Fyrsten (1532) er en håndbog i at forstå og udøve magt og er lige væsentlig for den moderne politiker og leder, som den var for fyrster og paver i 1500-tallets Italien. Niccolò Machiavelli (1469-1527) kan betragtes som grundlæggeren af den politiske videnskab. Hans dybtgående indsigt i de fundamentale magtudfordringer for fyrsten er forbavsende aktuelle for alle ledere.
Vi læser dagligt om magtkampe i medierne, for eksempel når Stine Bosse trækker sig fra en formandspost i Flügger på grund af uenighed. Vi oplever alle magtudfordringer i hverdagen, såsom når lederen prøver at få teamet til at fungere på trods af uenigheder.
Magt en forudsætning for ledelse
Magt beskriver relationer mellem mennesker og er en proces, hvor en leder har en intention om at påvirke andre mennesker for at nå et mål. Det kan for eksempel være lederens intention om, at medarbejderen skal forstå og arbejde efter virksomhedens strategi eller løse en konkret udfordring. Magt er således en forudsætning for at kunne fungere som leder.
Machiavelli beskriver en leders evne til at erhverve magt og udøve den, eller om han går til grunde, som værende afhængig af to ting: Det første er hans eller hendes egne evner og duelighed, og det andet er lykken.
Jeg tror, at mange topledere vil kunne genkende dette. På den ene side at arbejde stenhårdt på at få virksomhedens strategi på plads, motivere medarbejdere, udvikle produkter. På den anden side at være dybt afhængig af faktorer, som er uden for toplederens kontrol, såsom om markedet udvikler sig positivt, konkurrenter, ny regulering med mere.
Gavmildhed og sparsommelighed
Bogen beskriver en række centrale egenskaber, som fyrsten bør have for at kunne udøve magt. Fyrsten skal vælge mellem forskelige egenskaber.
Et valg er mellem gavmildhed og sparsommelighed. Her skriver Machiavelli, at fyrsten »hvis han er klog, ikke skal bekymre sig om at blive kaldt nærig: thi med tiden vil man blive anset for at være stadig mere gavmild«. Hans argument er, at det er nemmere som leder at være kendt som sparsommelig end at være gavmild, da det er nemmere at starte med at være sparsommelig og senere at vise gavmildhed end omvendt. Denne erfaring tror jeg, mange ledere også har fået under krisen.
Grusomhed og barmhjertighed
Et andet valg står mellem grusomhed og barmhjertighed. Her finder vi et af de mest berømte citater fra Fyrsten: »Det er langt mere sikkert at være frygtet end at være elsket«.
Machiavellis holdning er, at det at være frygtet aldrig svigter dig som leder, mens at være elsket ikke hjælper dig i alle situationer. Han påpeger dog, at fyrsten skal undgå at blive hadet, og at dette bedst sker, »når han holder sig fra sine borgeres og undersåtters ejendele og fra deres kvinder«.
Enig – med et lille M/K aber dabei.
Endvidere beskriver bogen, hvordan en fyrste skal undgå at bryde løfter, undgå at blive hadet, gøre nyttige ting, hvorledes en fyrste bliver agtet, hvordan han undgår smigrere, og hvordan han anvender sekretariater bedst.
Historisk værk
Bogen er dog også et historisk værk, som mangler den moderne kontekst. Machiavelli beskriver i bogen f.eks. mennesket som være grundlæggende uforanderligt ondt og egoistisk, og at det derfor kræver en stærk og dygtig leder for at få staten til at fungere. »Thi om mennesket kan man sige dette i almindelighed: at de er utaknemmelige, omskiftelige, hykleriske, simulerende, skyr farerne og er begærlige efter gevinst«. Her er min tiltro til den moderne leder og medarbejder større end til Machiavelli, idet jeg mener, at disse også motiveres af fælleskaber, så som familie, teams, virksomhedsmål og samfundsværdier.
De 172 sider giver et fantastisk fundament for at forstå de grundlæggende magtudfordringer, som ledere står over for i dag. »Fyrsten« udfordrer vores gængse skandinaviske ledelsestankesæt på en konstruktiv og til tider underholdende måde. Bogen kan anvendes som inspiration til alle ledere,der ønsker at forstå magt og magtkampe.
God læselyst.