»Jeg havde ikke spillet et eneste sekund i de tre første kampe i gruppespillet, så det havde for mig været et VM fra bænken og en masse træning med reserverne. Det var svært at blive vildt ophidset over. Men så startede jeg inde i ottendedelsfinalen mod Nigeria og scorede endda det første mål i den 4-1-sejr, ingen havde set komme. Og derefter kom VM-kvartfinalen mod Brasilien. Det forvandlede alt. Det endte med at være den bedste måned i mit fodboldliv.
Vi boede på det vildeste hotel i Sydfrankrig med golfbane og et socialt liv, som bare var perfekt. Det var ren lejrskolestemning, og så var det altså VM. Det bliver ikke større. Det mål, jeg scorede mod Nigeria, var en drengedrøm, der gik i opfyldelse. Det siger man så tit, men det var det. Jeg ville bytte alle mine mål i Superligaen væk for at få bare et enkelt VM-mål. Og så fik jeg det. Så det var på den stemning, jeg forberedte mig til kampen mod Brasilien. Jeg kunne gå på vandet. Ren fornøjelse og positiv energi.
Vi vidste, at kampen mod Brasilien var gratis, for der fandtes ikke i hele verden et eneste menneske, der havde os som favoritter mod det hold.
Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle starte inde. Selv om jeg havde scoret mod Nigeria, var der masser af snak om, hvorvidt Ebbe Sand eller jeg skulle spille. Men jeg var rolig. Jeg nød det bare. Og det var først i de dage, det gik op for mig, hvor stort VM egentlig er. Der var journalister fra alle lande. Det var hele verden, der pludselig havde en interesse for, hvad vi sagde fra vores lille lejr. Det var Brasilien. Den største fodboldnation i verden. Der var mange mennesker og megen snak. Men jeg syntes virkelig, det var sjovt. Det var ikke, fordi vi havde travlt med så meget andet.
Hierarkiet var jo med Schmeichel og Laudrup-brødrene helt i toppen. Og så kom vi dryssende dernede. Min fornemmelse var, at Schmeichel havde indset, at han udelukkende kunne få noget ud af det landshold, hvis han var med til at skabe en god stemning. Han opførte sig anderledes den sommer. Normalt satte man sig altså ikke ved det samme frokostbord som Schmeichel eller Laudrup. Ikke hvis man var Peter Møller. Det var utænkeligt. Men i de dage gjorde man. Man kan mene meget om Bo Johanssons golfturneringer og hans frihed under ansvar. Men han kunne skabe et sammenhold. Vores koner og kærester boede ti kilometer fra hotellet, så vi kunne bare køre hen til dem, hvis vi ville. Der var ingen grænser. Humøret var perfekt.
Jeg var altid ret god til at falde i søvn før de store kampe, men lige præcis den dag havde jeg svært ved at falde til ro, da vi skulle sove middagslur. Vi spillede om en VM-semifinale. Det begyndte vist sådan at gå op for mig. Det var Brasilien med Bebeto, Ronaldo, Rivaldo, Dunga, Roberto Carlos, og hvad de alle hed. Jeg var på ren adrenalin. Jeg kunne have spillet 180 minutter med al den energi, jeg havde i kroppen.
Jeg var klar over, at det var stort. Nationalsang, fyldt stadion, masser af TV-seere. Men det var først mange år senere, at det gik op for mig, hvor stort det var. Det er vel kun EM-finalen, der er større i dansk fodboldhistorie. Vi spillede om at komme i en VM-semifinale med garanti for to kampe. Det var mod Brasilien. Vi var så tæt på. Det er til at få det helt dårligt over. Det er så vildt, at jeg var med i den kamp.
Vi havde scouts og rapporter på alle de hold, vi mødte. Men Brasilien kendte vi alle. Vi vidste, at vi ikke ville få bolden ret mange gange. Vi vidste, at det handlede om skarphed i felterne.
Vi scorede med det samme. Igen. Martin Jørgensen efter knap to minutter. Det samme skete i sejren over Nigeria. Jeg kan huske klart, at jeg tænkte, at nu vinder vi kraftedme også denne kamp. Det var en vildt god begyndelse. I modsætning til nigerianerne, som tydeligt undervurderede os og bare gik og grinede lidt af det hele, var brasilianerne fokuserede og koncentrerede.
Jeg fornemmede ingen panik hos dem over den tidlige scoring. Tværtimod. Fornemmelsen var snarere, at de havde tre-fire gear mere end os. Og når de havde brug for det, skruede de lige op. De skruede så ned igen, når de var kommet foran. Vi var med, og vi følte virkelig, at vi havde været tæt på. Marc Rieper ramte overliggeren. Men hvis vi skal være ærlige her i bakspejlet, var vi nok også kun med, fordi vi fik lov.
Jeg spillede ikke nogen stor kamp. Jeg lavede vist karrierens eneste tunnel. Men ellers var det småt med muligheder og berøringer.
Der var så mange danskere på stadion. Vi fulgte med i aviserne og kunne jo godt fornemme, at stemningen var forvandlet efter sejren over Nigeria. Nu havde alle startet bilen og var kørt til Frankrig. Jeg mødte helt tilfældigt to af mine kammerater, da vi efter nederlaget gik ned for at takke fansene. Det var som om, hele Danmark var dernede.
Michael Laudrup havde stoppet karrieren. Vi havde tabt VM-kvartfinalen. Jeg husker, at Prins Joachim og prinsesse Alexandra var i omklædningsrummet. Men vi sad bare og var så skuffede. Vi fløj tilbage til basen i Sydfrankrig sent samme aften. Det var først dagen efter, at vi begyndte at føle os taknemmelige over, hvad vi havde oplevet. Peter Schmeichel talte om, at vi godt nok havde tabt, men at det var sådan et af de sjældne nederlag, man altid vil huske for noget positivt.«
42-årige Peter Møller er under VM vært for DRs dækning af slutrunden i Brasilien og styrer begivenhedernes gang fra DRs VM-studie på Islands Brygge.