Religion er en privatsag, men selv en privat tro har behov for ritualer, der markerer livets store begivenheder. Det gælder eksempelvis ved bryllupper.
Imamer herhjemme opfører sig imidlertid som de rene patriarker, for de vil først vie danskere, når parret praktiserer samme religion. Eller det vil sige, når en muslimsk kvinde vil vies med en ikke-muslimsk mand. Den anden vej rundt hersker der ifølge de gode patriarkalske imamer særregler, der gør det lettere for muslimske mænd at blive gift med en ikke-muslimsk kvinde.
Selv om det ikke er religionen, der har været afgørende for den muslimske kvindes kærlighed, tages den gerne som gidsel, indtil hendes ikke-muslimske partner giver efter og konverterer – hvis de altså gerne vil vies rituelt. Imamerne herhjemme har altså forvekslet religionsforkyndelse med opretholdelse af patriarkatet, når der gælder forskellige regler for kvindelige og mandlige muslimer, og deres frihed til at indgå i et ægteskab med en, der ikke deler samme religiøse overbevisning.
Læs også: Den nødvendige reform
Det er et elendigt svigt af islam og af danske muslimer, som har behov for en religion, der ikke strider imod et liv, hvor forskellige kulturer og religioner sagtens kan leve under samme tag. Et budskab, imamerne ellers plæderer stærkt for.
Men hvor bliver dette budskab af i praksis, når imamerne nægter at vie tværreligiøse par, velvidende at dette er vejen frem mod et samfund, hvor religionerne kan leve side om side med hinanden?
Det er ikke kun kønsdiskriminerende og hører en patriarkalsk tid til, hvor manden var overhovedet og ansås som den bedst egnede til være ansvarlig for religionsformidlingen. Det er også i strid med, hvad islam bebuder, for ifølge islam er alle mennesker uden undtagelse født som muslimer. Derfor er det underordnet, hvorvidt kun den ene eller begge forældre er muslimer, for barnet fødes som muslim og kan med rette opdrages i den islamiske tro – selv uden en muslimsk far.
Imamerne er på på denne måde med til at opretholde et skel mellem det at være dansk og det at være muslim, når de ikke formår at tænke ud af moskéen og se på, hvad et multireligiøst og multikulturelt samfund kræver af dem og deres formidling af islam.
Kravet fra imamers side om, at en mand skal konvertere, før en vielse er mulig, er ude af takt med samtiden og med islam. Imamerne bør tage ved lære af den danske folkekirke, der både tillader kvinder at videreformidle kristendommen og tillader ægteskaber på tværs af religion og kulturer, så længe den ene er medlem af folkekirken.
Læs også: Dansk kvinde vil reformere Islam: Åbner moské med kvindelige imamer
På samme måde burde det forholde sig med danske muslimers mulighed for at blive viet med en ikke-muslim. Det vedkommer ikke imamen, hvad begge partnere tror på, så længe den ene vedkender sig islam. For ingen religion og ingen mennesker er hævet over hinanden, og da slet ikke imamerne.
Det vil derfor klæde imamerne at iføre sig lidt ydmyghed, før de gør sig til Gud og bestemmer, hvorvidt en tværreligiøs kærlighed er legitim at forkynde.