Hvad forstår du ved danskhed?

Svaret vil sikkert være forskelligt fra din nabos. I kan måske endda kun blive enige om én ting: At jeres respektive holdning er den rigtige.

Carl Nielsen ville være rundet de 150 år i dag og ligner på én gang en vinder og et offer i debatten.

For han har selv fyldt nogle af de stærkeste billeder på begrebet danskhed. Han har for eksempel skabt nogle af vores mest elskede sange: »Den danske sang er en ung blond pige«, »Solen er så rød, mor«, »Jens Vejmand« og mange andre.

{embedded type="node/feeditem" id="34751825"}

Flere af dem har endda fundet vej til højskolernes sangbog. Højskolen er i sig selv en dansk opfindelse.

Men han har også skrevet seks symfonier og mange andre orkesterværker. Og ingen af dem pukker på nogen som helst danskhed. At gøre dét på komponistens vegne ville være plat.

Så vi skulle måske snarere vende hele billedet på hovedet og kalde Carl Nielsen genial uanset. Man kan godt være et stort navn og komme fra et lille land. Hans jubilæum fejres over hele verden. Markedet svømmer over med værker om og med geniet fra vandlandet mod nord. Og de leverer alle ved til det bål, der brænder så lystigt som ingensinde før: Beskriver man bedst komponisten som dansker eller internationalist? Kommer de bedste indspilninger fra danske musikere eller udenlandske?

Danskeren

Teologen og forfatteren Jørgen I. Jensen udgav i 1991 biografien »Carl Nielsen. Danskeren« – med det belastede ord helt fremme i bogens titel.

Værket var kontroversielt allerede dengang og er det stadig. Genudgivelsen på Gyldendal virker ikke desto mindre helt rigtig. Tiden er mere end nogensinde til kultiverede indlæg i den aldrig sovende danmarksdebat.

Spørgsmålet om danskhed versus verdenssind er også blevet meget konkret:

Det Kongelige Bibliotek og pladeselskabet Dacapo Records har udgivet 26 af Carl Nielsens sange på engelsk. Albummet finansieres af det offentlige og private fonde i fællesskab og skal uddeles ved fremstød verden over.

{embedded type="node/feeditem" id="34751827"}

Titlen er tankevækkende i sig selv: »The unknown Carl Nielsen«. For de fleste danskere kender ganske vist hans sange bedre end symfonierne – men det må nødvendigvis forholde sig omvendt i udlandet!

»The unknown Carl Nielsen« føles sublim i romantisk forstand. At få danskerens bedste sange på engelsk virker næsten kosmisk for sindet. De bliver til titler som »The Danish Song is a Fair Young Maiden«, »I Take it a Smile my Burden«, »A Fair and Lovely Land« – og manden med klude om sin hånd hedder »John the Roadman«!

Sangen er lagt i struberne på Dénise Beck, Johan Reuter og Ars Nova Copenhagen under ledelse af Michael Bojesen og helt i top. Alt andet havde næsten også været ubærligt.

Det største kup ligger ikke desto mindre i selve ideen. Carl Nielsen på engelsk er ikke nyt. Jodle Birge underholdt amerikanske turister med den slags i årevis. Men at de vigtigste sange nu foreligger i professionel oversættelse og fortolkes så forbilledligt kan kun føre mere godt med sig.

Samtlige viser er samtidig udkommet i Carl Nielsen Udgavens regi og kan nu synges og studeres af alle.

Tom Kristensen kaldte den anden side af hans musik for »dødens kolde klange«.

New York Philharmonic og dirigenten Alan Gilbert har indspillet Carl Nielsens seks symfonier plus de tre koncerter med henholdsvis violin, fløjte og klarinet som solist.

Resultatet er på gaden i form af en boks på fire CDer. Det har været diskuteret meget rundt om og vil også blive det fremover. Nogle finder perfektionen og den funklende flotte lyd overdrevet – sådan lidt på tværs af Carl Nielsens sjæl.

Passer den vurdering? Carl Nielsen selv var rigtignok ikke fan af det perfekte.

Han hørte engang Pierre Monteux dirigere sin femte symfoni i Amsterdam. Legenden hersede med sit orkester og stod til sidst med en fuldstændig pletfri musik. Komponisten skal så have lænet sig ind mod svigersønnen Emil Telmányi og sagt de berømte ord: »Det var bedre før!«

Men en komponist er ikke nødvendigvis den bedste dommer over sit værk. Hans musik kan sagtens have kvaliteter, han knap nok selv kender.

Newyorkernes pletfrie indspilning har gjort meget for dansk kultur. Hvorfor skulle vi selv strø sand i skoene?

Fynsk og frisk

Symfonierne findes også på selskabet Chandos med BBC Philharmonic under ledelse af John Storgårds. Udgivelsen viser sig hurtigt som en af sommerens overraskelser.

Den finsksvenske dirigent og violinist er en håndværkertype, en kapelmester af den gamle slags – hvilket ikke altid har været i høj kurs.

{embedded type="node/feeditem" id="34741185"}

Men han ejer noget, mange af de andre mangler: En prunkløs tone af noget direkte og umiddelbart. En friskhed i familie med Ole Schmidts banebrydende indspilninger fra midten af 1970erne.

Og selv om han sjældent går til yderligheder, savner man aldrig ydre drama. Han lader femte symfoni begynde næsten uhørligt og gør kontrasten til den mægtige krigsmarch midtvejs desto mere rystende.

Carl Nielsen komponerede også to operaer: »Saul og David« og »Maskarade« efter Holbergs komedie.

»Maskarade« handler om 1700-tallets svar på Distortion og ligger parat i en ny CD fra Dacapo Records.

Internationale kendisser som Stephen Milling og Johan Reuter veksler med yngre stjerner som Dénise Beck og Ditte Højgaard Andersen. Musikken løftes til den store guldmedalje af DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKoret og dirigeres formfuldendt af Michael Schønwandt.

Udgivelsen gør på ingen måde den halvgamle fra 1996 overflødig. Altså den med stjerner som Marianne Rørholm, en ung Bo Skovhus, den nu salige Aage Haugland og tyskeren Ulf Schirmer på dirigentpodiet.

De to album viser snarere Carl Nielsens storhed i fællig. Mesterværker kan nyfortolkes igen og igen. Og skal det.