Den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, måtte onsdag evakueres fra en FN-lejr i Sydsudans hovedstad, Juba, da vrede demonstranter mod præsident Salva Kiir dukkede op.

Haley, der er den øverste embedsmand i den amerikanske regering til at besøge Afrika, var i Juba for at mødes med sydsudanske civile, som er påvirket af den næsten fire år lange krig i landet.

»En gruppe på flere hundrede demonstranter nærmede sig stedet, oplyser den amerikanske FN-mission.«

»Gruppen protesterede ikke mod ambassadør Haleys besøg, men snarere mod den sydsudanske præsident, Salva Kiir.«

»Diplomatiske sikkerhedskilder vurderede, at lejren ikke længere var sikker og eskorterede ambassadør Haley og hendes kolleger ud derfra.«

Efter at have mødtes med præsident Salva Kiir tidligere onsdag sagde Nikki Haley, at USA er skuffet over Sydsudan efter at have investeret 11 milliarder dollar i landet under hans ledelse. Det svarer til knap 70 milliarder kroner.

»Vi er skuffede over det, vi ser. Det her er ikke det, vi troede, vi investerede i. Vi troede, vi investerede i et frit og retfærdigt samfund, hvor folk kan være sikre. Sydsudan er det modsatte af det, sagde hun til en lokal radiostation.«

»Men vi giver ikke op. Vi er her for at hjælpe det sydsudanske folk. Vi er her for at hjælpe med at skabe fred og sikkerhed i Sydsudan,« tilføjede hun.

Præsident Salva Kiir gav ingen kommentarer efter mødet.

/ritzau/AFP