Jeg har længe ønsket at skrive om et bestemt emne, men hele tiden er det røget ned på listen, fordi der foregår så meget andet væsentligt. Sagen er dog, at dette emne i al sin grå hverdagsforklædning er meget centralt, så nu skal det være. I kraft af min foredragsvirksomhed har jeg i de senere år kørt meget i tog på kryds og tværs i hele landet, og blandt andet har jeg lært, at dette at blive transporteret rundt i sit eget land kan berøre én dybt. For det første fordi det i høj grad er på en togtur, hvor man i ro og mag sidder og betragter omgivelserne, at man mindes om, hvordan dette smukke syrenblomstrende land ser ud. Og hvor højt man elsker det. Og for det andet fordi DSB med årene kan slide så vedholdende på ens sjæleliv, at man kan blive næsten grædefærdig af desperation, når man endnu en gang i nattens mørke strander i et fynsk buskads uden forklaring, mens minutterne går, og morgendagens program tårner sig op i bevidstheden. Priserne stiger, mens tempoet daler, og det er stor afmagt, man gribes af, når toget igen holder stille. I første omgang frustreres man på egne vegne, men gradvis forstår man, at kvalerne i et større perspektiv har at gøre med, hvem vi er.

Vi er nemlig dem, der lever med en værdifuld tradition for nærhed, samtale og forståelse på tværs af skel. Den har bidraget til den berømte sammenhængskraft og også den folkelige forstandighed, der gør, at mange danskere trods alt er ret upåvirket af de ideologier, der udgår fra mediehierarkiet og kulturen omkring Rådhuspladsen. Der findes en grundfæstet virkelighed, hvor den københavnske andedam er sekundær, for mange mennesker formes af det daglige og håndgribelige mere end af tidens flygtige stemmer. Nogle hævder, at verden i moderne teknologisk tid bliver mindre, men påstanden er kun sand på overfladen. I det enkelte liv er verden præcis lige så stor, som den altid har været, og vi skal ære betydningen af helt fysisk at kunne bevæge os hen til hinanden. Engang sad jeg sammen med en af landets bedste konservative politikere og talte om alt det, der skal bevares i Danmark. Vi talte om skolen, kirken og kunsten og andet klassisk gods, hvorpå han tilføjede, at noget af det allervigtigste er, at man kan komme rundt i landet. Og at man kan sende post. Det er så basalt, at man nemt glemmer det, men en erfaren politiker ved, at et folks gode tilstand afhænger af, at vi fysisk bevarer kontakten med hinanden. Og dermed den gensidige loyalitet.

Af samme grund er det dybt skuffende, at den regering, der har gjort det til en mærkesag at undgå at landet deles, ikke prioriterer både postvæsen og togdrift højere. Man får den tanke, at man i Venstre ikke seriøst forstår nødvendigheden af sammen at eksistere og færdes i hele landet og ikke blot sætte sig ind i hver sin forurenende bil. Den fælles rejse i Danmark understreger, at vi fortsat deler en konkret virkelighed, alt imens teknologiens abstrakte kraft truer med at frarøve os bevidstheden om den. Og respekten for den. Diskussionen om DSB grunder i meget mere end frustrationen over alt det, der ikke virker. Den har at gøre med nødvendigheden af at kende sit land og møde de andre, for uden føling med den mangfoldige virkelighed forstår man ikke, hvad man selv er sat i. Og hvor meget der er at passe på.