rundt om »nødt til« – at arbejde.

Hun var kun tre en halv måned, og jeg skulle være med til at lave »Danmarks skønneste hjem« sæson 2. Og så er man altså væk, helt væk, for vi farter rundt i landet og er væk fra mandag til fredag og kun hjemme i weekenden.

Dér blev jeg den sekundære for Marie, og det var... det var rigtig hårdt.«

Eva Harlou mener, at det trods vores forestillinger om ligestilling stadig ligger dybt i os, at kvinden forventes at være hjemme, når barnet er helt lille.

»Lige meget hvor moderne, vi gerne vil være, så er vi ikke nået dertil endnu, vi har ikke ligestilling på det punkt.«

Når hendes mand er med i et interview, bliver han aldrig spurgt, hvordan han nu lige får karriere og familieliv til at hænge sammen.

»Jeg bliver spurgt hver eneste gang. Og så sidder jeg dér og bliver varm i kinderne og får det helt dårligt.

For svigter man som mor? Gør man det? Man fravælger jo. Og nej, jeg har ikke været der lige så meget for Marie, da hun var helt lille, som hendes far har.«

Fra missionshus, sportshal og gymnastikforening i Vestjylland til røde løbere, Jarl Friis Mikkelsen og København K.

Troldhede, en lillebitte flække i Vestjylland mellem Videbæk og Skjern med nogle få hundrede indbyggere.

Eva Harlou kalder byen for et klassisk landsbysamfund med miljøer omkring skolen, kirken, sportshallen og benzintanken, hvis man nu skal generalisere et øjeblik.

Men det var sådan, det var. Og Eva Harlou elskede at være barn her. Bibelarrangementerne i Troldhede Missionshus oppe i Kirkegade, gymnastikopvisningerne nede i hallen og skolen, hvor alle kendte alle.

»Det var så trygt, så overskueligt og så dejligt. Jeg kan ikke forestille mig en bedre opvækst.«

Eva Harlou boede først i Skanderborg, hvor begge forældre arbejdede som skolelærere. Indtil den dag, hvor faderen fik et job som skoleleder i Troldhede, så flyttede familien inklusiv en storesøster til en 16 hektar stor landejendom i udkanten af byen. Ejendommen blev revet ned, og familien fik i stedet bygget et nyt stuehus.

»Jeg spillede badminton, gik til gymnastik og var også med i ungdomsklubben i missionshuset. Ikke fordi mine forældre var religiøse, jeg var det heller ikke selv. Men jeg var med i alt det, der skete i byen. Og jeg holdt rigtig meget af at komme i missionshuset. Også til forskellige bibelarrangementer, mest fordi det bare var hyggeligt.«

Opvæksten i Troldhede har givet Eva Harlou, hvad hun kalder for en betydningsfuld forståelse for danskernes forskellige måder at leve på.

For 2900 Hellerup er ikke bedre og mere rigtig, end 6920 Videbæk.

»Især efter at jeg er flyttet til København, har jeg mødt mange, som egentlig ikke er særlig tolerante over for forskellige måder at bo og leve på. De kan nærmest ikke forestille sig, hvordan man kan bo udenfor Odense, bare for at tage et eksempel.«

Eva Harlou peger selv på opvæksten på en landejendom i udkanten af Troldhede til sin nuværende fem-værelses københavnerlejlighed fra 1930erne som en kontrast.

»Jeg ved godt, at der er mange, som gerne vil sætte mig i bås. Men jeg tager afstand fra enhver form for ensretning og fordomme, en tendens i tiden, som kun er blevet endnu mere tydelig.

I Troldhede spiser man ikke rawfood, det er et storbyfænomen. Stenalderkost er bare bedst, synes nogle. Og i øvrigt skal man ikke give sine børn gluten og helst opdrage dem efter... hvad-ved-jeg. Det bliver sådan en forkyndende og lidt bebrejdene måde at fortælle hinanden, hvordan vi skal leve.«

Eva Harlou taler om frihed. Om retten til at leve forskelligt.

Og ja, nogle mener, siger hun, at hun lever et celebrity-liv i København K. Med sin kendte musikproducer-mand og sig selv på tv-skærmen i diverse arkitektur-programmer.

»Jeg var med til Jarl Friis Mikkelsens 60 års fødselsdag, hvor alle andre i øvrigt også var med,« siger hun og tilføjer, at hun siger det med et glimt i øjet.

»Jeg kommer også på de røde løbere, og jeg får invitationer til mange af de »rigtige« fester.«

Hun smiler, men lægger en meget tydelig distance til begrebet celibrity-liv. Siger, at hun lever mange forskellige liv, mest på arbejdet og det hjemme i familien.

»Jeg oplever det egentlig som ret naturligt, at Thomas og jeg bliver inviteret med til forskellige typer af arrangementer med de jobs, vi har.«

Fra smalle tv-besøg hos elitære arkitekter til talentshow i bredformat med grin, gråd og ca. 1,5 millioner seere.

»En ting er at stå dér i flot kjole og smile og have store armbevægelser, det skal man jo kunne. Men der ligger meget mere i rollen. Man skal være social intelligent, i stand til at dirigere, have empati og kunne noget med timing. Være et anker for det hele.«

Eva Harlov glæder sig til sin nye værtsrolle i X Factor, der starter på fredag. Et bredt format med ca. 1,5 millioner seere og en kontrast, siger hun, til det mere smalle arkitektur-tv, hun hidtil har arbejdet med. Og gerne vil arbejde med igen.

Tre sæsoner af »Arkitektens hjem«, en sæson med »Enestående nordiske huse«, en temalørdag om sommerhuset og to sæsoner af »Danmarks skønneste hjem«.

»Nogle vil sige: »Uh... kan man det, mister du ikke din lødighed, og udvander du ikke din faglighed ved at bevæge dig ind i noget så kommercielt og så bredt?«

Men hun kan ikke se, at hun devaluerer sig selv som arkitekt ved at lave X Factor. Eller at hendes store begejstring for arkitektur skulle blive mindre. Selv om det ER en stor kontrast.

»Jeg ser mig selv som en brobygger mellem to meget forskellige seertyper og målgrupper.«

For nogen tid siden læste Eva Harlou en tv-anmeldelse i Kristeligt Dagblad.

»Som jeg husker det, brugte anmelderen mig som eksempel på, at tv-værter bare hopper fra det ene til det andet program, og at deres specifikke forudsætninger tilsyneladende kan være lige meget.

Jeg tror, anmelderen lidt spydigt skrev, at »efter »Danmarks skønneste hjem« kunne Eva Harlou jo passende avancere til »Vild med dans« næste gang. Det var vist det eksempel, hun brugte.«

Eva Harlou læner sig frem og tager en tår af sin kaffe.

»Tv-anmelderen er ikke den eneste, og indimellem tænker jeg:

Skal jeg tage kampen, eller skal jeg bare lade dem køre deres ræs?«

Hun tænker lidt.

»Vi vil så gerne have de dér meget rene historier, hvor der altid er et »men«. Altså det kan godt være, hun var pæn, til gengæld var hun ikke særlig klog. Eller omvendt. Eller han var så glad, men han var også tyk. Jeg kan ikke se, hvad man kan bruge det til. Det afgørende må altid være, at man er dygtig til det, man beslutter sig for at arbejde med.«

Hun hører jævnligt folk sige:

»Du er også så dygtig, Eva. Du kan så meget.«

Hun afviser påstanden og siger, at forklaringen egentlig er ret enkel.

»Der er en hel masse, jeg ikke gør, fordi jeg ikke er god til det. Jeg vil ikke udstille det, jeg ikke kan. Men de få områder, hvor jeg synes, der er noget, jeg godt kan – tv-programmer og arkitektur – der træder jeg gerne frem og gør mit allerbedste.

Spørg mig, om jeg vil være med i et bageprogram, en tv-quiz eller 100 andre slags programmer? Jeg siger nej og holder mig væk.«

Eva Harlou skal lige til at fortsætte, da hun bremser sig selv.

»Men jeg har lært, at man aldrig skal sige aldrig. Man kan få den lige smask tilbage, ikke? Hvis man så alligevel pludselig står dér og er med i et bageprogram.«

Fra orden, kommaer og god opførsel til lidt mere rod og ikke altid kvinden med styr på det hele.

Hun sov dårligt den nat, vågnede flere gange.

Foran seerne i »Danmarks skønneste hjem« havde Eva Harlou som en af de tre dommere holdt et skilt op, sådan som hun skulle. På skiltet havde hun givet sin karakter og med store bogstaver desuden skrevet:

»Priviligeret«.

»Jeg havde stavet det forkert, fik det vildt dårligt og kunne næsten ikke sove. Thomas sagde til mig:

»Hold nu op, så er det da heller ikke værre, der er sikkert ikke nogen, der har lagt mærke til det«.«

Eva Harlou nævner eksemplet, fordi det hører med til en af hendes kontraster i livet. Hun er fagligt perfektionistisk, hader at lave fejl og har, indrømmer hun, altid haft svært ved at give slip og bare sige: Okay, det går nok.

»Det er noget, jeg som voksen har arbejdet meget med. At give mere slip og ikke altid skulle være så »ordentlig«.

Både rent praktisk med oprydning og sådan, men også med at give mig selv lov til ikke altid at være hende med styr på det hele. Hvilket jeg i øvrigt ikke har.«

Eva Harlou synes, at det er blevet bedre.

»Men det er stadig svært. Altså, at give mig selv lov til rode lidt mere, både konkret og i mere overført betydning. Det ligger så dybt i mig. I hele min opdragelse, der er indbegrebet af orden og ordentlighed på alle punkter.«

Det er hun på mange måder også taknemmelig for, siger hun.

»Jeg er opdraget til at være ordentlig over for andre mennesker, sådan helt fundamentalt og klassisk. At man er høflig, kommer til tiden og ikke spilder andre menneskers tid med at komme et kvarter for sent.

Er jeg til middagsselskab, spørger jeg altid til dem, jeg sidder ved siden af, hører dem, hvordan det går. Jeg sidder ikke bare non-stop og taler om mig selv.«

Hun kunne heller ikke drømme om at sende en e-mail af sted, uden at sætte kommaer og skriver »I« med stort, når det er korrekt at skrive det med stort.

Hun vil ikke ændre på sin ordentlighed, bare gerne give lidt mere slip indimellem, som hun udtrykker det.

»Thomas og jeg taler meget om, hvad vi bedst kan give videre til vores søn, vores datter er så lille endnu. Indimellem kan vi godt være lidt bange for, at vi gør ham for velopdragen og for hensynsfuld.

Han er kommet hjem fra børnehave nogle gange og har fået nogle seriøse knubs. Det er en svær balance mellem for lidt og for meget, enormt svær, synes jeg.«