Sådan lyder meldingen fra både Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter, og Morten Skak, boligekspert og lektor ved Syddansk Universitet.
»Vinderne er der mange af, og de vinder på forskellige måder. I landdistrikterne vinder de på, at vurderingssystemet bliver mere retfærdigt, og deres grundværdi bliver sat ned, og så kommer de til at betale mindre i skat. Det er eksempelvis Odsherred, Lolland og Guldborgsund, hvor grundværdierne har været urealistisk høje. Det er ikke noget, der kun gavner de rige boligejere i Gentofte,« siger Curt Liliegreen.
Men de rige boligejere i Gentofte får noget ud af aftalen. Især hvis vi taler skatterabat, hvor man også efter det nye system burde have betalt mere i skat – og endnu mere efter det gamle system.
»Så er gevinsterne koncentrerede der, hvor vi har de høje prisstigninger og dyre boliger, som altså især er centrum af de større byer,« siger Morten Skak.
I det hele taget anlægger de to eksperter det synspunkt, at mange vinder ved aftalen ud fra det perspektiv, at alternativet ville have været værre.
På længere sigt er det således ifølge Curt Liliegreen de omkring 900 husejere på Frederiksberg, som scorer den store »gevinst«. Her tages der dog ikke hensyn til indefrysningen af grundskyldsstigningerne. Hvis man »bare« havde fået de nye ejendomsvurderinger, og ikke den nye skattereform, så ville grundværdierne på Frederiksberg blive sat meget dramatisk op.
»Det ville betyde, at man kunne blive ved med at sætte de her grundværdier op med syv procent år efter år. Det slipper man for nu ved at sige væk med skatteloftet. Nu nedsætter vi i stedet grundskyldspromillen og begynder forfra. Og hvis nogen skulle komme til at betale mere i skat, så får de det refunderet i form af en skatterabat,« siger Curt Liliegreen.
Villaejerne på Frederiksberg får dermed en lidt abstrakt gevinst, da de slipper for, at deres skattebillet nærmest bare vil stige i det uendelige. Nu stiger den kun, hvis deres grundværdi stiger ud over vurderingen i 2021.
»Det er en meget stor besparelse på omkring 60.000-70.000 kroner om året i aflyst grundskyld, vi taler om. Det er beløb i en helt anden liga end de skattelettelser, de får i Odsherred og på Lolland,« lyder det fra Curt Liliegreen.
Og taberne? Ja, ifølge Morten Skak er det især én gruppe, som trækker sorteper i den nye aftale.
»Man giver noget til de eksisterende boligejere, mens de nye, som blandt andet er de unge, kommer til at betale skat i forhold til boligens værdi. Og der hvor de kommer til at betale mindre skat, udmønter det sig i, at de skal give noget mere for boligerne. På den måde hjælper man ikke de nye, der skal ind på boligmarkedet.«


