Svarene kom klart, kontant og uden forbehold.

Ja, Lance Armstrong havde brugt præstationsfremmende stoffer. Og ja, EPO var et af dem. Og ja, der havde også været blodtransfusioner imellem.

Fem gange »ja« blev det til allerede i de indledende minutter af Lance Armstrongs interview med Oprah Winfrey. Så var det på plads.

Manden, der en gang kunne sprede frygt, bæven og lede i et toptunet Tour-felt, henrykke folkemasserne på de mytologiske tinder og levere håb til cancerpatienter verden over, leverede sin tilståelse som var det et nødvendigt offer i en vej mod rehabilitering over for den amerikanske offentlighed. Måske endda et desperat forsøg på at holde fast i en status som celeber kendis, der lige nu eroderer hurtigere end et underskønt koralrev på Great Barrier Reef.

Åbningen formede sig ellers som en retorisk nålestiksoperation fra Armstrongs side. Indledningsvist overrumplende, fordi vi efter så mange års hårdnakket nægterkultur fra den 41-årige texaners side måske havde forventet mere insisterende nej, nej og nej, mere sparken bagud mod gamle holdkammerater, flere angreb mod de autoriteter, som i sidste ende detroniserede den syvdobbelte Tour-konge.

De forventede modangreb kom aldrig. Det lykkedes tværtimod Lance Armstrong at levere en slags undskyldning over for de vidner, han tidligere har truet, sagsøgt og delvist ruineret, da karrieren kogte og storhedsvanviddet var i højeste gear. Det kunne næsten forveksles med empati for begyndere fra en mand, der ellers har gjort hårdkogt tyranni og kontrolmani til en slags depraveret livsstil.

Forstemt

Armstrongs største ærgrelse ved hele miseren kan meget vel være, at han blev afsløret og ikke, at han har forbrudt sig mod reglerne.

»Hvis jeg ikke havde gjort comeback i 2009, ville det her aldrig være sket,« som Armstrong tørt konstaterede det overfor sin velforberedte modpart.

Det var her, man kunne mærke hensigten fra den faldne legende og blive forstemt. Også fordi Armstrongs epoke har masser af dansk aftryk: Det var på Armstrongs hold, Riis i 2002 rekrutterede den lovende løjtnant Tyler Hamilton. Og det var den danske Tour-vinder, som angivelig ekspederede Hamilton videre til den spanske bloddoping-regissør Eufemiano Fuentes.

Tvivlere, der som loyale og aktive Riis-ryttere i stil med Matti Breschel og Chris Anker Sørensen stadig rubricerer Tyler Hamilton som utroværdig og fordrukken, kunne natten til fredag se og høre en Armstrong, der nærmest uden forbehold bekræftede indholdet af den 1.000 sider lange USADA-rapport. Og som ikke havde anmærkninger til de vidneudsagn, 11 tidligere team-kolleger har fremlagt for det amerikanske anti doping agenturs undersøgelseskommision.

Som sådan blev også Bjarne Riis endnu en gang ufrivilligt en del af Lance Armstrongs historie. Ikke bare på grund af Tyler Hamiltons ellers stærkt belastende påstande om en varm forbindelse til Eufemiano Fuentes. Men også fordi Riis og Team CSC var blandt de få mandskaber, som direkte kunne udfordre Lance Armstrong og US Postal-holdets biokemiske våbenkapløb.

Efterlyser Riis

I de fem måneder, der er gået, siden Tyler Hamilton udgav »Det hemmelige løb« med en detaljeret og Pulp Fiction-tangerende udpensling af fusk i snart sagt samtlige facetter, har Bjarne Riis nægtet at kommentere på den del af bogens indhold, han selv har en aktie i.

Jakob Piil, tidligere Tour-etapevinder og rytter på Team CSC, savner at Riis går ud i et forsvar eller en forklaring.

»Bjarne må komme på banen. Det er ham, der sidder med de vise ord. For der er jo ingen tvivl om, hvorvidt Tyler Hamilton dopede sig. Spørgsmålet er, hvor mange der vidste det,« siger Piil, der siger, at holdningen på Team CSC og fra Riis’ side ikke gik i retning af apotekernes fy-fy afdeling.

»Han har stået og sagt på vores stormøde med alle ansatte på holdet og fortalt, at han ikke accepterer doping. Og det var også min indgangsvinkel til det cykelhold. Men at der så skulle have været en anden dagsorden, det skal jeg ikke kunne sige,« lyder det fra Piil, der stoppede sin karriere i 2007.

Et af de afgørende spørgsmål for Bjarne Riis er, hvorfor ikke færre end tre af hans tidligere topryttere uafhængigt af hinanden er sat i forbindelse med herostratisk berømte Fuentes, som inden længe skal for en civilretslig domstol.

Ivan Basso, som i 2006 blev smidt ud af Tour de France, fordi han var blevet afsløret som kunde hos Fuentes, havde to år tidligere vist sig som en seriøs udfordrer til Armstrong. Endda med en fælles historie, idet Bassos mor få dage forinden havde fået konstateret kræft i et uhelbredeligt stadie.

Senere blev også Fränk Schleck sat i forbindelser med den gynækologuddannede Fuentes efter overførslen af et stort pengebeløb, der angiveligt var for et »træningsprogam«, selv om det så vidt vides er første gang, manden med den madrilenske dækadresse har været leveringsdygtig i den slags.

Lance Armstrong efterlyste i interviewet med Oprah Winfrey en sandhedskommission med mulighed for amnesti, så han - og andre - ad den vej kunne hjælpe med opklaringen af den sorteste epoke i professionel cykelsports historie.

Lader andre om at vurdere troværdigheden

Om Bjarne Riis overvejer at udnytte den mulighed, er stadig uvist. Team Saxo-Tinkoff bossen lagde fredag eftermiddag vejen forbi Danmark. Timingen var lige i øjet. Men Riis var meget lidt meddelsom, da Berlingske mødte ham i Kastrup lufthavn.

Overrasker det dig, at Armstrong indrømmer doping?

»Jeg har ikke set det, så jeg har ikke lyst til at tolke noget på Lance,« understregede Riis, som heller ikke ville løfte sløret for, hvornår han igen returnerer til en mere normal kommunikationsfrekvens efter mere end fire måneders tavshed.

»Jeg har ikke noget at sige,« bedyrede Riis.

Du har været under angreb af Tyler Hamilton i hans bog. Og Tyler Hamiltons troværdighed voksede, da Usada-rapporten kom. Nu kommer Lance så med sin indrømmelse, hvilket vel også underbygger Tyler Hamiltons troværdighed. Kan du følge det argument?

»I forhold til, om Tyler er mere troværdig nu, så vil jeg lade andre om at vurdere det.«

Der er venner og tidligere ryttere, som undrer sig over, at du ikke forsvarer holdet eller de ansatte fra den tid, Hamilton omtaler?

»Stop nu. Du får ikke interview med mig. Jeg ved godt der er mange, som har en mening. Det må de om. Jeg har ikke mere at sige«

Devisen må være, at tale er sølv, men tavshed er guld. Med mindre ordene bliver forløst hos Oprah Winfrey og vejet på en juridisk guldvægt. Det er straks en anden historie. Selv om der ser ud til at være meget langt i mål for Lance Armstrong og mange af de andre, der slæber rundt på et ømfindtligt forklaringsproblem.