Knuste ruder. 'Nazi' spraymalet på husmur og bilen.
Dét var det syn, der mødte debattøren Morten Uhrskov Jensen tidligere i dag lørdag i sit hjem i Sorø. Det skriver bt.dk.
»For godt halvanden time blev mit hjem angrebet af venstre-ekstremister,« skriver Uhrskov Jensen på sin blog på jp.dk og stiller selv spørgsmålet: »Hvorfor mon?«.
»Det har nok noget at gøre med, at jeg ind imellem oplader min røst til kritik af de herskende tilstande og den førte politik.«
»Denne kritik har åbenbart været tilstrækkelig til, ser det ud til, at jeg skal have natligt besøg af af folk, der ikke kan lide min bil, og som mener sig berettiget til at skrive 'nazi' på min husmur.«
Adskillige har allerede kommenteret bloggen på jp.dk. Heriblandt Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, som sender sin støtte til Morten Uhrskov Jensen og hans familie.
Hans LA-kollega Joachim B. Olsen går dog et skridt længere:
»Ord kan ikke beskrive den foragt, som jeg har for de mennesker, der har angrebet Morten Uhrskovs hjem. Må de komme til at stå til regnskab for deres ugerning,« skriver han på Facebook.
»Jeg er helt sikker på, at dette er sket pga. mine holdninger. Når man har højreorienterede synspunkter, oplever man ofte at blive kaldt racist,« siger Morten Uhrskov Jensen til jp.dk.
Ifølge jp.dk bekræfter Sydsjællands Politi anmeldelsen fra Morten Uhrskov Jensen, og politiet arbejder ud fra en teori om, at der er tale om politisk motiveret hærværk.