Arvingen: Morten Østergaard (R)
For konkurrencemennesket Morten Østergaard er der virkelig noget at kæmpe for i den her valgkamp. De Radikale står i nogle meningsmålinger til at blive næsten halveret i forhold til det kanonvalg på 9,5 procent af stemmerne, som Margrethe Vestager kunne bryste sig af efter folketingsvalget i 2011.
Nok er den politiske kurs den samme, men Vestagers loyale wingman siden 2007 brager ikke igennem den politiske lydmur med samme kraft som sin forgænger, der katapulterede sig selv videre til EU, mens hun befandt sig på karrierens foreløbige højdepunkt.
Det ved Morten Østergaard godt, og det tager de Radikale højde for i arbejdet med et succeskriterium forud for valget, som er, at partiet skal være stort nok til, at det kan genvinde magten sammen med Socialdemokraterne.
Frem mod valget er 38-årige Morten Østergaards vigtigste opgave at tale sig op til at være det fornuftige valg for de midtervælgere, der vil vælge at stemme borgerligt, hvis de ikke stemmer radikalt. Dem, der synes, at V-formand Lars Løkke Rasmussen (V) har en skidt karakter, og at K-formand Søren Pape er for urutineret. Det er i det lys, man skal se den seneste tids radikale soloudmeldinger om lavere topskat og højere pensionsalder.
Det er ikke ligefrem forslag, der vækker begejstring hos den socialdemokratiske regeringspartner. Men så længe Østergaard holder sig til at komme med soloudmeldinger på områder, hvor er er indgået forlig med Venstre, er det let for Socialdemokraterne at slå fast, at det ikke bliver til virkelighed, medmindre oppositionen ændrer holdning.
Strategien med at være meget konkret med hensyn til den politik, de Radikale vil kæmpe for efter et valg, vil Morten Østergaard fortsætte i håb om at tiltrække de vælgere, der får nok af Socialdemokraterne og Venstres mummespil.
Den nye radikale leder arbejder intenst på at få sin personlighed til at slå stærkere igennem på TV-skærmen. Indtil det lykkedes, må han trøste sig med, at nok brænder han ikke lige så godt igennem som Vestager, men han tænder heller ikke nær så mange folk af. Til det er han en alt for almindelig, rar fyr.
Outsideren: Søren Pape Poulsen (K)
På trods af gode muligheder for en borgerlig valgsejr er det ikke helt ved siden af at kalde den konservative krise for partiets måske største set i en historisk sammenhæng.
Søren Pape Poulsen er formentlig den formand på Christiansborg, som står over for de største udfordringer, hvis han skal bringe sit parti derhen, hvor mange konservative mener, at det hører hjemme hvad angår vælgeropbakning og indflydelse.
De Konservative ligger et godt stykke lavere i målingerne end det seneste valgresultat, som var det dårligste i partiets historie, og det er ikke en gang givet, at partiformanden selv kan komme i Folketinget.
Årsagerne til den konservative deroute er mange, men skyldes i høj grad tiden forud for Papes formandskab, som var præget af mange års slid i VK-regeringen, et par personskandaler og perioder med hyppige formandsskift. De Konservative er nærmest gået uafbrudt tilbage siden folketingsvalget i 1984 under Poul Schlüters (K) første tid som statsminister.
Men som de fleste store udfordringer rummer det kommende folketingsvalg også muligheder for Søren Pape.
Internt har de Konservative en målsætning om mandatfremgang og fornyelse af folketingsgruppen. Flere ældre folketingsmedlemmer forlader Christiansborg, og en række yngre politikere som Naser Khader, Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard har gode muligheder for at få en plads i Folketinget.
Mange af de yngre folk er gode til at profilere sig, og der vil formentlig være masser af muligheder for at skabe kant til Venstre i valgkampen, fordi Lars Løkke Rasmussen (V) skal forsøge at favne de mange forskellige holdninger i blå blok.
Foreløbigt er de Konservative da også braget igennem lydmuren med kampagnen om naziislamisme, hvor Pape dog har været mest i defensiven, fordi det viste sig svært at få folk til at forstå, hvad ordene i kampagnen dækkede over.
På trods af de ringe forudsætninger er de Konservative fortsat åbne for muligheden for at sætte sig ind i ministerbilerne sammen med Venstre efter valget. Pape har dog meldt ud, at det kræver mandatfremgang.
Det største skrækscenarium for de Konservative vil uden tvivl være en regering med Dansk Folkeparti og Venstre, som kun behøver Liberal Alliance for at nå op på 90 mandater, og hvor de Konservative ikke kan levere et flertal til en VO-regering. Det vil efterlade de Konservative helt uden for indflydelse.
Den garvede: Kristian Thulesen Dahl (DF)
Da Kristian Thulesen Dahl overtog formandsposten i Dansk Folkeparti, satte mange iagttagere spørgsmålstegn ved, om den jyske talnørd kunne fastholde de mange DF-vælgere, som havde støttet den farverige og slagfærdige Pia Kjærsgaard, som havde været formand siden stiftelsen i 1995.
Tulle, som han kaldes internt, satte tvivlerne til vægs, og Dansk Folkeparti står til at få et rekordvalg, hvis målingerne holder frem til valgdagen. Faktisk går det så godt, at centrale medlemmer af partiet frygter, at det kommer til at gå for godt.
Hvis Dansk Folkeparti når op i nærheden af 20 procents vælgeropbakning på valgdagen, får partiet svært ved at afvise et medansvar i regeringen. Kan DF overhovedet tillade sig at stå udenfor, hvis vælgerne har talt og sender partiet op blandt de største i Folketinget? Det spørgsmål vil Kristian Thulesen Dahl i så fald skulle tage stilling til.
Der er ingen tvivl om, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er ivrig efter at få nogen at dele ansvaret med, og at Dansk Folkeparti er den mest oplagte regeringspartner, hvis der kommer borgerligt flertal. Men de to store borgerlige partier er også så fundamentalt uenige om centrale politiske emner som nulvækst, skat, dagpenge og EU, at det kan blive overordentligt svært at få enderne til at mødes. Spørgsmålet er også, om DF overhovedet ønsker at tage ansvar med de kompromiser og uundgåelige tæsk, der følger med et regeringssamarbejde.
Der er ikke enighed om sagen i DF-toppen, men Kristian Thulesen Dahl er allerede så stærk en politisk leder, at han i sidste ende bestemmer, hvorvidt DF skal i regering, og han er meget svær at aflæse på det punkt. På den ene side bruger han mange kræfter på at tale partiet væk fra regeringsansvaret, men på den anden side afviser han ikke, at det kan komme på tale at gå i regering.
Sandheden er nok, at vi skal kende valgresultatet og styrkefordelingen i blå blok, før Kristian Thulesen Dahl kan sætte sig sammen med Løkke og finde ud af, om de kan blive enige.
Kan de det, er der udsigt til en forholdsvis stærk borgerlig regering i danske sammenhænge med to partier, som måske sidder på over 40 procent af sæderne i Folketinget. Sådan en regering kan blive svær at vælte, men vil kræve store kompromiser fra begge parter.
Jokeren: Uffe Elbæk (Alternativet)
De bidder negle hos Socialdemokraterne og de Radikale. Regeringsmagten kan meget vel stå og falde med, om én mand får succes med sine første 23 valgkampsdage som partileder. Uffe Elbæk og Alternativet er i sandheden en joker. Skal han tales op eller tales ned? Skal SR-aksen satse på, at det, der ligner stemmespild, forvandles til rød stemmemaksimering, fordi vælgere, der før ville blive i sofaen på valgdagen, åbner hoveddøren og går mod stemmeurnerne den dag, hvor hele Danmark skal sætte kryds? Eller skal man tryne outsideren for hans arbitrære politiske visioner?
I regeringstoppen har man valgt en strategi, hvor man ikke taler ham ned, men derimod tager han synspunkter seriøst.
Den 60-årige Uffe Elbæk har siden sit exit fra de Radikale været blandt den måske mest anonyme partileder i Folketinget. Men den seneste tid har flere målinger bragt Alternativet over spærregrænsen. Med mærkesager som 30-timers arbejdsuge, legalisering af medicinsk cannabis og 100 procent økologi i Danmark vil Uffe Elbæk i en valgkamp have en platform, som ingen andre partiledere kommer i nærheden af at efterligne. Men i en valgkamp kan det give bagslag, hvis Alternativet bliver isoleret som partiet med de mange urealistiske ideer uden den rette finansiering.
I modsætning til Dansk Folkeparti og Ny Alliance, der begge debuterede med gode meningsmålinger, har Alternativet ikke formået at transformere medieopmærksomheden til den mærkbare vælgerrekruttering, der ellers oftest følger med, når nye partier kommer på valgplakaten.
Uffe Elbæk ved godt, at han begynder fra et lavt udgangspunkt, når han i valgkampen skal udkæmpe kampe på ord med lederne af de øvrige partier. Men på dét punkt skal man ikke undervurdere den tidligere kulturminister, der på Christiansborg er kendt for sin karisma, når først han har alenetid med vælgerne.
I valgkampens to første partilederdebatter fremstod Uffe Elbæk med klare svar og en sympatisk fremtoning. Og vigtigst af alt gik de borgerlige partier ikke for hårdt til ham.
Den røde samvittighed: Pia Olsen Dyhr (SF)
9. februar 2014. Længere skal man ikke tilbage, før SF og Pia Olsen Dyhr væltede ud af regeringen, mistede den anden partiformand den i seneste valgperiode og flirtede farligt med spærregrænsen i målinger på helt ned til 2,4 procent.
Partiformand Pia Olsen Dyhr har løsnet sig fra regeringens spændetrøje, der forbød hende at tale om en stor del af den politik, som SF på papiret burde stå vagt om. I dag har partilederen gjort dagpenge til sin mærkesag. Løfter om bedre muligheder for genoptjening og længere dagpengeperiode betalt af dem, der har mest, placerer SF tættere på Enhedslisten, der har stjålet mange SF-vælgere, og tilsvarende længere fra den regering, som Pia Olsen Dyhr selv var med til at forlade.
Selv om vælgerne så småt er på vej tilbage til SF, ligger partiet stadig langt fra det seneste valgresultat på 9,2 procent. Med en regeringsexit i rygsækken er SF efterladt med en øm tå og en evig åben flanke for politiske modstandere i en valgkamp. Det ved Pia Olsen Dyhr godt, og derfor er hun tvunget ud i en svær balancegang mellem på den ene side at signalere klar kant til Socialdemokraterne, men stadig overbevise vælgerne om, at SF er et ansvarligt parti, der på sigt – måske allerede efter kommende valgperiode – kan gå i regering igen.
Det er i ansvarlighedens lys, man skal læse Pia Olsen Dyhrs forsøg på at rykke SF ind på Lars Løkke Rasmussen og Venstres banehalvdel:
»Det skal kunne betale sig at arbejde,« lød det i april fra partiformanden, der med en stikpille til statsminister Helle Thorning-Schmidt gjorde det klart, at SF var klar til at sænke skatten i bunden for folk i arbejde.
I marts stemplede hun ind i debatten om håndværkerfradraget, som SF – ligesom Løkke, men i modsætning til SR-regeringen – ser flere fordele end ulemper ved.
Strategien med at lægge rød kant til SR-regeringen kan de næste 20 dage skaffe Pia Olsen Dyhr en attraktiv position som Thornings dårlige samvittighed. Værre ser det ud, hvis den linje udlægges som et utroværdigt kursskifte fra en tidligere og nu bitter eksminister.