Før, under og efter Den spanske Borgerkrig myrdede tilhængere af de to sider – de såkaldte republikanere og de såkaldte nationale – hinanden i titusindvis. Det har altid været kendt. Preston hævder imidlertid, at nye undersøgelser over de sidste par årtier har bragt helt nye vidnesbyrd, som berettiger betegnelsen »Holocaust«. De nye vidnesbyrd viser, siger Preston, at de nationale, altså sejrherrerne under deres anfører Francisco Franco, var langt blodigere end republikanerne. Ikke titusinder, men hundredtusinder skal være myrdet i, hvad Preston er overbevist om kan betegnes som systematisk massemord af angivelige eller virkelige modstandere af det nye styre.

Jeg kender Paul Preston. Han har været så elskværdig at svare righoldigt på spørgsmål af mig om Borgerkrigen og har sendt mig flere af sine skrifter. Personligt er han en gentleman, og fagligt er han en ærlig historiker, som aldrig kunne drømme om bevidst at forfalske kilder eller fæste lid til tvivlsomme oplysninger. Nøgleordet er imidlertid »bevidst«. Prestons sidste bog er et klassisk eksempel på, at den faglige gode vilje af følelsesmæssige og ideologiske hensyn kan føre til et groft vildledende resultat.

Preston fæster stor lid til en række detailundersøgelser af myrderierne provins for provins i Spanien. De nye historier er i sandhed oprørende, som den om, at en fange oplevede, at en præst bankede en mand ihjel med et krucifiks, fordi han nægtede at skrifte. I et sådant tilfælde burde alarmklokkerne ringe hos en historiker, der virkelig var kritisk. Blandt de over 6.000 præster og munke, som de røde myrdede, var der ikke én, der satte sig til modværge, og alle ledende spanske prælater forkyndte forsoning og tilgivelse efter krigen. Selvfølgelig kan man forestille sig en hævngerrig præst, men uden nøje undersøgelse af kildens troværdighed bør den ikke godtages. Det ville også være et usædvanligt stort krucifiks, man kunne myrde med. Kort og godt, historien skurrer fælt.

Men det er Preston blind for, fordi han af opdragelse og gemyt er tilbøjelig til at tro på rædselshistorier om de nationale og se stort på rædselshistorier om de røde. Han siger selv, at han blev følelsesmæssigt udmattet af at behandle stoffet, hvilket tjener hans humanisme til ære, men hvor kritisk har han været? De spanske undersøgelser, hans nye bog bygger på, er næsten uden undtagelse foretaget af folk, der har haft en tydelig interesse i at maksimere tallene for de nationales forbrydelser. Det gælder eksempelvis historikeren Santos Juliá, der først fremkom med de nye og meget høje tal for de nationales myrderier. Hans beregninger er solidt modbevist af den bedste nulevende kender af sagen, Angel David Martín Rubio, der kommer frem til, at krigen krævede hen ved 80.000 civile ofre, fordelt nogenlunde lige mellem parterne, mens sejrherrerne henrettede yderligere 25.000 efter krigen.

Brutalt, ja. Folkemord eller Holocaust, nej.

For at fortjene den betegnelse må man kunne vise, at de nationale handlede efter en bevidst plan om at myrde flest mulig virkelige eller formodede fjender. Det er netop, hvad Preston nu hævder. Men en sådan plan er fri fantasi. Fandtes den, kan man ikke forklare, at de fleste dødsdomme efter krigen blev ændret til fængsel, og at det overvældende flertal af de politiske fanger uanset dommens længde blev løsladt efter seks år. Den personligt sympatiske Preston er et klassisk eksempel på en type historiker, vi også kender herhjemme. De mener oprigtigt, at de fortæller sandhed, men deres fordomme gør, at de uden at ane det begår historiefagets største forbrydelser, at tro på dårlige kilder og ignorere ubekvemme.