De næste dage er kritiske for hollandsk prins
Jo længere tid der går, før den hollandske prins vågner fra sit koma, jo dårligere er hans overlevelseschancer, udtaler neurolog.
Jo længere tid der går, før den hollandske prins vågner fra sit koma, jo dårligere er hans overlevelseschancer, udtaler neurolog.
Hvis den hollandske prins Johan Friso, som fredag blev begravet i en lavine i Østrig, ikke vågner op i løbet af de næste tre til fire dage, bliver situationen kritisk og hans overlevelseschancer betydeligt dårligere.
Det udtaler neurolog Michael Kuiper til den hollandske tv-kanal Niuwsuur.
Den 43-årige prins ligger i øjeblikket i kunstigt koma på intensivafdelingen på et hospital i Innsbruck, hvor hans krop skal varmes langsomt op, mens medicineringen af ham nedtrappes, og man forsøger at få ham til at vågne.
- Jo længere det varer, jo værre er det, udtaler neurologen ifølge nos.nl.
Prinsen var på skiferie i Lech sammen med sin familie og stod på ski offpiste, da han blev ramt af lavinen. Han var begravet i sneen i omkring 20 minutter, før han blev fundet via sin lavinebipper. På det tidspunkt var hans krop stærkt nedkølet, og han blev genoplivet på stedet og fløjet til universitetshospitalet i Innsbruck.
Den hollandske kongefamilie tager på skiferie i Østrig hvert år. Dronning Beatrix, kronprins Willem-Alexander og kronprinsesse Maxima samt prinsens hustru, prinsesse Mabel, besøgte hospitalet lørdag.