BARCELONA: Prat-lufthavnens gamle Terminal 2 var fyldt med rastløse journalister i tirsdags. Få timer forinden havde nyheden om, at et Germanwings-fly på rute mellem Barcelona og Düsseldorf var styrtet ned, ramt redaktionerne. Og samtlige spanske medier samt de internationale, der er repræsenteret i den nordøstspanske by, havde sendt folk ud for at lave reportage.
Det var ikke nogen let opgave. Der var ingen officiel information, og de pårørende til ofrene havde i sagens natur andet at bekymre sig om end at give interview.
I flere tilfælde måtte de på vejen hen til et improviseret krisecenter løbe spidsrod gennem afgangshallen med ansigtet skjult, beskyttet af politifolk og skarpt forfulgt af tre-fire TV-hold. Det var ikke noget kønt syn men heller ikke særligt overraskende.
Traditionelt har Spanien haft markant anderledes grænser for, hvor tæt man i den slags situationer kan tillade sig at gå på folk end i eksempelvis Danmark. Og ikke kun blandt journalister. Overtegnede har ofte undret sig over, hvordan interviewpersoner helt frivilligt krængede deres inderste følelser ud for åben mikrofon.
Men sådan er det tilsyneladende ikke mere. I hvert fald har de seneste dages dækning af tragedien i Alperne givet anledning til både voldsom kritik og selvransagelse i de spanske medier. Såvel løbeturene gennem Terminal 2 som onsdagens forsidefoto i avisen ABC, der viste et nærbillede af en grædende efterladt, fik en storm af indignation til at rejse sig i de sociale medier.
Journalister og redaktører blev betegnet som »rotter«, »ådselædere« og »umennesker, der mæsker sig i andres ulykke«. Og det blev ikke bedre, da en kendt catalansk TV-vært fredag gennemførte et ikke videre empatisk interview med den cirka 80-årige mor til en af de døde passagerer.
»Hvorfor skal medierne overhovedet sætte navne og ansigter på tragedien?«, lyder kritikken. Og enkelte af dem, som for eksempel den catalanske avis El Periódico, har bøjet sig for den – samt for et udtrykt ønske fra de efterladte – og fjernet billeder af ofrene fra sin webside.
Tysk forsigtighed – og det modsatte
Andre toneangivende dagblade holder der-imod fast i deres ret og pligt til også at informere om ofrene og deres efterladte. Man kan altid diskutere, hvor grænsen går, medgiver La Vanguardia i en leder:
»Men ofrene er ikke bare tal i en sørgelig statistik. De er mennesker med følelser og drømme, som vi bør mindes,« skriver avisen og fortsætter:
»Vores opgave er – med respekt – at forklare, hvad der er sket, ikke at skjule det. Det er dybest set det, journalistik handler om.«
Hos El País har læsernes redaktør desuden modtaget flere klager over, at man alt for hurtigt offentliggjorde både navn og billede af styrmanden og dermed andenpiloten på det forulykkede, Andreas Lubitz, som efter al sandsynlighed fremprovokerede tragedien. Ifølge avisens ledelse retfærdiggøres valget af den franske efterforskningsleders meget bastante udmelding på en pressekonference torsdag.
Langt hovedparten af de internationale medier gjorde ligesom El País. De tyske har derimod håndteret sagen vidt forskelligt. Mens blandt andet Die Welt i første omgang afstod fra at bringe billeder af Andreas Lubitz, forklarede Frankfurter Allgemeine i en artikel, hvorfor man valgte at gøre det.
Andre tyske medier har valgt en anden, direkte linje. Millionavisen Bild Zeitung afslørede i går nye hjerteskærende detaljer om de sidste dramatiske minutter i Germanwings-flyet.
Ifølge udskrifter af lydoptagelser fra flyet tilbyder Andreas Lubitz at overtage styringen af flyet, så kaptajnen kan gå på toilettet. Da det efter noget tid sker, indstiller Lubitz ifølge udskrifterne automatpiloten til en flyvehøjde på 96 fod – 29 meter.
Flyet påbegynder nedstigningen fra de 11,6 kilometers højde, og da kaptajnen vil tilbage i cockpittet, er der låst. Han banker hårdere og hårdere på døren og råber: »For Guds skyld, åbn den forbandede dør«.
Imens høres Andreas Lubitz’ rolige åndedræt. Det sidste på optagelserne, i øjeblikkene inden flyet splintres mod bjerget, er passagerernes skrig.
Myndighederne har ikke kommenteret Bilds udskrift.