Hvordan lyder det, når to voksne mennesker kigger hinanden dybt i øjnene? Deler et intimt øjeblik? Elsker? Det sidste kan man måske snildt forestille sig. Men de to første scenarier er lidt sværere at komme med et entydigt svar på. Ikke desto mindre forsøger en række spændende nye navne at komme med et kvalificeret bud. På hver deres måde bevares. Intimiteten og sanseligheden har de i den grad tilfælles. Og ikke mindst en lyd, der vel trækker tråde tilbage i tiden, men som samtidig fremstår både frisk og ganske original.
Et af de mest interessante bud kommer på det længe ventede debutalbum fra den dansk/canadiske duo Rhye bestående af produceren Robin Hannibal og sangeren Mike Milosh. Sidste år fik de fortjent fyret godt op under internationale musiksites og blogs med singlerne »Open« og »The Fall«. Ingen vidste dengang, hvem der stod bag numrene, og mange troede faktisk, at der var tale om en kvindelig sanger, da de hørte Mike Milosh’ forførende silkerøst, der er som snydt ud af næsen på 80er-ikonet Sade Adu.
Netop Sades sofistikerede, let jazzede og forførende soulpop er det mest oplagte forbillede, når man lægger sig i ske med Rhyes luksuriøst producerede album »Woman«. Og det er egentlig ikke så overraskende al den stund, at producer Robin Hannibal også med sine andre projekter Quadron og Boom Clap Bachelors netop har gjort sig i en vellydende sammensmeltning af varmen fra den analoge soulmusik og en mere kølig elektronisk variant af samme. I øvrigt et udtryk, som den Los Angeles-bosatte dansker nu har forfinet over en årrække, og som bl.a. har ført til samarbejder med nogle af branchens tungeste drenge som Kendrick Lamar, Pharrell Williams og Tyler, The Creator.
Med »Woman« på anlægget forstår man godt hvorfor. For under Mike Milosh’ dybt sensuelle fraseringer bobler noget af tidens mest elegant afstemte og sofistikerede soulpop. Lyt bare til den lidenskabelige åbner »Open«, hvor strygere og luftige blæsere smyger sig om linjerne »I’m a fool for that shake in your thighs / I’m a fool for that sound in your sighs / I’m a fool for your belly / I’m a fool for your love«. Ømt, intimt og ikke mindst liderligt som kun forelskede par kan være det. Og milevidt fra det meste af den machoskrydende og vulgære seksualisering, som man ellers finder i meget mainstream-r&b og hiphop.
Lyden og temperamentet går igen på resten af albummet, der både rummer funky fortræffeligheder som »3 Days« og længselsfulde dagdrømmerier i form af »One Of Those Summer Days«. Det hele leveret med en lækker souljazzet lethed, der på den ene side kan sende tankerne i retning af bløde 80er-navne som Michael McDonald og Everything But The Girl, men som samtidig føles meget moderne. Og som derved på sin egen elegante facon skriver fint sig ind i tidens tendens til blødere toner, som også kan høres hos så forskellige navne som The xx, James Blake, Bon Iver og Frank Ocean. Med Rhyes indfølte oder til kvinden, tosomheden og intimiteten som det mest romantiske indslag i bølgen.
Inspirationen fra Sade skinner også igennem på debutpladen »Devotion« fra den britiske sangerinde Jessie Ware. Først og fremmest i hendes sofistikerede souldiva-look på albumcoveret og i hendes musikvideoer. Men også i den 28-årige sangerindes fine vokalarbejde, der lægger sig det helt rigtige sted mellem cool distance og forførende indlevelse. Man sporer derudover et vist slægtskab med stærke soulsangerinder som Whitney Houston og Lisa Stansfield – i Wares variant heldigvis renset for begges tendens til at oversælge budskabet med alt for gymnastiske fraseringer.
Hvor Rhyes udtryk er sart og intimt, fremstår Jessie Wares soulpop en del mere udadvendt og bredere appellerende. »Wildest Moments« og »Running« har ganske fortjent allerede været pæne hits og den struttende »Sweet Talk« er sammen med »If You’re Never Gonna Move« godt på vej i samme retning.
Generelt holder sangskrivningen et rigtig højt niveau, selvom kvaliteten tager et lille dyk midt på pladen. Men det opvejes til fulde af producer Dave Okumus innovative lydside, hvor den britiske basmusiks syntetiske klange og rytmer parrer sig med soulpoppens fløjlsbløde guitarlinjer og strygere. Med stilethælene solidt plantet i både fortiden og nutiden har Jessie Ware skabt et album spækket med forførende voksenpop af allerfineste karat. Til både dansegulvet og en romantisk téte-à-téte.
På debutalbummet fra Inc. bliver det til gengæld decideret lummert. Bag navnet gemmer sig de to Los Angeles-baserede brødre Andrew og Daniel Aged, der indtil nu mest har gjort sig som musikere for alskens sværvægtere som Beck, Cee-Loo Green og sågar Elton John. På »No World« sigter de direkte efter underlivet og silkelagenerne med deres velproducerede og meget atmosfæriske slowmotion-funk. Vokalerne er luftigt underspillede, mens den æggende lydside placerer sig et eller andet sted mellem Prince i Kama Sutra-humør og neo-soulens førsteelsker D’Angelo. Det driver med andre ord ned ad væggene, men fungerer faktisk overraskende godt på numre som »The Place«, »Five Days« og »Trust (Hell Below)«, hvor små hooks diskret lirker sig ind mellem de kantslagene i det fugtige lydbillede.
Når brillerne ikke lige dugger, står det imidlertid også klart, at Inc. langt hen ad vejen er større æsteter end sangskrivere. Men på den anden side: Hvem har brug for at blive forstyrret af gode sange, når først safterne begynder at stige? I den optik har Inc. måske alligevel fat i den lange ende.