Der er en form for genkendelsens ubehag ved den debat, der har raset den sidste uge. Her tænker jeg på debatten vedrørende Folkemødet på Bornholm. Igen er det mennesker på den politiske højrefløj, der skal forsvare ytrings- og forsamlingsfriheden, og det er igen, igen, den kulturradikale venstrefløj, der problematiserer ytringsfriheden og for nogens vedkommende hævder, at politiske synspunkter, de ikke selv sympatiserer med, ikke skal få lov til at komme til orde.
Her er vi ved det springende punkt. For hvad vi her oplever, er venstrefløjens helt ulidelige moralisering. Moralisering over for de politiske synspunkter, de ikke finder »anstændige« eller »gode«. Med denne moralisering nøjes venstrefløjen ikke med blot at dæmonisere, men den forsøger også decideret at undertrykke anderledes tænkende.
Grundtvigs gamle ord om frihed for både Loke og Thor er fuldstændig gået hen over hovedet på venstrefløjen. Ytringsfriheden er for venstrefløjens vedkommende efterhånden reduceret til kun at gælde for de politiske holdninger og synspunkter, som de finder moralsk gode. Men der er to grundlæggende problemer med denne (fejl)slutning.
For det første kan man jo stille det spørgsmål, om det er venstrefløjen, der har definitionsretten til at vurdere, hvad der er moralsk godt? Nej, selvfølgelig ikke og gudskelov for det. Men det synes ikke at bekymre venstrefløjen specielt meget, her tror man på egen moralske og intellektuelle overlegenhed, sådan lidt i tråd med den kulturradikale dinosaur Klaus Rifbjerg, der i et interview på DR hævdede, at der kun fandtes 2.000 intelligente mennesker i Danmark og underforstået, at han selv tilhørte den udvalgte elite!
Men man må nu engang erkende, at venstrefløjen ikke består af filosofkonger, der egenmægtigt kan skille sandt og falsk inden for politik.
Dette leder mig over i det andet problem med venstrefløjens anstrengte forhold til demokrati. Der er ingen tvivl om, at demokrati hviler på helt klare værdipræmisser, endda præmisser, der måske kan siges at være sande, f.eks. respekten for det enkelte menneskes ret til forskellige rettigheder inden for det givne samfund.
MEN NÅR DET er sagt, så er demokrati basalt set en anerkendelse af politisk relativisme. Der er ingen politiske idealer eller visioner, der på nogen måde kan siges at være mere sande end andre. Hvis det forholdt sig sådan, så kunne vi jo bare udnævne filosofkonger og eksperter til at regere os, så er der ingen grund til at have et demokrati. Demokrati er samtale og diskussion om, hvordan vi skal indrette det danske samfund. Vi bruger demokratiet til at diskutere, debattere, skændes, men også til forhandlinger, aftaler og kompromiser.
Demokrati er til netop fordi den politiske sandhed ikke findes, den politiske sandhed er noget, vi sammen skal finde ud af og beslutte os for. Derfor er det vigtigt, at alle kommer til orde i et demokrati, at ingen på forhånd er udelukket for at deltage, gøre deres synspunkter gældende, ytre deres bekymringer og forhåbninger for fremtidens Danmark. Det er sådan, jeg tror, de fleste borgerlige mennesker tænker om demokrati. Det er åbenbart synspunkter, der virker bekymrende for islamister, »antifascistiske autonome«, politiske ekstremister generelt og åbenbart også for den kulturradikale venstrefløj!