Uden for det nybyggede ABBA-museum beliggende smukt side om side med Stockholms tivoli Gröna Lund i Djurgården står fire mandshøje papfigurer og byder velkommen. Det er Bjørn, Benny, Agnetha og Anni-Frid som vi helst vil huske dem. Unge, smukke, sorgløse og sjove. Iklædt de glam-kostumer med glimmer og plateau-støvler, som sammen med en bunke pophits i 1970erne, gjorde de fire svenskere til spejlbilleder på en epoke i international musikhistorie.

Ideen er så indlysende, at man undrer sig over, at det ikke er sket noget før. At skabe et ABBA-museum, der fortæller den fascinerende historie om de fire svenskere, der gik fra ingenting til at blive stjerner i megaformat. For ABBA var uden sammenligning det største popband i 70erne. De erobrede verden med en række hits som »Mamma Mia«, »Fernando«, »SOS«, »Dancing Queen«, »Money, Money, Money« ... ja, fortsæt selv listen. De var ikoner for en svensk popmusikalsk æra, som landets musikindustri stadig lever højt på i dag, så hvis nogle skulle have et popmuseum, er det dem.

Allerede når man træder ind i museumsbutikken lader man sig rive med ind i ABBA-universet og overvejer et øjeblik seriøst om man ikke ville se okay ud i sådan en glimtende Voulez-Vous T-shirt. Det vil man nok ikke, men konceptet omkring hele museet er så gennemført, at selv alt merchandice lige fra kopper, køleskabsmagneter, tøj og dukker enten har referencer til en ABBA-sang eller til bandets fire medlemmer.

Det er Ingmarie Halling, der som stylist i sin tid hjalp bandet med at komme i Owe Sandströms vilde kostumer ved koncerterne og ved TV-optrædenerne, som har været kurator på det nye ABBA-museum i Stockholm, og hun har ladet sig inspirere af selveste Graceland i opbygningen. Ideen er, at man følger i ABBAs fodspor fra de første spæde år i Folkets Park og gennem hele karrieren med de skelsættende turnéer i Australien og USA og samtidig får mulighed for, at træde bag scenetæppet og om i selve popbandets maskinrum. Så efter at man har indledt rejsen med en noget abrupt og hæsblæsende video, der på tre minutter zapper igennem hele ABBA-æraen, kan man begynde at grave sig ned i historikken. For ABBA var langt mere end ekstravagante kostumer og uafrystelige pophits.

Museet indeholder således både noget for dem, der bare synes at tiden, stilen og musikken er sjov og så dem, der kan deres pophistorie til fingerspidserne. For de sidstnævnte er det specielt interessant at følge tiden omkring det egentlige internationale gennembrud med »Waterloo« i 1974 og hvordan bandets karismatiske manager Stig »Stikkan« Anderson allerede inden sejren ved Det Internationale Melodi Grand Prix ikke blot havde sørget for internationale pladekontrakter over hele Verden, men også at samtlige væsentlige radiostationer i Europa var i besiddelse af albummet »Waterloo« – hvis nu ABBA skulle gå hen og vinde. Museet indeholder samtidig en kopi af det berømte Polar Music Studio. Et efter tiden helt unikt state of the art-lydstudie i Stockholm hvor ABBA indspillede sine plader, og som i øvrigt også blev brugt af nogle af tidens øvrige store bands som Genesis og Led Zeppelin. Museet udstiller tillige et eksemplar af den DBX 162 Stereokompressor, der udgør en stor del af hemmeligheden bag den såkaldte »ABBA-sound«.

Knapt så nørdet, men dog ikke mindre sjovt og interessant er museets interaktive del, hvor man kan prøve alt fra at teste sin ABBA-viden til at mixe sit eget ABBA-nummer og optræde på scenen sammen med hologrammer af de fire medlemmer. Det hele lagres på din billet, så du efterfølgende kan gå hjem og via museets hjemmeside se, hvordan du har klaret dig.

Men mens man således vandrer af sted mellem montrer med vilde kostumer, prøver at sidde i helikopteren fra coveret til »Arrival« og kigger nærmere på en komplet kopi af Agnethas køkken, så føler man sig mere og mere som Jim Carrey i filmen »The Truman Show«. For alt hvad man oplever er både sjovt, festligt og velpoleret, mens de mørke og negative dele af historien om ABBA er gemt væk bag mængderne af pop og glamour. Ærgerligt, for er det netop ikke et museums fornemste opgave at vise så retvisende et billede af historien som muligt?

Sandheden er nok den, at bandets fire medlemmer kun har ønsket den pæne fremstilling af dem og da der ikke er nogen tvivl om, at dette museum kun er kunnet komme op at stå takket være velvilje og hjælp fra de fire ABBA-medlemmer, har det på ingen måde været muligt at få ribbet op i gamle sår. Derfor mangler historierne om de mørke sider af tilværelsen som 70ernes største popstjerner. Mest markant og tydeligt bliver det, når man nærmer sig slutningen af deres virke som band. Ganske vist har museet lavet det såkaldte »The Visitors Room«, hvor stemningen fra ABBAS sidste album »The Visitors« markerer de skilsmisser, der både var mellem Bjørn og Agnetha og Benny og Anni-Frid som par og så det endelige brud som band, men perioden står underligt udokumenteret og mangelfuld tilbage, når man sammenligner det med alle de andre perioder i bandets historie, som ABBA-museet nærmest gennemgår med minutiøs nøjagtighed. Sagen var jo den, at Agnetha og Björn blev skilt i 1979 og Benny og Anni-Frid i 1981, og at disse personlige gnidninger var den egentlige årsag til, at musikken ændrede sig, og at ABBA-æraen sluttede med – om ikke et brud – så en evig pause i 1982.

Samtidig er de interne stridigheder, der efterfølgende opstod mellem bandet og deres manager Stikkan Anderson overhovedet ikke nævnt med et eneste ord på museet, trods det at striden var en direkte årsag til, at bandet solgte deres andel af Polar Music, og at Stikkan, Björn og Benny i mange år efterfølgende ikke havde noget med hinanden at gøre. Alt andet lige en ikke uvæsentlig del af historien – i hvert fald mere væsentlig end den plads som museet i Stockholm har fundet frem til om Björn og Bennys efterfølgende musical-karriere.

Og således er man tilbage ved de fire papfigurer foran ABBA-museet igen. Smilende og glade, men også endimensionelle i deres fremtoning og fremstilling af sig selv – verdens største popband efter The Beatles. De vil kun huskes for det positive – hvilket vel også er den egentlige grund til, at vi aldrig kommer til at opleve de fire optræde sammen på en scene igen.

Som Björn Ulvaeus for nylig sagde det i et interview med Sunday Telegraph, da talen faldt på en genforening: »Det kommer aldrig til at ske. Vi ønsker at folk skal huske os som vi var den gang. Unge, overstrømmende, fulde af energi og ambitioner. Ikke som en kopi af os selv.«

Den filosofi understøtter ABBA-museet til fulde. Men derfor kan man jo alligevel godt synge med på »Thank You For The Music.«