Fornylig blev et bredt flertal af lokalpolitikere i det irske grevskab Kerry enige om, at man ville søge justitsministeriets tilladelse til at give borgere mulighed for at tage bilen, selv om promillen er et stykke over det tilladte.

For som lokalpolitikeren Danny Healy-Rae sagde til den irske avis Independent: »Pubben er vores samlingssted. Det ender med, at folk sidder og kigger ensomt på hjemmets fire vægge aften efter aften, fordi de ikke vil risikere at miste deres kørekort.«

Irland har færre indbyggere end Danmark. Blot 4,6 millioner. Men irsk kultur og irsk blod har sat et kraftigt aftryk på resten af verden. Prøv bare at se disse navne: U2. John Lennon. John F. Kennedy. O’Leary’s Irish Pub.

Meget tyder på, at der gennem det irske blod løber en stærk poetisk og musikalsk åre. Noget tyder også på, at der gennem det irske blod strømmer en trang til næsten intravenøs indflydelse af Guinness nede på pubben.

Og muligvis strømmer de store Guinness direkte ud i knytnæverne som en spinat i Skipper Skræks biceps. Eller også er de bare iltre i forvejen, de irere?

Det vender vi tilbage til. Foreløbig nøjes vi med at konstatere, at irerne i mange år selv gik og fortalte turister, at de havde verdensrekorden i værtshusslagsmål. Men sandsynligheden er nok også større, når pubben er »dagligstue« for dem.

Men først det irske aftryk på musik og litteratur, som nok er værd at kigge nærmere på.

Dublin er for eksempel den eneste by i verden, der kan prale af tre nobelpristagende forfattere: Samuel Beckett (ham med »Mens vi venter på Godot«), George Bernard Shaw (ham med »Pygmalion«, der er grundlag for musicalen »My Fair Lady«) og William Butler Yeats.

Den fjerde nobelprismodtager, Seamus Heaney (der har skrevet et digt om Tollundmanden og har fået en gade opkaldt efter sig på Bornholm) vandt prisen så sent som i 1995. Han er dog ikke fra Dublin.

Draculas far, Bram Stoker, var også fra Irland, men mest kendt er nok James Joyces »Ulysses«. Bogen, der følger forfatterspiren Stephen Dedalus og annonceagenten Leopold Bloom på en odyssé gennem Dublin en junidag i 1904.

Værket er almindelig anerkendt for at være den moderne litteraturs største bedrift, og Joyce sagde selv, at man kunne lave en eksakt genopbygning af Dublin ud fra hans bog, hvis byen skulle blive revet ned en dag, så detaljeret er beskrivelsen.

Hvis man har forsøgt at læse den meget sære og svære mursten, må man give manden ret. Det var før Google Maps, men detaljerne er i orden. Turister kan i dag gå på litterær pubcrawl i Dublin og location hunting i Joyces fodspor.

Måske kan man endda bedre forstå Ulysses efter et par rugbrødstunge Guinness og en række gyldne irske whisky-sjusser.

Bono, John Lennon, Paul McCartney

Nogle af populærmusikhistoriens største navne med irsk ophav regnes også for at være de mest poetiske og litterære sangskrivere. Bono er som resten af U2 fuldblods-irsk. John Lennons far var irsk. Paul McCartneys farfar kom til England fra Irland som dreng.

Landets musikalske supereksportvare U2 er ligesom landsmændene Boyzone og Van Morrison erklæret inspireret af den irske folkemusik.

Netop folkemusik-orkestret Clannad har opnået stor popularitet langt uden for Irlands grænser.

Enya spillede keyboard i bandet sammen med sine søskende og to onkler, indtil hun gik solo og solgte mere end svimlende 75 millioner album med sin gælisk-keltiske inspirerede alfe- og healinglyd.

Enya Brennan er i øvrigt døbt Eithne Ní Bhraonáin. De talte gælisk derhjemme.

Nobelprisvindende digtkanon

Den måske mest litterære popmusiker Morrissey er født og opvokset i Manchester som søn af irske indvandrere. Han hedder oven i købet Patrick til mellemnavn, opkaldt efter den irske samlingsfigur par excellence, Saint Patrick, ham, som fejres verden over i dag.

Steven Patrick Morrisseys tekster regnes for at have litterær værdi som en nobelprisvindende digtkanon, og han er selv i gang med en selvbiografi på foreløbig 1.200 sider, der skal udgives på Penguin.

Morrisseys sangtekster er fulde af ironi, vid og bid, melankoli og smerte samt litterære henvisninger til blandt andet hans irske forbilleder, Oscar Wilde, Yeats, osv. I 2004 havde Morrissey et stort comeback på de britiske hitlister med sangen »Irish Blood, English Heart«.

Sidste år spurgte jeg ham om, hvorfor netop irerne og deres efterkommere tilsyneladende er sådan nogle musikalske, litterære – og tørstige – sjæle. Og svarede han, det er faktisk briternes skyld.

Irerne fik først deres frihed ved uafhængigheden og oprettelsen af den irske fristat i 1922. Forud var gået mange århundreders hård undertrykkelse.

»Irere har en stærk og imponerende forståelse af hvad sorg er, og det er denne følelse, der fører til den poetiske udladning og behovet for at komme ned på værtshuset. Irland blev trådt under fode i så mange år, og reelt tilintetgjort af briterne. Derfor kender vi irere ligesom alle andre racer eller nationaliteter, der har fået den hårde tur, betydningen af smerte – og vi er så lykkelige for at være frie,« lød fra Morrissey.

Sara Dybris McQuad, der er leder af Center for Irske Studier ved Aarhus Universitet og halvt irsk efter sin far, er enig med Morrissey.

»De stærke irske traditioner inden for alle de kunstneriske genrer er styrket af, at inspirationsmaterialet har været gjort af blod, sved og tårer. Det er jo en nation, der først har stået så grueligt meget igennem under en fremmed magt, og derefter stod så grueligt meget igennem på egne skæve ben. Elendighed er et godt reservoir for romantisk og satirisk refleksion. Helt prosaisk er den irske stat også interesseret i at vedligeholde det stærke kunstneriske image – som jo er en potent form for nation-branding – og kunstnere er derfor skattefritaget i Irland og har været det i mange år.«

Irsk udvandring

Det hårde britiske overherredømme og lange perioder med hungersnød, som under kartoffelpesten i midten af 1800-tallet, der halverede landets befolkning fra otte millioner i 1840 til fire millioner i 1910, har ført til en udvandring til især USA, Canada, Australien, New Zealand og England.

Det er det, der også kaldes en diaspora, når så store dele af befolkningen udvandrer. John Fitzgerald Kennedys forfædre udvandrede sammen med titusindvis af andre irere til USA, hvor de lige siden har sat deres kraftige præg på byer som Boston, Chicago og New York.

For nylig viste en undersøgelse, at 40 millioner amerikanere selv angiver irsk som deres etniske oprindelse. Faktisk er udvandringen til USA og Storbritannien helt afgørende for, at irsk kultur har sat så kraftigt et aftryk på verden, siger Sara Dybris McQuaid.

»Irlands placering imellem på den ene side Storbritannien og den anden side USA, og især den rolle, diasporaen har spillet, har været afgørende for den irske nationalkarakter. Og det er i høj grad diasporaens fortjeneste, at pubber, irsk musik, film, litteratur og teater fylder så meget i mediebilledet.«

Faktisk er de fra film og virkelighed så kendte billeder af grønklædte mænd og kvinder, der fester igennem på byens hovedstrøg med paradekørsel for St. Patrick, en irsk-amerikansk opfindelse, der går tilbage til 1737 i Boston. I Dublin begyndte man først at afholde parader i 1990erne.

Bill Clinton, George Clooney, Walt Disney, Ronald Reagan og John Wayne er blot nogle få kendte, såkaldte Irish-Americans (se i øvrigt boks).

En anden er John Patrick (der var han igen) McEnroe, som udover at være en af historiens bedste tennisspillere også kunne være det indhold, man finder i ordbogen under opslaget »hidsighed, vrede, temperament«.

Temperamentsfyldte hooligans

Det er en udbredt forestilling om irere, at de er nogle rødhårede krudttønder, der bare venter på en lejlighed til at gå bersærk sådan, som McEnroe gjorde, når han brugte sin tennisketcher til at rydde et bord med læskedrikke lige for næsen af den svenske konge ved Stockholm Open i 1984 eller blev smidt ud af Australian Open for vredesudbrud og almindelig hooligan-opførsel.

John Patrick McEnroes farfar var opvokset i Irland, men hans søn, McEnroes far, blev en meget succesfuld partner i New Yorks største advokatfirma.

Ifølge Oxford English Dictionary stammer ordet hooligan fra en music hall-sang fra 1890erne, der handler om den voldelige irske familie Hooligan. (Andre kilder peger på den voldsomme irske udsmider og tyv Patrick Hoolihan (eller Hooligan), der levede i London i midten af 1800-tallet som ophav til ordet.)

Er der to stjerner, der er blevet kendt som hooligans, er det brødrene Liam og Noel Gallagher. De har ikke talt sammen siden et af utallige voldelige opgør afsluttede deres samarbejde i bandet Oasis i en festival-skurvogn i 2009.

Deres forældre var, rigtigt gættet, irske indvandrere i Manchester. Faderen bankede kone og børn og gik på værtshus med fremmede damer hele ugen.

Moderen var opvokset som den ældste søster i en børneflok på 15 i et land, hvor den katolske kirke den dag i dag har så stor indflydelse på skikke, moral og livsførelse, at skilsmisse først blev lovlig i 1997 og abort fortsat er forbudt.

Hjemme hos Oasis-mor Peggy Gallagher i 1950ernes Irland var de så fattige, at alle gik på bare fødder sommer og vinter.

Derfor tog hun som så mange andre den første færge til England som 16-årig og fik hurtigt tre børn med en anden irsk indvandrer (ham den mindre sympatiske fra før), som så mange andre irske indvandrere har gjort det i Liverpool og Manchester.

Hendes sønner, Liam og Noel Gallagher, blev kendt i hele verden for deres slagsmål med hinanden og for at smadre hele hoteller efter døgnlange drukture. I Storbritannien er de dog også anerkendt for deres rapkæftede sarkasme, humor og ærlighed, som i øvrigt regnes for et irsk varemærke.

Sara Dybris McQuaid mener ikke, at irere er mere drikfældige end danskere og englændere, men anerkender, at de har, skal vi sige, kant. Udkant, fristes man til at sige, for det stædige og stærke temperament er måske især geografisk betinget.

»Irerne er ofte blevet beskrevet som uregerlige og vilde, men det havde vist ligeså meget med en uacceptabel styreform, som det havde med det irske temperament at gøre. Nogen vil nok mene, at en udpræget del af ø-mentalitet er egenrådighed. Men hvis jeg skal indkredse en særlig irsk way of life, vil jeg snarere pege på ordet craic. Ligesom vi har begrebet »hygge« – som vi opfatter som noget særligt dansk, der er svært at oversætte fyldestgørende, så har irerne ordet craic. Hvis man har haft en særlig god aften, hvor nogen har hevet en guitar frem, og der er blevet sunget oprørssange og drukket masser af pints, siger man, at the craic was 90!«

Vidste du forresten, at rødhårede udgør mellem en til to procent af befolkningen i nord- og mellemeuropa. I Irland udgør de otte procent.

Glædelig St. Patrick’s Day!