Den 29-årige Donovan Kinsey virker beklemt over pludselig at stå, hvor han står. Både konkret og i den store sammenhæng.
For Kinsey har netop fundet ud af, at han var genbo til en formodet terrorist og massemorder.
Tirsdag klokken 11.30 omringede politistyrker kvarteret, en politihelikopter hang over stedet, og kort efter lød en eksplosion, da betjentene sprængte fordøren til genboens hus åben.
»Jeg blev chokeret. Jeg bor jo lige overfor, og jeg synes, at det er forfærdeligt, hvad der er sket,« siger han.
Kinsey både kendte og kendte-ikke den formodede gerningsmand, den 22-årige Salman Abedi. Han kendte ham ikke, for de havde ikke noget med hinanden at gøre, men han kendte ham også, for i årevis havde han set ham i gadebilledet. Abedis forældre flygtede i 1990erne fra Libyen, og han blev født i Storbritannien. De fleste af årene boede han her i det anonyme dobbelthus på Elsmore Road i Manchester, et kvarter med langhårede græsplæner og et slidt udtryk i det røde murværk.
Familien var religiøs, og Abedi var religiøs, men ikke i en grad, som chokerede Kinsey, fortæller han. »Jeg kunne se, at Abedi nogle gange gik i jeans og nogle gange i traditionelt tøj som en kjortel, så jeg vidste, at han var religiøs. Men det her er et multikulturelt kvarter, og man ser folk klædt på alle mulige måder.«
Hash
At besøge en massemorders nabolag er ofte en antiklimatisk oplevelse, fordi det yderst sjældent reflekterer den grusomhed, som udspiller sig i den anden ende af historien, og sådan er det også her.
Men det er ikke desto mindre blandt de anonyme og udramatiske dobbelthuse, at efterforskerne skal til at lede efter svaret på spørgsmålet »hvorfor.«
For Islamisk Stat har nok taget skylden for angrebet, og den franske indenrigsminister har sagt, at Abedi havde været i Syrien.
Men hans radikalitet er for det første af forholdsvis nylig dato - imamen i den lokale moske daterer den til 2015, hvor Abedi reagerede »hadefuldt« på en prædiken mod Islamisk Stat, skriver The Guardian. Indtil da havde Abedi ikke gjort opmærksom på sig selv i moskeen. Indtil da havde han været en hvilken som helst anden britisk-muslimsk ung mand; han gik i skole, han gik på gymnasiet, han gik på Salford University i Manchester, hvor han ikke var medlem af det muslimske samfund, og han studerede erhvervsledelse og ville have fået sin eksamen her til sommer, siger tidligere venner til The Telegraph.
Han var fan af Manchester United, han røg hash, en stille fyr, som boede hjemme, og som med sit søvnige ansigt og foroverbøjede statur var lige så anonym som nabolaget, skriver Daily Mail, og som Donovan Kinsey siger til os, da vi taler med ham foran politiafspærringen:
»Han var en stille og rolig mand. Han passede sig selv, og det gjorde familien også.«
En gruppe piger står lidt væk, to af dem er iklædt tørklæder, og de har ikke lyst til at tale med en journalist, men når lige at svare på et spørgsmål om nabolaget:
»Det er bare sådan et sted, hvor vi allesammen accepterer hinanden. Sådan var det før. Men nu - nu er folk bange,« siger en af dem, inden de skynder sig videre til det lokale gymnasium.
Og sådan voksede Salman Abedi op. Han var ikke søn af satan, det stod ikke skrevet, at han ville blive radikal muslim endsige terrorist, og det så han heller ikke ud til at blive. Ikke indtil for ganske nyligt. Ikke Ind til et eller andet skete med Salman Abedi.
Gud
Og det er åbenbart, at »et eller andet« skete med ham inden for de seneste to år.
Han konfronterede imamen i moskeen i 2015. Han stoppede på Salford University i 2016, og som flere naboer har lagt mærke til - »på det seneste« virkede han mere religiøs. Han begyndte at lægge an til et salafistskæg, og ifølge Daily Mail stod han på et tidspunkt midt på Elsmore Road og messede på arabisk: »Der er kun én Gud, og Muhammed er hans profet.«
Salman Abedi forandrede sig, og spørgsmålet er hvorfor?
Kinsey ved det ikke, men han fortæller i korte sætninger, at familien for et par år siden oplevede en form for opbrud. Forældrene og nogle af Abedis søskende rejste tilbage til Libyen, med mellemrum kom familiemedlemmer herop, men kun Abedi og hans storebror, Ismail, boede permanent i huset på Elsmore Road.
Derefter begyndte Salman Abedi - og muligvis broderen - antageligt at gå andre veje.
Familien havde altid været tæt, faderen havde altid været streng og kontrollerende, og moderen altid tilbageholdende og kom sjældent ud, og Salman Abedi havde altid boet hjemme.
Nu var faderen og familien væk, og nu skulle han og storebroderen så selv finde ud af det, og det kan være den situation, som er endt med en radikalisering.
Donovan Kinsey ved det ikke. Han ved kun, at der begyndte at komme en del andre yngre mænd på besøg i huset, og at der hang et flag - enten et libysk eller irakisk flag - i vinduet.
Dette opbrud i familien Abedi kan have været den faktor, som angiveligt førte ham vild. For som en af verdens førende terrorforskere, den fransk-amerikanske antropolog Scott Atran, har forklaret - radikal religiøsitet kommer ikke af sig selv. »De mest farlige terrorister i verden er ikke ansporede af Koranen eller af religiøse læresætninger.« Derimod er de unge mennesker, »som keder sig, som er underbeskæftigede, overkvalificerede og undervældede af håbene til fremtiden,« som Atran sagde ved en høring foran det amerikanske Senat. Og det begynder ikke med terrorisme, men med at de skuffede og rodløse bliver en del af »et lykkeligt broderskab.«
Og som Berlingske også tidligere har citeret Scott Atran for: »Terrorceller begynder ofte som en samling af enlige unge mænd, der mødes i cafeer, fodboldklubber, på kollegier og chatrooms på internettet, og pludselig finder de mening i livet gennem en fælles platform…« Religion er i den forbindelse en eftertanke, en undskyldning for en sag, som gør dem til noget større end bare dem selv. »Jihad er en egalitær beskæftigelse, alle kan være med og finde broderskab, nervepirrende action, hæder og cool; alle er velkomne til at forsøge at halshugge Goliat med en papirkniv,« som Atran sagde.
Terrorcelle
Var det, hvad der skete med Salman Abedi?
Var det derfor, at der i tide og utide kom andre unge mænd på besøg hos ham og hans bror, som Donovan Kinsey fortæller. Er det derfor, at politiet også foreløbigt har tilbageholdt hans bror og tre andre yngre mænd fra det sydlige Manchester, og onsdag eftermiddag foretog yderligere raids i det centrale Manchester? Og er det derfor, at BBC oplyser, at Abedi kun var »et pakæsel« - at andre byggede kuffertbomben, som var fyldt med søm, og at hans opgave var at fragte den til Ariana Grande koncerten i Manchester Arena og dø med den?
Scott Atrans forklaring synes dermed at passe på Salman Abedi, en forsagt og foroverbøjet ung mand, en usofistikeret medløber, som følte rodløshed og meningsløshed og især efter, at familien rejste til Libyen. Og han fandt så igen faste rammer ved at fortabe sig i »et lykkeligt broderskab,« en terrorcelle, og endte med en kuffertbombe i hånden.
Det passer også med, at han i løbet af de seneste to år rejste til Libyen, og at han rejste derned så sent som for et par uger siden og kom hjem inden for de seneste dage, som Donovan Kinsey fortæller os. Fra Libyen kan Abedi sagtens - som den franske indenrigsminister oplyser - være rejst videre til Syrien. Eller han kan i Libyen have haft kontakt til al-Qaeda grupper, som NBC News oplyser. The Telegraph peger på, at en libysk-brite, som tidligere boede i nærheden af Elsmore Road i Manchester, efter 2011 rejste til Libyen og oprettede en terrorcelle, som specialiserer sig i sofistikerede bomber, og den pågældende celle har svoret troskab over for lederen af al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri.
Den britiske indenrigsminister, Amber Rudd, vil hverken be- eller afkræfte oplysningerne, og hun vil ikke heller ikke sige noget til den måske mest alarmerende oplysning, som NBC News tirsdag eftermiddag tegnede sig for: At de britiske myndigheder vidste, at Salman Abedi var radikaliseret, og at han havde kontakt til de pågældende al-Qaeda grupper.
Hvor de vidste det fra? De vidste det, fordi hans egen familie underrettede dem. De vidste det, fordi nogle af de mennesker, som voksede op med Salman Abedi i huset på Elsmore Road, fortalte dem, at deres søn eller bror var »farlig.«
Så det er forståeligt, at Donovan Kinsey er beklemt over at stå, hvor han står, og at han føler, at historien i mere end én forstand snurrer rundt om ham.