»Før krigen i Syrien studerede jeg medicin i Ukraine. Jeg var på mit afsluttende år. Men da revolutionen startede i 2011, gik økonomien i stå i Syrien, varerne blev pludselig fire gange så dyre, mens lønningerne forblev de samme. Så min familie kunne ikke længere betale for mine studier. Jeg måtte afbryde uddannelsen, og min opholdstilladelse blev inddraget.

Jeg vidste, at hvis jeg vendte tilbage til Syrien, ville jeg blive hentet direkte i lufthavnen og indrulleret i militæret. Jeg troede på revolutionen, og ville ikke kæmpe for et regime, som dræber sit eget folk. Så jeg blev illegalt i Ukraine i halvandet år, selv om jeg ingen penge eller rettigheder havde.

I 2013 kunne jeg ikke klare det mere. Jeg savnede min familie og mit land, som jeg ikke havde set i fire år. Så jeg rejste til Tyrkiet og blev smuglet tilbage til Syrien af en chauffør, som kørte en kæmpe omvej for at undgå regimets checkpoints.

Jeg begyndte at arbejde frivilligt på det lokale hospital. Hver gang, jeg hørte en bombe, vidste jeg, at der ville komme nye ofre 30 minutter senere.

Min by hedder Al-Mayadeen og ligger i den østlige del af Syrien. Før revolutionen boede her 100.000 mennesker. Efter krigen er den vokset til 400.000 på grund af flygtninge fra andre steder i landet. Der er meget fattigt, og der falder mange bomber. Men der er stadig mere stabilt end i andre byer.

Da revolutionen blev indledt, blev Al-Mayadeen befriet af Den Frie Syriske Hær. Men i begyndelsen af 2014 kom ISIS (Islamisk Stat, red.) til byen. Det var folk udefra, som vi ikke kendte – også fra andre lande. I starten var de meget venlige. De sagde, at de ville hjælpe os og kæmpe for demokrati og islam. Vi vidste, at de bare ville kontrollere byen, fordi en stor del af Syriens oliereserver findes her. De besatte vores huse, fjernede folk, som var imod dem, og begyndte at lave forfærdelige regler og love. Beboerne ville gerne kæmpe mod dem, men de har ingen våben. De kunne intet stille op.

En dag kom ISIS til hospitalet for at fiske læger. De spurgte mig, om jeg ville arbejde for dem for en meget høj løn. Det ville jeg selvfølgelig ikke, men det var ikke et tilbud, man kunne sige nej til. Da jeg kom hjem, fortalte min mor, at nogle mænd fra ISIS havde taget min far med sig for at afhøre ham i nogle dage. Han var ingeniør og kendt i byen for at være tilhænger af revolutionen og én, folk lyttede til. Den aften vidste jeg, at jeg blev nødt til at forlade mit land med det samme.

Min mor fandt den opsparing frem, som mine forældre havde lavet til mit fremtidige bryllup. Den brugte jeg til at flygte.

Nogle måneder senere blev det hospital, jeg arbejde på, bombet i et russisk luftangreb. Min søster og hendes mand, som arbejdede der, blev dræbt af bomberne. Vi har ikke hørt fra min far, siden ISIS tog ham med sig.

Jeg bliver frustreret, når Vesten taler om min by som ISIS-område. Det er vores område. Det værste for folk, som bor der, er ikke ISIS. Det er, at ISIS tilstedeværelse betyder, at byen bliver bombet hver dag – af regimet, af russerne og nu også af Vesten. Mine niecer og nevøer er bange for lyden af fly. De ved, at det betyder død.

Selv om jeg flygtede fra ISIS, ser jeg regimet som den største fjende. Det er Assads brutalitet, der er årsagen til, at ISIS er vokset frem. Mit folk er klemt mellem to onder. Den eneste måde at stoppe flygtningene på, er at stoppe krigen. At finde en diplomatisk løsning. Og at hjælpe lokalbefolkningen med selv at bekæmpe Assad og ISIS på landjorden. De kan gøre det meget bedre end russiske og vestlige luftbomber, som rammer uskyldige kvinder og børn, der ingen andre steder har at tage hen. Men i Vesten snakker man desværre kun om at bekæmpe ISIS.

Jeg flygtede til Tyrkiet og derfra med fly til Algeriet og så illegalt gennem ørkenen til Libyen. De lokale smuglere snød os. De løj og stjal vores penge. Og da vi endelig kom med en båd, gik den i stå midt i Middelhavet. Den italienske kystvagt reddede os efter et døgn på åbent hav. Jeg kom til Danmark med lastbil og har boet i Kastrup siden august i år.

Jeg forstår godt, at I danskerne vil passe på jeres land og ikke have for mange flygtninge. Hvis jeg kom på besøg hos dig, du lavede mad til mig og tilbød mig din seng, og jeg blev ved med at spise og sove og ingenting lave, mens du tog på arbejde, ville jeg også godt kunne forstå, at du blev skuffet. Det er ikke høfligt. Men regeringens stramme regler rammer nye flygtninge, som kommer til landet, meget hårdt. Det er, som om vi bliver straffet for de gamle flygtninges fejl uden selv at have haft tid til at bevise vores værd. Jeg er ung og skal nok klare mig. Men det gør det svært at falde til.

Min plan er at lære dansk hurtigst muligt, så jeg kan fortsætte mine medicinstudier. Indtil da skal jeg have et job. Lige nu er jeg flygtning og taknemmelig for al den hjælp, Danmark har givet mig. Men mit mål er hurtigst muligt at blive uafhængig.

Jeg har mistet mange år på grund af krigen. For første gang i lang tid føler jeg mig i balance. Jeg drømmer om at blive en dygtig rygkirurg. Jeg drømmer om at blive en god far. Jeg drømmer om at føle mig elsket. I 2016 vil jeg arbejde for, at det bliver virkelighed.«