Den britiske regeringskrise om Brexit dækker over en ubekvem sandhed

Et flertal af de britiske vælgere stemte 23. juni 2016 for at trække deres land ud af EU, men vælgerne gav ingen opskrift på, hvilket forhold de så ville have til EU. Det spørgsmål er overladt til den siddende regering i London at besvare, og det er så svært, at vi i næsten to år har ventet på et reelt udspil fra premierminister Theresa May.

En plan kom endelig på plads i løbet af et dramatisk regeringsmøde fredag, men siden har både den ansvarlige minister for Brexit-forhandlingerne, David Davis, og udenrigsminister Boris Johnson, trukket sig fra deres poster i protest. Davis og Johnson mener, at Theresa May er parat til at indgå så mange kompromiser med EU, at Brexit ikke bliver en ægte udtræden - men en mærkelig mellemvare, hvor Storbritanniens stadig underlægger sig store dele af EU-reglerne. Eller en »lorteaftale«, som Johnson skal have kaldt planen under fredagens kabinetsmøde.

Den britiske regeringskrise om Brexit dækker over, hvor dyrt det er at trække et land ud af EUs indre marked. May forsøger af al magt at finde en ordning, hvor britiske virksomheder stadig kan handle frit med resten af EU. Men der er en ubekvem sandhed, som strider imod den nationalegoistiske retorik fra Brexit-kampagnen, og som hverken May, Davis eller Johnson er meget for at acceptere. Det er den sandhed, at Brexit vil påføre det britiske samfund en kæmpe regning, og at udsigterne til at kunne indhente det tabte ved at indgå nye, lukrative handelsaftaler med … ja, hvem egentlig? Trumps protektionistiske USA? … fortaber sig som fatamorganaer over Den Engelske Kanal.

Den »schweiziske fælde«

Mays Brexit-udspil lægger op til, at Storbritannien indgår en aftale med EU, så varer (herunder fødevarer) fortsat kan handles frit med resten af EU. For at undgå en fysisk toldkontrol, som også kunne lægge hindringer i vejen for Nordirlands forhold til Irland, vil May påtage sig at opkræve told på EUs vegne og grundlæggende overholde »et fælles sæt regler«. Det ser ud til, at May vil bede om en ordning i stil med den, som Schweiz har i dag. Formelt set kan Schweiz tage stilling til hvert nyt direktiv om Det indre marked og afvise at deltage i et af dem - men så kan EU reagere ved at udelukke Schweiz fra andre dele af EUs handelssamarbejde. Tilhængere af en såkaldt hård Brexit kalder derfor ordningen for »den schweiziske fælde«, fordi prisen ved at sige nej til ny EU-lovgivning bliver for høj. Det er sagen i en nøddeskal: Hvis Storbritannien skal forsvare sine økonomiske interesser, er landet presset til at acceptere nogle EU-regler, som briterne lige om lidt ikke længere har indflydelse på.

EU som tag-selv-bord

May vil tillige holde Storbritannien ude af EUs indre marked for tjenesteydelser og sætte en stopper for arbejdskraftens frie bevægelighed. Dermed vil May plukke de dele af EU-samarbejdet, som sikrer direkte fordele, mens hun på samme tid vil undgå at påtage sig nogen byrder. Briterne pønser f.eks. på at styrke Londons position som internationalt finanscentrum ved at tilbyde mere liberale regler end EU. Her har EU-landene ret til at forsvare sig mod unfair konkurrence, og derfor er der grænser for, hvor meget valgfrihed, briterne kan få på vej ud af døren. Den virkelighed vil indfinde sig under de kommende forhandlinger, og den vil pege mod samme konklusion: Det er dyrt at melde sig ud af EU.