Retten i Nykøbing Falster havde slået to retssale sammen, og de var godt fyldt op af pressefolk og pårørende, da sagen om kæntringsulykken på Præstø Fjord i går gik i gang.
»Jeg vil gerne høre, hvad der er foregået. Det ved vi jo ikke. Lasse kan jo ikke tale,« sagde en tydeligt rørt Dan Bernhard Jensen efter retsmødet, hvor en DR-journalist ville vide, hvorfor han som far til et af de hårdt ramte ofre var mødt op i Retten i Nykøbing Falster.
Lundby Efterskole og skolens 57-årige forstander er tiltalt for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse, efter at en af skolens dragebåde kæntrede med 13 elever og to lærere i det kolde vand på Præstø Fjord i februar 2011.
Kæntringen kostede den ene lærer livet, mens syv elever fik hjertestop. De blev genoplivet, men har alle fået varige mén.
Nedkølet til 16 grader
Det retslige efterspil har været næsten to år undervejs, og der blev ikke kastet ret meget nyt lys på sagen på førstedagen, hvor forsvareren for de tiltalte, advokat Peter Giersing, lagde ud med at konstatere, at hans klienter nægter sig skyldige i anklagerne mod dem.
Under sin forelæggelse læste anklageren, Michael Boolsen, derefter op fra en række lægelige erklæringer. Flere elever blev indlagt med kropstemperaturer ned til 16 grader, og det fremgik, at flere aldrig kommer sig fuldstændig over ulykken. En af de hårdest ramte er Dan Bernhard Jensens søn, der fortsat ikke kan fortælle sine forældre om ulykken.
Michael Boolsen erkendte, at det efter alt at dømme var den nu afdøde friluftslærer, der tog initiativ til sejlturen. Alligevel fastholder han, at ledelsen bør holdes ansvarlig.
»Det er anklagemyndighedens påstand, at forstanderen og skolen er at anse som redere for dragebåden,« sagde han, og fremhævede blandt andet, at der ikke var andet redningsudstyr end svømmeveste og en øse med i båden.
Mere ønskede han ikke at uddybe det store og meget principielle spørgsmål om strafansvaret.
Resten af retsmødet refererede anklageren i vid udstrækning til en rapport fra Den Maritime Havarikommission.
Fuldstændig som rapporten fremhævede han, at de blå svømmeveste, som eleverne bar under sejladsen, var mindre sikre end redningsveste, der kunne have holdt elevernes hoveder over vandet, da de mistede bevidstheden.
Forsvarer Peter Giersing forholdt sig ikke til forskellen på de to typer af veste, men havde en kort kommentar til anklagerne om mangelfuldt sikkerhedsudstyr:
»Det er forsvarets opfattelse, at der faktisk ikke skal være andet end det, der var.«
Elever skal vidne
Hele formiddagen var de fleste blikke rettet mod jorden. To mennesker på vej mod et andet retslokale talte højlydt, men ellers hævede ganske få stemmerne.
Hovedparten af de fremlagte oplysninger var allerede kendt, men måske bliver retten og forældrene alligevel klogere, inden domsafsigelsen, der efter planen finder sted 1. februar. Anklageren har blandt andet valgt at indkalde ti af de 13 elever som vidner.
»Spørgsmålet om, hvordan det blev besluttet at tage ud at sejle er jo ikke 100 procent klarlagt,« sagde han og forklarede, at han også vil spørge eleverne til deres svømmefærdigheder og om, hvordan de oplevede selve turen og redningsaktionen.
Forstanderen, viceforstanderen og flere af skolens lærere skal også vidne.
Dan Bernhard Jensen glæder sig til at få et punktum. Og måske et svar:
»Jeg stiller stadig mig selv spørgsmålet, hvorfor man er taget ud?«