Sommermodeugen er en svær modeuge, for nok ligger den smukt først i august, hvor København er smuk som bare pokker, og i år med fantastisk vejr, der gjorde udendørsshow ikke bare gennemførlige men også behagelige med de lune temperaturer. Det er en uge, hvor man kan blive stolt af byen og tænke, at de indkøbere, der kommer hertil, må få lyst til at købe sig ind i drømmen om de lykkelige danskeres liv.

Men det er også en modeuge, der ligger lidt tidligt i forhold til ferie i Sydeuropa og tidligt for andre, og i øvrigt var den yderligt udfordret af de tre messers barnagtige og uværdige uenigheder om noget så simpelt som datoer. CIFF i Bella Centeret og Vision i Øksnehallen lå søndag til onsdag, mens Gallery i Forum lå onsdag til fredag. Det er ganske enkelt hjernedødt at stikke internationale indkøbere – som er dem, der skal leves af – en så gedigen fuckfinger – undskyld, men her må bruges grimme ord, det er nødvendigt – og de må blot ved at se på programmerne tænke »amatører«. Forhåbentligt sker det aldrig igen.

Enighed om sommertrend

For København er magisk i sommerdagene, se bare Mads Nørgaards show på Kunstakademiet, hvor gæsterne ankom gennem akademiets have, der er en gammel botanisk have, før de blev bænket i værkstederne. Her viste han en lille stram kollektion, der fortrinsvis var blå, og som med sin sprøde bomuld, gode denim, fine nederdele med løbegang i livet, shorts, et par vindjakker og som finale en simpel kjole med Nørgaards klassiske striber i hvid og marineblåt gav lyst til at køre to gennem København på en cykel og hoppe over hegn til hemmelige haver.

Mads Nørgaard fik ikke bare præsenteret sin kollektion og byen på bedste måde, men slog også temaet for en af modeugens største trends fast: Det bliver en blå sommer. Midt i en modeuge fyldt med mærker, der vil meget forskellige ting – fra Jean//Philips herre til Naja Munthes luksusboheme – var der blåt. Det var ganske enkelt blåt her og der og alle vegne, fra ganske sart lyseblåt over skarp kobolt til dyb mørk marineblå. Fra Baum und Pherdgarten – der har et logo i marineblåt og dermed rimeligt meget bekendte kulør – over Munthe, der kun havde ganske lidt sort men meget i marine, Ganni, der var til tennisstilen og kombinerede hvid med marineblå til By Malene Birger, Freya Dalsjø og Designers Remix.

Sporty og festligt

En anden trend – eller rettere en, der ikke vil forsvinde – er det sporty, som fortsætter hos flere. Hos Baum und Pherdgarten, der f.eks. viste bukser med striber langs kanten og kanter i rib, hos Ganni, der var inspireret af tennis – og af hele det liv, som overklassesportens udøvere også lever, hvilket gav plads til både en habitjakke, der kunne være lånt af en venlig mand og en pailletkjole – og hos Mads Nørgaard, der lod vindjakkerne få en tur til.

Charlotte Eskildsen gik dog den modsatte vej og forlod det sporty univers, hun har befundet sig i i nogle sæsoner, og til glæde for mange fans laver hun igen de kjoler, hun mestrer bedre end nogen anden i byen. Den lille cocktailkjole, der hverken bliver damet, kedelig eller oversexet, bare tilpas. Både med sneakers – hvis man selv rasler rundt i sportyheden endnu eller bare er en doven hund til hæle – eller med fine sko.

Optur – som de unge siger – var i den grad også David Andersen, der havde skåret sit show ind til benet og som i stedet for at gøre sine sponsorer glade gjorde sit publikum glad ved at vise en kollektion med fokus på det, han er dygtig til: Det gode velsiddende skræddertøj. Tak. Fint var også Mark Tans brusende kjoler, der er et godt bud på den fiiiiine kjole til den stooooore fest for den moderne kvinde, der nok egentligt er så ung, at hun helst vil kaldes en pige, ligesom Ganni viste en god kollektion på ugens mest originale lokation, Simon Spies’ gamle tennisbane. Bruuns Bazaar havde engang en god aften med Lene Borggaards kollektioner til både mænd og kvinder. Freya Dalsjø var fremragende med sin forståelse for og brug af farver, og det eneste dårlige, man kan sige om hende, er, at man kan blive bange for, at hun gør som Soulland, Wood Wood og Anne Sofie Madsen og orienterer sig mod London.

Simpelt men aldrig kedeligt

Modeugen lukkede showmæssigt med Henrik Vibskov, og ganske som Mads Nørgaard formår han hver gang at opbygge en rar atmosfære, ja, faktisk burde de to lave et festarrangørbureau sammen – jeg smider gerne sloganet »Ring til Henrik og Mads, hvis der virkelig skal være kalas« i puljen, for ingen steder er der så hyggeligt som hos dem.

Der slutter lighederne så også. Hvor Nørgaard havde få indgange, havde Vibskov mange, og så havde han i øvrigt også lige ti balletdansere fra den norske ballet, der dansede i 4.000 liter vand. Naturligvis til musik komponeret til lejligheden: En moderne udgave af Svanesøen. Det var, som det lyder, ret fantastisk – og ret morsomt at se de fine modetyper hvine af fryd, når de eller andre blev ramt af vandet, der sprøjtede ud mod publikum.Vibskovs kollektion var, som hans senere kollektioner forholdsvis afdæmpet, sort, hvid, orange, grå. Kjoler med peplum-effekt i knitrende bomuld, gode frakker, skjorter og shorts – og så sjove indslag – sjove, sagde jeg, ikke fjollede – som en kjole med udsmykning-er som små kvaster og noget, der næsten lignede næb, og en kjole og en bluse, hvor stoffet var formet, så det lignede et ansigt. Det er nok blevet simplere, men ikke kedeligt.

Uden for gik solen ned. Den blå time begyndte.