Susse Wold har egentlig ikke lyst til at medvirke i dette interview. Det fortalte hun allerede, da vi snakkede første gang i telefonen, og hun gentager det få øjeblikke efter, vi har sat os i de lyse sofaer i hendes sommerhus. Det er et stråtækt, hvidkalket hus, der ligger helt ned til vandet i Humlebæk.

Man behøver ikke tage skoene af, når man træder ind på sommerhusets lyse trægulve, understreger hun, for »det er jo ikke Amalienborg«. På sofabordet foran os står et lille fad med småkager og flødeboller. Godterne er sammensat af husbonden og skuespillerkollegaen Bent Mejding, der indledningsvis hilste høfligt og så satte sig ind til sit skrivebord. Vi har endnu ikke rørt de søde sager.

»Ja, det er jo fuldstændig surrealistisk, at vi sidder her. For jeg ved simpelthen ikke, hvad du forventer, vi skal snakke om,« siger Susse Wold på rigsdansk, der er udtalt til perfektion. Intet sjuskeri her. Hun smiler, mens hun siger det. Men mener det alvorligt.

Der er to grunde til hendes modvilje. For det første har den nu 74-årige skuespiller »mediefri« lige nu, som hun kalder det. Hun har ikke brug for eksponeringen i øjeblikket. For det andet får selve emnet for vores interview – Susse Wold og hendes image – alt i hende til at gøre modstand.

»Jeg hader at blive fastlåst i ét billede, i et image,« siger hun og væmmes tilsyneladende ved ordet. »Mit image er jo ikke noget, jeg selv har valgt. Det er noget, man får tildelt af andre. Det er som med de mange rygter, der sikkert eksisterer om mig: Jeg hører dem ikke, og jeg kan ikke forholde mig til dem,« siger hun.

For størsteparten af de folk, der udelukkende oplever hende udefra, vil hun altid være Gitte Graae, fortæller hun. Frøken Graae var den smukke, frække og sjove kvinde, hun spillede i »Matador«. Hende, som Jørgen Varnæs – spillet af hendes husbond Bent Mejding – aldrig helt lærte at tøjle.

»Det er altid den rolle, folk vil høre om. Mange tror måske, jeg privat er som Gitte Graae. Men helt ærligt: Det tog ti dages optagelser at spille den rolle. Ti dage ud af et liv på over 70 år! At jeg ellers har stået på scenen og spillet Shakespeare, Holberg og Strindberg, det aner de fleste jo slet ikke. Men det gør ikke noget. For jeg synes, det var spændende at være med i Matador, og jeg synes, det var sjovt at slæbe rundt på en hvid ræv og have en stor hat på. Det var vidunderligt at arbejde med Erik Balling, og det var en fest at spille en dejlig flirtende dame. Jeg havde godt nok aldrig regnet med, at rollen ville have den virkning. Men det er nok den virkning, dejlige damer har på folk,« siger Susse Wold. Og griner.

Mennesket Susse Wold er noget helt andet end de bourgeoisi-damer, hun blandt andet spillede i »Matador« og filmatiseringen af »Den Kroniske Uskyld« fra 1985. Det er tydeligt i samme sekund, man hilser på hende. Og over for dem, der rent faktisk interesserer sig for det, har hun ingen problemer med at åbne op og dele ud af detaljerne fra sit liv. Eller af sine tanker, følelser og holdninger. Hun har gjort det i snesevis af personlige foredrag de seneste otte år.

Man skulle tro, det var det mest naturlige i verden for en så erfaren skuespillerinde at stille sig på talerstolen, men særligt i starten var det en enorm udfordring for Susse Wold.

»Jeg er dårlig til at holde tale. De fleste mennesker tror, at skuespillere er gode til sådan noget, men vi er ofte meget reserverede, når vi pludselig står som os selv. Jeg er helt bestemt genert. Det har jeg måttet kæmpe med i mange år.«

De indledende fem minutter af sit allerførste foredrag glemmer hun aldrig. Pludseligt stod hun ansigt til ansigt med et publikum, hun rent faktisk kunne se. Fra teaterscenen var hun vant til, at publikum kunne se hende, men ikke omvendt.

Og foran hende lå hendes manuskript. Hendes egne tanker, ikke en rolle skrevet af en forfatter.

»De fleste i salen havde set mig i et eller andet. De havde sikkert allerede et billede af, hvem jeg var, og det var da en udfordring at tro på, at min private historie om de vanskeligheder, jeg har haft i mit liv, kunne interessere nogen.«

Susse Wold begyndte at holde foredrag året før hun skrev sin selvbiografi »Fremkaldt«. Hun gjorde det for at afprøve, om hendes livshistorie ville være interessant for andre.

»Folk var overrasket over, at jeg har haft præcis de samme vanskeligheder i mit liv som de selv. Det betød, vi var i samme båd,« forklarer Susse Wold.

Blandt emnerne, hun fortæller om i sit foredrag i dag, er den brystkræft, som hun fik i 1983. Den angst hun led af som ung, som blev til en hjerteneurose (består blandt andet af symptomer som brystsmerter og åndenød, der ikke skyldes en egentlig hjertesygdom, red.) Den ultimativt lykkelige skilsmisse fra sin nu afdøde eksmand og skuespillerkollega, Erik Mørk.

I 2008 udgav hun så sin selvbiografi, »Fremkaldt«. Den bog står i op mod 100.000 hjem. Titlen valgte hun, fordi en skuespiller bliver fremkaldt efter at en forestilling er forbi, og fordi bogen handler om, hvordan hun gennem sit liv har prøvet at kalde sig selv frem. At have mod til at være den, hun føler, hun er. Hun er stolt over sit værk, over at have skrevet det selv. Ikke mindst fordi hun, efter eget udsagn, er halvt ordblind og helt talblind.

I løbet af bogens 373 sider bruger hun aldrig de to betegnelser om sig selv, hun hyppigst får påklistret i interview og omtaler: »Primadonna« og »diva«.

»Egentlig betyder primadonna »førstedame«, men i dag har ordet for mig udelukkende en negativ klang. Og diva dækker over noget, jeg ikke engang rigtigt ved, hvad er. Det får mig til at tænke på for længst døde Hollywood-skuespillerinder med et langt cigaretrør i hånden og en blond paryk. Det billede passer slet ikke på mig,« siger Susse Wold, der er klædt i beige hørbukser og en blomstret sommerbluse.

»Hvis jeg virkelig skal koges ned til at være et enkelt ord, så er der andre, jeg ville foretrække. »Kærlig« eller »begavet«. »Talentfuld« måske. Det ville gøre mig stolt.«

Mens vi snakker - det lader nu til, at interviewet rent faktisk bliver fuldført trods den indledende vaklen - stråler Solen gennem sommerhusets dannebrogsvinduer og ind i stuen, hvor den truer med at smelte de håndlavede flødeboller på fadet foran os. Ud gennem husets hyggelige firkantede ruder, ses den lille badebro, hvorfra Susse Wold stiger ned i Øresunds cirka 15 grader varme vand hver morgen. Den friske start på dagen er bare en af måderne, Susse Wold passer på sig selv og sin krop.

»Hvis man er så gammel som jeg, og man holder sig forholdsvis godt, så spørger folk, hvordan man gør det. For alle vil gerne holde sig så godt som muligt,« forklarer Susse Wold og understreger, at hun først og fremmest forsøger at holde sig i form og præsentabel for at glæde sin mand, skuespiller Bent Mejding. Hun vil jo gerne holde på ham, konstaterer hun og griner igen.

»Min forfængelighed og min æstetik gør, at jeg kan lide at have nyvasket hår og nystrøget tøj på. Det har intet at gøre med, at jeg vil forsøge at virke yngre, for sådan har jeg altid haft det. Jeg har aldrig haft det godt med at være sjusket, har aldrig gået ud og købt ind med fedtet hår og i joggingtøj.«

At hun ser ordentlig ud, vil hun gå med til. Men hun afviser blankt, at hendes udseende er noget særligt.

»Jeg føler mig bestemt ikke smuk. Bestemt ikke. Se bare Erik Werners tegninger af mig, der ser du, hvor lidt smuk, jeg er. Jeg har alt for korte ben. Jeg har alt for stor en hage. Jeg har alt for stort et hoved i forhold til resten af kroppen. Der er masser af ting, der ikke er perfekt ved mig.«

Men hele snakken om udseendet keder hende. Det er ikke noget, Susse Wold tænker over til hverdag. Men smuk eller ej: Hendes ansigt er blandt de mest genkendelige herhjemme og en stor del af hendes image. Det er dog ikke blot de fem årtier på scenen og tv-skærmene, der har gjort hende til en stjerne. Hun er født ind i berømmelsen. Hendes mor – skuespilleren og revykomikeren Marguerite Viby – var nemlig så kendt, at hun i perioder måtte have politieskorte til og fra sine premierer.

»Fordi jeg er min mors datter, blev der set på mig, fra jeg blev født. Jeg blev kendt »som min mors datter«. Senere blev jeg kendt for det, jeg selv lavede af film og forestillinger.

Men det har aldrig betydet noget for mig at være kendt. Til gengæld har det betydet noget for mig at være kendt for noget. Anerkendelse for mit arbejde – det vil vi jo alle gerne have,« siger hun.

Hun mener, at der de senere år er opstået en forskruet kultur omkring det at være kendt.

»Det er en frygtelig tendens, som de der realityshows har opdrættet. Der er en skærende forskel på at være kendt og være »kendis«. Spørg en kendis, hvad han vil være kendt for? »Det er lige meget,« vil han svare. »Bare jeg er kendt«. Jeg har levet et langt liv, og jeg føler, jeg har bestået eksamen. Så er det jo op til andre at bedømme, om jeg klarede det godt eller skidt,« siger Susse Wold.

Berømmelse kan være en flygtig størrelse. For realitystjernerne kan hele hysteriet omkring deres person være ovre på få uger. Og selv Susse Wolds etablerede stjernestatus krymper med årene.

»De yngre generationer kender mig ikke. Og ved du hvad: Det er jeg fuld-stæn-dig ligeglad med! Hvad skulle det gøre mig, om de kender mig eller ikke? Det ændrer jo ikke på mit liv eller min selvfølelse,« siger hun kontant.

»Og mit eftermæle? Jeg lever ikke for mit eftermæle. Altså når jeg er død, er jeg glemt vanvittig hurtigt. Ja, måske vil de huske mig, hvis Matador bliver genudsendt igen-igen. Men skuespillere bliver hurtig glemt af offentligheden. Se bare på min tidligere mand, Erik Mørk. Hvem af den unge generation husker ham? Jeg vil hellere huskes i hjerterne hos de mennesker, der har betydet noget for mig, og som jeg forhåbentlig selv har betydet noget for. Men mit eftermæle, nej, det interesserer mig simpelthen ikke.«

Hvad der til gengæld interesserer den ikoniske skuespillerinde er at være i bevægelse. Hun følger med tiden: Er aktiv på Facebook, føler sig hjemme på iPad’en og læser bøger på sin Kindle.

»Jeg kan lige så godt skubbe til og præge den udvikling, tiden alligevel udsætter mig for. Hvordan kan jeg bedst udnytte den tid, jeg har, så jeg både er underholdt og samtidig udvikler mig?«

Ifølge Susse Wold giver livet os alle et sæt kort, som vi selv har ansvar for at spille.

»I går er fortid, det er historie. I morgen er fremtid, det er et mysterium. I dag er nutiden, det er en gave, så det er vigtigt at få noget ud af den. Jeg tror, man kan gøre andet i sit livstog, end at være passager. Det er vigtigt at bevare sin nysgerrigehed og at turde kaste sig ud i nye ting, for en dag eksisterer jo kun, hvis man giver den indhold.

Jeg samler på oplevelser. De kræver, at man indimellem opgiver sin sikkerhed og tager et stort spring - så må man bygge sine vinger på vejen ned.«

Susse Wold føler, at hun tog et gevaldigt spring, da hun sagde ja til at medvirke i en spillefilm igen efter 27 års pause fra mediet. I Thomas Vinterbergs »Jagten« - der netop har haft dvd-premiere - skulle hun få folk til at tro på, at Susse Wold - Susse Wold af alle mennesker - var en lidet iøjnefaldende børnehaveleder i en lille provinsby.

»Ville mit image som »den dejlige dame« skygge for troværdigheden? Thomas Vinterberg turde give mig chancen. Det var modigt af ham, men også modigt af mig. Og det lykkedes mig at ramme rollen, føler jeg. Det blev ikke en Susse Wold-film, men en flot film, hvor jeg spillede en betydningsfuld birolle på realistisk vis.«

For Susse Wold var det en kæmpe oplevelse at være med. En oplevelse, der udfordrede hende på en ny måde, holdt hende i bevægelse.

»Det er jeg optaget af: bevægelse. For jeg er en anden i dag, end jeg var i går.«

På Hawaii - hvor ægteparret ofte er på ferie - er hun begyndt at stå på surfboard. Her står hun på boardet og padler, som styrede hun en gondol i Venedig. Det er svært og kræver balance, siger hun, og derfor er det fantastisk, når det lykkes at blive stående. I virkeligheden handler alt på sin vis om balance. Bevægelse og balance, forklarer Susse Wold.

»Jeg tænker på livet som en slags skole, og jeg vil helst lære noget nyt hver eneste dag. Jeg tror aldrig, man bliver for gammel til at gå i livets skole. For mig er hver dag en opdagelsesrejse. Eller som den store cellist Pablo Casals sagde, da han blev spurgt som 85-årig, hvorfor han fortsat øvede sig fem timer om dagen: »Fordi jeg bliver bedre«.«

Mens Susse Wold fortsætter sin bevægelse mod at blive det menneske, hun gerne vil være, husker hun at more sig og være nærværende. Som hun heller ikke kunne lade være med i dette interview.

»Det drejer sig om at få noget ud af hver eneste dag. For livet kan slutte sådan her,« siger hun og knipser. »Det drejer sig om at være vågen og ikke ærgre sig over fortiden eller bekymre sig om fremtiden. Man bør være i sit nu. Og jeg vil være lige her. Lige nu!«