For syv-otte år siden havde det været svært at finde en grimasse, der ku’ passe, hvis navneredaktøren havde bedt om en fødselsdagsomtale af Victoria Beckham.

Dengang var hun mest af alt sin berømte mands kone og så også den der forhenværende popsild, der vist aldrig rigtigt havde kunnet synge, men som var god til at se sur ud bag sine store solbriller.

Sådan er det ikke mere. Nu fylder Victoria Beckham 40 år, og hun har i den grad brugt trediverne på at finde en rolle selv at fylde ud i et særdeles privilegeret liv, som hun ellers bare havde kunnet læne sig tilbage i, og hun er nu anerkendt som en dygtig modedesigner.

Hendes karriere startede ellers helt anderledes i musikken.

Victoria Beckham er født Adams og voksede op i en kernefamilie med to yngre søskende. Som seksårig så hun den amerikanske TV-serie Fame og besluttede sig for at ville have en karriere i musik. Hun gik på teaterskole og til sangundervisning, og da hun i 1993 så en annonce, hvor der blev søgt medlemmer til et pigeband, søgte hun.

Det band blev til Spice Girls, som fik enorm succes fra 1994. Victoria Beckham blev kaldt for Posh Spice og dyrkede allerede da sit lidt sure afvisende look. Dog ikke mere end at da hun 1997 mødte den verdensberømte fodboldspiller David Beckham (»jeg anede ikke hvem han var, jeg gik ikke op i fodbold«) til en velgørenhedsfest, inviterede han hende ud bagefter.

»The Becks« blev de kaldt i den engelske presse, og deres hjem blev døbt »Beckingham Palace« – med reference til Buckingham Palace. Parret har boet, hvor han har spillet, først Manchester, så Madrid, så Los Angeles og har undervejs fået børnene Brooklyn Joseph, Romeo James, Cruz David og Harper Seven Beckham.

I de første år af ægteskabet, efter Spice Girls opløsning, forsøgte hun sig som de øvrige medlemmer med en solokarriere, men uden det store held. Bedre gik det, da hun vendte sig mod den modeverden, hun som sangstjerne havde været i berøring med. Først som model for store modehuse, fotograferet i modeblade. Hun var Cavallis ansigt, ligesom hun var kampagnepige for Marc Jacobs (et modens ridderslag). I 2004 skabte hun sin egen denimlinje og i 2008 lancerede hun i New York sin pret-a-porter linje, som modtog stor ros.

Det er elegant tøj til travle kvinder. Ikke mønstret print og flagrende stoffer, men velsiddende tætsiddende kjoler og jakker. Oftest ensfarvet - meget sort, en del hvid. Priserne er ganske høje – en kjole koster fra 10.000 kroner og ofte tættere på de 20.000, ligesom hendes tasker koster omkring 7.500 kroner, og solbrillerne omkring 2.000. Kort sagt, et internationalt luksusmærke, som bliver solgt i butikker med tilsvarende varer – og købt og taget alvorligt som de.

Victoria Beckham er blevet sin egen. Men hun smiler stadig ikke meget. Der er ellers nok at glæde sig over.