Vejen er som en lineal. Golde, stenede marker så langt øjet rækker. Vores chauffør nikker.

Vi er på vejen til helvede.

»The Road to Hell,« gentager han. Og rykker lidt tilbage i sædet.

Sort røg stiger op, en skudsalve lyder, pulsen stiger. Vi fortsætter ad den lige landevej, men mødes snart af en spærring og soldater, vender om og svinger i stedet til venstre ad en smal sidevej, fortsætter rundt om et par høje i det nu bakkede landskab. Den sorte, tunge Volvo danser på underlaget, som nu er sten og grus.

Chaufføren vender sig om:

»Vi er 500 meter fra grænsen nu,« siger han og peger ud af vinduet.

Vi ser nu ind i Kobane, den syriske by, hvor terrorbevægelsen Islamisk Stat, kendt for halshugninger og voldtægter, huserer og har drevet byens kurdiske indbyggere på flugt. Vi kommer ikke tættere på.

»Det er for farligt,« siger SN.

Han er syrisk ingeniør og har fundet en midlertidig levevej som manden, der kan bringe dig tæt på menneskeliggørelsen af helvede. Han, som selv er flygtning og ikke ønsker sit navn i avisen, peger på de tyrkiske tanks, der holder ca. 100 meter fra os. Kanonerne peger mod Kobane.

Vi er i det sydøstlige Tyrkiet på grænsen til Syrien. Kobane, der lige nu har verdens øjne rettet mod sig, ligger på den anden side af grænsen. Borgerkrigen i Syrien har hærget siden 2011 og kostet op mod 200.000 mennesker livet.

Ca. 6,5 mio. mennesker er på flugt internt i Syrien. 2,5 mio. mænd, kvinder, unge, gamle, børn er flygtet ud af landet. Mere end en million mennesker har krydset grænsen til Tyrkiet siden 2011, hvor oprøret mod præsident al-Assad begyndte.

Men de stopper ikke der.

De banker på døren for at få hjælp. Også i Danmark mere end 4.000 kilometer væk. Og hvad gør vi ved det, spørger politikerne hinanden. Skal vi åbne vores hjem, skal vi bygge flere lejre eller kan vi sende problemet videre til andre? Hvad med Afrika?

Her på grænsen til Syrien er det ikke livets største bekymringer for syersken, landmanden og den højgravide kvinde. Her handler det først og fremmest om det mest basale for at leve: Mad, vand, ly og varme.

Men bliver man ved med at spørge til drømme, som rækker udover de endeløse rækker af grå telte, så handler det faktisk for de flestes vedkommende bare om at få lov til at vende hjem til Kobane, til Syrien. Blot enkelte taler om Vesten, om Danmark.

Det er måske heller ikke så mærkeligt. For de flygtninge, vi møder lige her, har kun været i Tyrkiet i få uger. De kan stadig se deres hjem fra bakken ved grænsen, hvor der udsigt til kampene i Kobane.

For få uger siden var de en del af den seneste bølge af flygtninge. Ca. 130.000 kom over den tyrkiske grænse på 48 timer, da Islamisk Stat indtog Kobane, der i dag er som en spøgelsesby, tømt for civile.

Nu bor tusindvis af dem i flygtningelejre, på byggepladser, i tomme butikslokaler, på lossepladser, i nedlagte moskeer eller landsbyhytter uden vand og el i udkanten af grænsebyen Suruc. Men der også dem, som man reelt ikke aner, hvor er i dag.

Andre landsmænd sidder strandet andre steder i Tyrkiet og nabolande i flere år. I runde tal har seks procent af de syriske flygtninge, der er kommet ud af landet, søgt lykken i Europa.

Syrien, der ligger omkranset af Tyrkiet i nord, Irak mod øst, Jordan mod syd og Israel, Libanon mod vest, blev en uafhængig stat i 1941. Siden et militærkup i 1970 har al-Assad-familien med hård hånd styret landet med de 22,4 mio. indbyggere.

Den nuværende præsident, 49-årige Bashar al-Assad, overtog posten i 2000, da hans far døde, men nu er der opløsning. Oprøret mod regimet begyndte i januar 2011. I dag slås flere forskellige oprørsgrupper mod præsidentens tropper.

Og senest er dele af landet blevet erobret af en ny part i konflikten, den berygtede terrorgruppe Islamisk Stat (IS). IS kæmper for oprettelsen af et kalifat, et land, hvor der leves efter strenge muslimske regler.

De første syrere flygtede altså fra præsident Bashar al-Assads regime, der ifølge oprørsgrupper og Vesten står bag massedrab på civile, mens de seneste flygter fra en hidtil uset brutal terrorbevægelse.

Men tingene hænger sammen, mener terrorekspert Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier:

»Konflikten mellem præsidenten og de syriske oprørsgrupper er kommet til at stå i skyggen for krigen mod Islamisk Stat. Man kan sige, at Islamisk Stat udnytter situationen i Syrien, og at præsident al-Assad på den anden side udnytter det internationale fokus på Islamisk Stat til at sønderbombe sin egen befolkning andre steder i landet. Det er ret ulækkert, men det er, hvad vi ser. Og det betyder, at flere mennesker end tidligere er blevet drevet på flugt,« siger han.

Lars Erslev Andersen mener, at Islamisk Stat er »mere potent end for eksempel al-Qaeda nogensinde har været«. Og gruppen, der udover at være et terrororganisation også er en oprørshær, har dokumenteret, at der er god grund til at flygte, også hvis man er civil. De sortklædte krigere har bl.a. kidnappet og tortureret børn, skudt tilfældige civile, halshugget mennesker og leget med deres hoveder bagefter. Det er med til at iscenesætte gruppen som kompromisløs, hvilket har tiltrukket sympatisører fra regionen, men også fra den vestlige verden, herunder Danmark, som deler ønsket om oprettelsen af et kalifat. De, som ikke gør eller har en anden religion, bliver mejet ned.

Her på grænsen til Syrien møder vi flygtninge, der blot er et fåtal af de mere end 51 millioner mennesker, der verden over er på flugt. Ikke siden 2. verdenskrig har man ifølge FN set lignende tal.

»Arin Mirkan« hedder teltlejren, der ligger ca. otte kilometer fra den syriske grænse. Lejren er nu hjem for nogle af de ca. 130.000 flygtninge, der kommer fra Kobane.

520 telte står på rad og række. I gennemsnit sover der 6,2 personer i hvert telt, men i nogle op til ti personer. 3.000 mennesker lever her i lejren, der er opkaldt efter den syrisk-kurdiske kvinde, Arin Mirkan, som kæmpede mod Islamisk Stat. Arin Mirkans liv sluttede, da hun i kampen for Kobane udløste bomben, hun havde spændt om livet.

Lejren har netop fået festivaltoiletter, men på den anden side af hegnet er stadig de huller, der har fungeret – og som stadig gør det – som massetoiletter.

Det er især ældre mænd, kvinder og børn, som udgør beboerne i Arin Mirkan. Mændene kæmper på den anden side af grænsen. Mange har mistet en søn, en bror eller en fætter. Hvis ikke man selv har mistet, kender man en, som har.

De tog flugten, da »døden bankede på døren«, som en ældre kvinde i en teltåbning formulerer det, hvorefter de greb deres børn og løb eller startede bilen og trykkede speederen i bund. Hendes beretning om den pludselige flugt ligner alle andres.