Det er forkert at sige, at Thomas Bo Larsen, 50 år den 27. november, har været sat i bås som skuespiller. Han har spillet både det ene og det andet – nyt og gammelt, sjovt og knap så sjovt.

Men alligevel er det næppe roller fra øverste socialklasse, vi husker ham i. Højesteretsdommer, lensgreve eller medicinaldirektør? Ikke just. Hans uslebne type er ikke umiddelbart til det, selv om han for længst har bevist, at han godt kan dæmpe sig ned og lægge sig om. Det er, som om hans rå gadedrengeydre og den dybe stemme med den københavnske jargon dikterer noget andet. I snart mange år har Thomas Bo Larsen været dansk film og teaters evige proletar, som han har spillet utallige variationer over.

Læs også: Til forsvar for rødderne

Vor tids »lille mand« – hele to gange har han givet liv til »Jeppe på Bjerget« i moderniserede udgaver af henholdsvis Staffan Valdemar Holm og Ole Bornedal, der tog udgangspunkt i den undertrykte bænkhænger-kandidat, som pludselig kom til ære. Fortolkninger, der gav Thomas Bo Larsen mulighed for at spille på to af sine forcer – det medynkvækkende, naive og jovialt ligefremme på den ene side, den pskykopatisk formørkede skyggeside, som pludselig slår igennem, på den anden. Og ofte med en højtgearet neurotiskhed under det hele.

»Det kan godt være, at der er nogen, der siger, at jeg er blevet typecastet, men jeg er pisseligeglad. Jeg har spillet mange roller, og jeg spiller en forskellig rolle hver gang. Jeg er skuespiller, for fanden,« sagde han sidste år til Information.

Og til Berlingske fortsatte han: »Jeg kan godt lide at forsvare de typer af mænd. De der skæve utilpassede typer. Man møder ofte en fordømmelse, men jeg synes, at man skal passe på med at sætte mennesker i bås og have en forudfattet mening. Folk skal have en chance. Ligesom jeg selv har fået. Hvis jeg ikke var blevet optaget på Teaterskolen, tør jeg ikke tænke på, hvor jeg var i dag.«

Læs også: Thomas Bo Larsen:»Jeg har altid haft skide svært ved at begå mig«

På mange måder er han nemlig selv, hvad han spiller. I hvert fald er hans egen historie den om den ordblinde ballademager fra betonghettoen Værebroparken, der efter 8. klasse bliver bagerlærling og efter adskillige småjobs uddannede sig til glarmester. Det var et ophold på højskole i Herning, der for alvor gav ham lysten til og modet på at blive skuespiller.

En lærer på teaterskolen i Odense fik ham til at forstå, at der ikke findes mennesker, som kun er onde: »Han lærte mig altid at finde det lille barn, kærligheden i enhver person. Så når jeg får alle de her hårde roller, handler det altid om at finde det sårbare punkt i figuren,« har han forklaret.

Det er fortsat evnen til at røre folk i teatersalen og i biografmørket, der ansporer ham. Strategien virker: Rollerne på danske teatre har været mange for den unge skuespiller, der var en del af den såkaldte »Dante-generation«, som nu er ved at være midaldrende. Man husker ham bl.a som meget rørende narkoman i Ole Bornedals »Gud bevare Danmark« på Østre Gasværk, hvis man endelig skal fremhæve noget frem for andet. Og på film for talrige, præcise indsatser for sine smådesperate rødder, ikke mindst i film af Thomas Vinterberg, »De største helte« og »Festen« – begge roller fik han Robert-priser for – og senest »Jagten«.