Den løbske bandekrig udvikler sig stadigt mere surrealistisk.

Hen over weekenden er skyderierne fortsat, uskyldige er blevet ramt på åben gade, politiet har set sig nødsaget til at advare unge mænd mod at bevæge sig rundt i bestemte bydele, og senest er et fly gået på vingerne for at overvåge bandernes territorium i København.

Uden at sætte sagen på spidsen kan det konstateres, at banderne – med utilregnelige unge med skarpladte våben i hænderne – udfordrer politiets evne til at sikre lov og orden. Det er selvsagt alvorligt.

I den situation vælger Venstres ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, at kritisere Rigspolitiet.

»Rigspolitiet har ikke udtrykt situationens alvor over for politikerne i forhold til, hvor slemt det står til, og derfor er de ikke klædt på til at håndtere situationen,« lød det fra Jakob Ellemann-Jensen.

Meldingen forekommer ikke klog, men tegner snarere et billede af et regeringsparti, som har sovet i timen og kaster sig ud i et uskønt abespil, hvor man forsøger at placere ansvaret på andres skuldre.

Rigspolitiet har afvist kritikken med en udtalelse om, at politiet har maksimalt fokus på situationen, mens S-formand Mette Frederiksen sarkastisk har bemærket, at hun undrer sig over, at Venstres ordfører vælger at bruge taletid på at skælde ud på politiet.

I stedet for at kritisere politiet har S-ledelsen offentliggjort forslag til at kunne skærpe både den politimæssige og forebyggende indsats over for banderne. Mette Frederiksen har også opfordret statsminister Lars Løkke Rasmussen til at indkalde de politiske partier til et møde om situationen.

Få overblikket over de seneste døgns skyderier her. Artiklen fortsætter under grafikken:

Også ordførere fra Dansk Folkeparti er kommet med nye forslag til at bekæmpe banderne, herunder et forslag om at gøre det nemmere at tage statsborgerskabet fra bandemedlemmer, og både S og DF kritiserer regeringen for passivitet.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har klogt reageret med en hurtig invitation til et møde med fokus på bandekonflikten, mens Venstres ageren fremstår mærkeligt usammenhængende.

Ud over Ellemanns udfald er det tankevækkende, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i disse døgn mest fremstår som en regeringschef, der er optaget af at skrive kronikker om EUs fremtid, tage imod udenlandske statsoverhoveder og følge kvindelandsholdets kampe, end han er optaget af at sikre trygheden for borgerne i landets store byer.

I virkelighedens verden følger Løkke givetvis situationen med stor alvor. Men udadtil viser han det ikke, og sammenholdt med Ellemanns kritik af politiet får offentligheden derfor nemt indtryk af en V-top, der fremstår sært uforberedt på bandekrigen.

Det kan undre, når advarslerne om bandernes amokløb har været så tydelige. Man skal således have været blind for at undgå at se, hvordan problemerne gradvist har bygget sig op:

Der har længe været massive problemer med indvandrerbanden Black Army på Fyn. Helt uhørt kom Odenses borgmester tidligere på året under politibeskyttelse, efter at han var blevet passet op og truet af medlemmer fra banden.

Aarhus har sommeren over været hjemsted for blodige opgør mellem lokale indvandrerbander fra byens ghettoer og den ekspanderende københavnske gruppe, Loyal To Familia, der forsøger at hverve nye medlemmer og sætte sig tungere på markedet for stoffer.

I hovedstaden har man kunnet følge, hvordan både indvandrerbander og islamis­tiske grupper i hård opposition til det omgivende danske samfund har slået rødder og vundet flere tilhængere.

Hvis Jakob Ellemann-Jensen har brug for at høre nærmere om denne udvikling, behøver han blot at tale med sine kolleger på Christiansborg, heriblandt partifællerne, integrationsminister Inger Støjberg og integrationsordfører Marcus Knuth. Begge har længe og indtrængende advaret om udviklingen. Men de er ikke altid blevet hørt af Venstres top.

Jakob Ellemann-Jensen kunne også veksle ord med den konservative politiker Naser Khader eller socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen, som kan fortælle om det skred, der er sket på Nørrebro, hvor de ikke længere kan vide sig i sikkerhed efter, at de har udtalt sig kritisk over for bander og islamister.

Flere af de nævnte politikere lever under politibeskyttelse, hvilket i sig selv er et vidnesbyrd om problemernes omfang. En af deres centrale pointer er, at det ikke er nok kun at fokusere på de kriminelle bander, eftersom der mere generelt blandt nogle af beboerne i landets ghettoer er opstået en destruktiv og fjendtlig kultur, der er vendt mod det danske samfund.

At problemerne er vokset yderligere på det seneste, burde heller ikke komme bag på nogen.

I de seneste måneder har bl.a. Berlingske indgående dækket, hvordan udviklingen er løbet skævt flere steder i København, hvad enten vi taler om bandekriminalitet, forholdene på en muslimsk friskole eller praksis hos den moské, der plejer forbindelser til hadprædikanter.

Berlingske har undervejs vist, hvordan hele gader er tæt på at være kommet under belejring af bander, der både truer og udøver vold mod beboerne.

Også medier som TV2 og Ekstra Bladet har med en dygtig og vedholdende indsats blotlagt, hvordan bandekriminaliteten har udviklet sig, og hvordan utrygheden i de udsatte boligområder er steget.

Kort sagt har det været nemt at danne sig et indtryk af de problemer, der lige nu eksploderer. Retfærdigvis skal det siges, at kritikken langt fra alene bør rettes mod V-toppen.

På Christiansborg har Venstre været med til at bane vejen for de bande­pakker, der er sat i værk for at kunne bekæmpe banderne. Det er bl.a. sket med tidligere justitsminister Søren Pind som en væsentlig drivkraft, og bandepakkerne har selvsagt været bakket op af Lars Løkke Rasmussen.

Ser man på udviklingen i Aarhus og København, er sagen snarere, at kommunale toppolitikere har undervurderet udfordringerne i forhold til at tackle bander og parallelsamfund. Derfor er det svært at se bort fra et element af hykleri, når f.eks. den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen og den radikale integrationsborgmester Anna Mee Allerslev i dag råber vagt i gevær og kræver ressourcer til politiet. Begge har tidligere haft travlt med at sælge rosenrøde budskaber om, at indsatsen over for banderne virker, og at trygheden i Københavns belastede bydele er øget, selv om problemerne i realiteten har ulmet lige under over­fladen.

På venstrefløjen har hyldesten til det multikulturelle samfund ofte været omvendt proportional med den rungende tavshed over for problemerne med bander, kriminalitet, vold, social kontrol og radikalisme.

Følger man mediernes reportager i disse dage, står det desværre lysende klart, at mange beboere føler sig skræmte og utrygge, og det er sørgeligt sigende for alvoren, at de kun vil udtale sig under dække af anonymitet. For de tør ikke stå offentligt frem med navn af frygt for at blive forfulgt efterfølgende.

På den baggrund behøver man ikke at være politisk iagttager for at konstatere, at bandekriminalitet, parallelsamfund, indvandring og integration vil blive centrale temaer ved efterårets kommunevalg – og formentlig også ved næste folketingsvalg.

Et gæt er, at vælgerne næppe vil belønne de politikere, der blot skælder ud eller erklærer sig dybt forbløffet over udviklingen.