De rige kan føle sig fattige, hvis andre har mere.

- Det er en gammel lektie, at fattigdom ikke handler om, hvad du har, men hvad de andre har, siger filosoffen Ole Thyssen fra Handelshøjskolen (CBS). Han slår fast, at Danmark har vinket farvel til den absolutte fattigdom, der handler om ren overlevelse, og at Joachim B. Olsen Liberal Alliance har ret så langt.

- Til gengæld stortrives den relative fattigdom i Danmark. Vi føler os fattige, hvis der er goder, vi ikke kan få, men som andre har. Det gælder lige fra familien, der ikke har råd til at sende børnene til sport til velstående, som føler sig fattige i forhold til andre, siger Ole Thyssen.

Han mener, at netop den relative fattigdom i bund og grund er en kolossal drivkraft under den markedsøkonomi, det danske samfund bygger på.

- For systemet er den farligste mand den tilfredse mand, siger Ole Thyssen i en tid, hvor den kriseramte økonomi begrundes med, at for mange sparer op og få bruger pengene på at gøre sig rigere. Ole Thyssen påpeger, at den relative fattigdom trives på samme måde i to klasser, dvs. såvel blandt de velstående, der klarer sig selv og blandt dem, der er på overførselsindkomster.

- Mennesker på velfærdsydelser har en tendens til at efterspørge flere og bedre ydelser på samme måde som andre, der går efter at tjene mere, så de kan købe mere, mener Ole Thyssen.

To grundpiller

Når det gælder ansvaret for fattigdom ser han tegn på en forskydning i opfattelsen.

- Tidligere hvilede staten bl.a. på to grundpiller om, at man ikke skulle lægge fællesskabet eller staten til byrde, og at man skulle være solidariske med hinanden. I dag ser vi i højere grad at rettighedstækning præger velfærdssamfundet, siger Ole Thyssen. Han sigter til, at fokus går på, hvad samfundet kan gøre for den enkelte, mere end hvad han kan gøre for samfundet.

Ifølge Ole Thyssen er der i sidste ende kun et politisk svar på spørgsmålet om, i hvilken grad fattige mennesker er ofre, som bør omfattes af et socialt ansvar, eller om de har en individuel skyld, de selv må kæmpe med ved slet og ret at tage sig sammen.

- Jeg hælder nok mest til det sidste, selvom jeg anerkender en ond spiral, der handler om, at man kan have været dårligt rustet til at træffe gode valg, og at de dårlige valg fører til uønskede situationer, der forringer selvværdet og dermed yderligere evnen til at træffe de gode valg. Nogle hævder sikkert med rette, at de virkelig har gjort alt, hvad de kunne, men bare ikke kunne, siger Ole Thyssen.

Den åndelige fattigdom

I en kronik i dagens Berlingske argumenterer en anden filosof, Eva Selsing for, at fattigdom i Danmark ikke handler om mangel på penge men om for få ”åndelige ressourcer.”

- Det kan være viden, evnen til selvrefleksion, en god arbejdsmoral, intellektuel nysgerrighed, mådehold eller stræbsomhed. Disse ressourcer går ofte i arv fra forældre til børn, hvorfor kulturelt ”fattige” forældre som udgangspunkt har færre goder at give deres børn.

- Disse børn er ganske rigtigt dårligere stillet i udgangspunktet end deres ressourcestærke jævnaldrende. De klarer sig dårligere i skolen, på arbejdsmarkedet og måske også i privatlivet, med mindre de har haft held eller dygtighed til at udvikle en sundere tilgang til jordelivet, påpeger Eva Selsing.

Hun mener, at de kulturelt fattige risikerer at blive klienter i en socialstat, som har en interesse i at fastholde dem som klienter, fordi det er socialstatens eksistensberettigelse.