WASHINGTON: Nogle gange overgår virkeligheden selv de mest hårdføre konspirationsteorier. En af dem – at Saudi-Arabien stod bag 11. september-terroraktionen i New York – er bragt til live igen. Fire mænd – tre af dem tidligere medlemmer af den kommission, som USA nedsatte i 2002 for at opklare sandheden om terroraktionen året før – har på det seneste fremlagt »sandheden om aktionen«. Den sidste – den såkaldte 20. flykaprer, som blev fængslet, før han kunne deltage i aktionen – har fra sit fængsel fortalt lignende historier om »de saudiarabiske forbindelser«. Alt det har betydet, at kravet om en tilbundsgående undersøgelse nu lyder i bredere og bredere kredse i USA.
Sandheden er mere speget end røget. For en god konspiration kan ikke leve længe, uden at der er en regering, der skjuler sandheden. Og det er der et synligt »bevis« for i denne sag. Den kommissionsrapport, som den daværende amerikanske regering barslede med i 2004, indeholder 28 blanke sider. Det er ikke bare et kapitel, der er udeladt, men synlige 28 blanke sider, som er udeladt af sikkerhedsårsager. Ifølge næstformanden for kommissionen, den tidligere senator Bob Graham, er de 28 sider intet mindre end rystende læsning.
For de manglende sider beviser ifølge ham, at dele af den saudiarabiske kongefamilie støttede terrorlederen Osama bin Laden med enorme pengesummer, og at den amerikanske regering nægter at offentliggøre kapitlet for ikke at skade landets forhold til Saudi-Arabien. Altså intet mindre end næstformanden for kommissionen. I øvrigt sammen med to andre kommissionsmedlemmer Bob Kerrey og John Lehman, der var med i undersøgelserne af terroraktionen. For hvordan kunne en samling kjortelklædte terrorister bosat i bjergene mellem Afghanistan og Pakistan være i stand til finansielt at løfte en så enorm opgave, det er at udmanøvrere en supermagt og gennemføre det mest spektakulære terrorangreb nogensinde? Og så midt i hjertet af USA. Hvis ikke de havde fået hjælp fra rige personer i Mellemøsten.
Saudi-Arabien benægter alt. De opfordrer ovenikøbet amerikanerne til at offentliggøre de 28 sider, så »man en gang for alle kan få slået fast, at Saudi-Arabien ikke står bag terroraktionen«. Og saudiaraberne støttes af et foreløbigt faktum. Der findes ingen rygende pistol, der binder det hele sammen. Kun gisninger og formodninger og halve rygter. De er til gengæld yderst vedholdende og næret af, at selv præsident Barack Obama, som under sin valgkamp i 2008 lovede at kigge det her nærmere igennem, stadig ikke har truffet en beslutning om at få åbnet det hemmelige kapitel for offentligheden. Den må så se passivt til, at flere kongresmedlemmer har fået lov til at læse teksten og efterfølgende er »rystede« over oplysningerne.
Rocky Mountain’s Alcatraz
Og så er der den 20. kaprer. Zacarias Moussaoui, der afsoner en livstidsdom for terror i et af de mest sikre fængsler i USA – i Florence i Colorado. Rocky Mountains Alcatraz, som det hedder. Det er stedet, hvor man placerer en som Moussaoui, som anses for at være en af verdens farligste terrorister. Han har besluttet sig for at tale ud om sin viden om Saudi-Arabien og 11. september. Og normalt ville man affærdige en mand som ham, som ud over at have helt klare interesser i at tale nu for at få nedsat sin dom også har fængselspsykologers ord for, at han har en psykisk sygdom. Men Moussaouis udtalelser for nylig har været så sammenhængene og så detaljerede, at det har rystet store dele af USA. Hans forklaringer flugter nemlig med det, mange amerikanere selv tænker: At de aldrig har fået sandheden om Saudi-Arabiens involvering og især en forklaring på, hvorfor USA holder hånden over den olierige stat – udover at landet har olie, som USA ikke længere er afhængig af.
For amerikanerne får tudet ørerne fulde af Saudi-Arabiens dobbeltrolle i Mellemøsten, hvor olierigdommene bliver brugt til at finansiere terroren, der også rammer Vesten og dermed USA. Ganske vist er der ingen beviser for, at kongehuset betaler gildet for Islamisk Stat i Syrien og i Irak. Men pengestærke bagmænd i Saudi-Arabien er under konstant mistanke for at poste penge ind i terror, og tilsyneladende gøres der intet for at standse det.
Læs kommissionsrapporten om optakten til 9/11 her.
Den 20. kaprers fortælling: I 1998 og 1999 stod han, Moussaoui, for al-Qaedas indsamling af penge og lavede en digital database over donorerne til Osama bin Ladens organisation. Terrorlederen ville som alle andre gode folk med talent for organisation have styr på, hvem der betalte til ham. Ifølge denne database stod fremtrædende indbetalere som prins Bandar bin Sultan, som i mange år var Saudi-Arabiens ambassadør i USA, prins Turki al-Faisal, som var efterretningschef i oliestaten og prins al-Waleed bin Talal, som er en excentrisk milliardær samt en lang række af Saudi-Arabiens fremtrædende religiøse overhoveder.
Dertil kom, at Moussaoui detaljeret kunne fortælle om en plan om at skyde præsidentens fly, Air Force One, ned med den daværende præsident Bill Clinton om bord – en plan som ifølge ham blev udarbejdet i et tæt samarbejde med en person, der tilhørte den religiøse afdeling på den saudiarabiske ambassade i Washington D. C.
Advokat ønsker sag genoptaget
Dette vidneudsagn fra en livstidsfange ville formentlig ikke betyde ret meget, hvis ikke der også andre steder var begyndt at blive lagt et pres på den amerikanske regering for at frigive alle informationer vedrørende undersøgelserne af, om Saudi-Arabien på en eller anden måde har været med til at finansiere terroraktionen. Derfor har en retssag i New York, som har stået i stampe siden 2002, fået fornyet kraft. Den advokat, der ledede afhøringen af Moussaoui på vegne af 300 pårørende til ofrene for terroraktionerne, Sean P. Carter, leverede i mandags en udskrift med livstidsfangens erklæringer og bad om at få sagen genoptaget.
»Der er gradvist ved at blive bygget en meget stærk sag op. Jeg blev overbevist af Moussaouis meget detaljerede og dybtgående gennemgang af det, han ved,« sagde Carter ikke uventet, da han samtidig er advokat for de 300 familier, der forgæves har forsøgt at rejse en milliard-erstatningssag ved domstolen i New York.
Carter støtter sig foreløbig også til de tre tidligere kommissionsmedlemmer, hvoraf både Bob Graham og Bob Kerrey klart har sagt, at der skal flere undersøgelser til.
»Jeg er overbevist om, at der var en direkte linje mellem nogle af terroristerne, som udførte aktionerne den 11. september, og så den saudiarabiske regering,« skrev Graham for nylig og forlangede de 28 sider offentliggjort. Også Kerrey siger, at påstandene om, at der i rapporten ikke findes skyggen af bevis for, at den saudiarabiske regering ikke på en eller anden måde var involveret, »er ukorrekt«: Hvis man ser bort fra de 28 sider, som kun et par hundrede personer kender indholdet af, så er det korrekt, at det i andre rapporter er fastslået, at man ikke kan bevise, at bin Laden og terrororganisationen al-Qaeda blev finansieret af Saudi-Arabien. Men det har senere i en anden rapport været fastslået, at det heller »ikke kan afvises, at religiøse institutioner direkte eller indirekte har sendt penge videre«, som det hedder i en opfølgning på rapporten. Men igen – siger flere topadvokater – ingen ved, hvad der står i de manglende 28 sider, og derfor er spørgsmålet helt ubesvaret.
Pengestrømmen skal kappes
Presset på præsident Barack Obama er derfor stigende, og Det Hvide Hus sagde i denne uge, at de genovervejer sagen, og at Obama vil tage stilling til det. Hvornår vides ikke.
Men sagen er blevet meget større, også fordi den konstant bliver omtalt i de amerikanske medier og knyttet sammen med den nuværende krig mod Islamisk Stat. Amerikanerne mener ikke nødvendigvis, at kernen i det saudiarabiske kongehus står bag finansieringen af terrororganisationer. Men de tror fuldt og fast på, at ledende medlemmer af kongehuset og andre rige personer privat gennem religiøse velgørenhedsinstitutioner sender penge videre, som ender i de forkerte lommer.
»Hvis vi stopper disse pengetransaktioner og får stillet de ansvarlige til regnskab, så vil det også stoppe finansieringen af den nuværnde terror,« siger William Doyle til the New York Times.
Doylas søn blev dræbt i World Trade Center, da de to fly fløj ind i de to tårne. Han taler på vegne af de pårørende, som har fået støtte fra tusinder af andre amerikanere – især efter Islamisk Stat har henrettet flere amerikanske statsborgere.
Og der er daglige rapporter om, at lande som Qatar, Saudi-Arabien og Kuwait i årevis har sendt penge til organisationer, som har levet af terror. Og det går helt tilbage til 1980erne og 1990erne, hvor pengene gik til muslimske grupper i Afghanistan, Bosnien og andre steder. Mange af disse grupper udviklede sig senere til rene terrororganisationer som f.eks. al-Qaeda. De fleste iagttagere af Mellemøsten siger, at det fortsætter i dag. Ganske vist mener Obama-administrationen, at f.eks. Saudi-Arabien er blevet mere »opmærksomme på pengestrømmene«, men man kan dog stadig ikke se, at nogle af de rige Golf-nationer for alvor sætter ind for at få bremset mængden af penge til organisationer i området.
»Jeg tvivler dog på, at højtstående saudiarabere støtter terror. I hvert fald sender de ikke penge i den retning og har ikke gjort det siden midten af 1990erne, hvor man blev mere opmærksom på, hvad det var, man støttede,« siger den tidligere amerikanske ambassadør i Saudi-Arabien, Charles W. Freeman, til amerikanske medier. Så han afviser, at medlemmer af kongehuset i dag støtter disse organisationer.
Til gengæld er mistanken om saudiarabisk dobbeltspil stadig til stede i USA. Og de 28 sider er en del af myten om, at Saudi-Arabien stod bag 11. september i et meget kompliceret spil, der måske ikke skulle ramme USA, men som skulle tjene til at opretholde en intern magtbalance mellem de egentlige herskere og landets religiøse ledere.
Men om de 28 sider bliver offentliggjort i nær fremtid, er stadig til diskussion.
»Det er en løbende proces, hvor vi vurderer den nationale sikkerhed,« som talsmanden for Det Nationale Sikkerhedsråd Edward C. Price siger.
