KIEV: Man kunne måske tro, at deres kamp var slut. At de havde fået det, de ønskede sig og bare tog hjem.
Men tusinder af ukrainere står stadig samlet på Uafhængighedspladsen i det centrale Kiev, som fortsat er afspærret af aktivisternes blokader. På en storskærm følger de med i, hvad der sker i deres parlament – som nu domineres af den gamle opposition.
For der er sket et magtskifte i Ukraine. I går blev en ny, midlertidig regering godkendt. Den skal regere landet frem til præsidentvalget i maj. Den tidligere præsident, Viktor Janukovitj, som ukrainerne har protesteret imod de seneste tre måneder, er blevet afsat og er på flugt.
Alligevel er Uafhængighedspladsens kamp endnu ikke slut. Den er lige begyndt.
Sådan siger den 28-årige Oksana Nesjivenko, som er ph.d-studerende i økonomi på Kiev-Mohyla-universitetet, hvor hun også underviser. Hun har været med i protesten mod Janukovitj fra begyndelsen, men er lige som mange andre på Uafhængighedspladsen skeptisk over for de nye magthavere.
»De tidligere oppositionsledere, som nu har magten, har ikke vundet Uafhængighedspladsens tillid,« siger hun – især med henvisning til den nu løsladte Julia Timosjenkos Fædrelandsparti, som i den grad har sat sig på magten i den nye overgangsregering.
Arseniy Jatseniuk, leder af Fædrelandspartiet, har fået posten som premierminister, mens Aleksandr Turtjinov, som også tilhører Fædrelandspartiet, i forvejen er blevet udpeget som midlertidig præsident.
De repræsenterer et parti, som allerede har haft magten i Ukraine uden for alvor at lave reformer eller gøre op med korruptionen – det var efter Den Orange Revolution i 2004, da folk ellers demonstrerede for forandring.
»Men måske er det i virkeligheden positivt, at de ikke har folks tillid. For så vil folk kontrollere, hvad der sker. De vil kontrollere hvert et skridt, politikerne tager. Folk ser ikke længere sig selv som objekter, men som subjekter, som politikerne skal lytte til. I mine øjne er det en virkelig god udvikling. Men det er også trist, fordi vi mistede så mange liv,« mener Oksana Nesjivenko.
Protesterne i Kiev udviklede sig i sidste uge til blodige kampe, som tog livet af over 88 mennesker og sårede hundredvis. Mange blev skudt af snigskytter, som var blevet sat ind imod demonstranterne.
Håber på reelle forandringer
Oksana Nesjivenko mistede selv en nær ven: Olexander Kapinos, som blev dræbt i kampene 18. februar, 29 år gammel.
»Det er ikke mange mennesker, som jeg kalder mine venner. Jeg har mange bekendte. Men Sachko var min ven,« fortæller Oksana Nesjivenko, som kalder Olexander Kapinos for Sachko – sådan kunne han bedst lide at blive omtalt af venner.
Han var landmand, men brugte al sin fritid som aktivist imod den nu afsatte præsident Janukovitj. Hun mødte ham for to år siden, da de sultestrejkede sammen i protest imod en ny lov, som gjorde russisk til det andet officielle sprog i Ukraine. For de var begge modstander af, at Ukraine skulle nærme sig Rusland.
»Jeg er ikke typen, der græder meget. Men da jeg hørte, at han var død, var jeg helt chokeret. Selvfølgelig græd jeg. Også i kirken, da de læste højt fra en liste med navnene på alle de døde. I det øjeblik er det umuligt ikke at græde. Især når en af dine venner er med på listen. Men de seneste par dage, har jeg ikke grædt, når jeg har talt om ham. For han var så positiv en person.«
Nu håber Oksana Nesjivenko, at der er reelle forandringer på vej i Ukraine. At nogle af de nye ansigter, som deltog i protesten på Uafhængighedspladsen, bliver en del af den nye regering efter valget i maj. For de tabte liv er en høj pris at betale – især hvis der ikke kommer reel forandring ud af magtskiftet.
»Når folk spørger: »Var det det værd?«, ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. For jeg mistede min ven. Men jeg ved, at hvis han selv kunne vælge sin måde at dø på, ville han måske vælge den form for død. For han drømte om et bedre Ukraine. Vi, der er født i et selvstændigt Ukraine, ved, at vi selv skal gøre noget, hvis vi vil se resultater og have indflydelse. Det ville mine forældre aldrig gøre, for de er født i en USSR-mentalitet og er bange for at tage nogen form for initiativ,« siger hun.
»Derfor er jeg så stolt af Uafhængighedspladsen. For folk er ikke bange for at udtrykke deres tanker. Når jeg ser det, bliver jeg utrolig stolt. Og det ved jeg, at Sachko også ville være. Det, vi gør nu er en ekstrem stor investering i vores fremtid. Og jeg drømmer bare om, at det ikke bliver spildt,« siger Oksana Nesjivenko.