Magten tynger. Det kan være en særdeles dyr omgang, når et politisk parti påtager sig ansvaret for den evigt skiftende udvikling, stiller sig på mål for upopulære beslutninger og træffer valg mellem ubehagelige alternativer. Ikke desto mindre, er det den virkelighed, som vores politikere er valgt til at håndtere. Vi vælger dem i tiltro til, at de kan bære ansvaret.

Alligevel skyller en ny tendens til politisk ansvarsfornægtelse ind over Europas kyster. En stadigt større andel af vores folkevalgte politikere indtager sæderne i de demokratiske forsamlinger, uden intention om at påtage sig den udøvende magt. Som en slags anden »levende døde« sidder de i de folkevalgte organer og spreder populistisk død og ødelæggelse.

I Italien har vi set Femstjernebevægelsen med komikeren Beppe Grillo, som gør en dyd ud af at holde sig ude af politiske aftaler. Og i Spanien har de succesfulde socialister i partiet Podemos nægtet at gå i regering, hvilket betyder at der nu skal være omvalg i sangriaens hjemland 24. juni.

I et tilsvarende scenario herhjemme har Dansk Folkeparti, som det suverænt største parti i blå blok, undslået sig regeringsmagten. Vi har med andre ord fået en ny type af ansvarsfornægtende politiske partier, som ikke stiller op og vinder vælgere for at opnå magten. Tværtimod begår disse partier gerne alverdens krumspring for at undgå magtens åg.

I virkeligheden har Dansk Folkepart og Podemos valgt en strategi om at vinde flere vælgere ved at undgå det tyngende ansvar. Den vælgermæssige risiko ved regeringsmagten er for høj.

Men det er jo ikke uden demokratiske og politiske konsekvenser, hvis man får stadigt større grupperinger, som ikke har den fornødne modenhed til at indgå i regeringer eller optræde som parlamentariske støtter. Det vil for det første skabe en generation af politikere, der råber højt om egne mærkesager og stiller gratis forslag, der kun kan realiseres på Månen. Og det uden at de nogensinde bliver stillet til ansvar. For det andet, vil det også blive sværere at opnå solide flertal og sikre en langtidsholdbar politik på grund af de evigt skiftende vinde. Og for det tredje bliver det sværere at danne regering, som vi netop har set i Spanien.

Vi kan altså med andre ord være ved at skabe et omskifteligt og usikkert politisk landskab, hvor fortidens kontinuitet, faste forligskredse og stabile samarbejdsrelationer udskiftes med jævne politiske jordskælv. I den evige jagt på at tækkes den refleksive og moderne ’swing-voter’, som aldrig kaster sit anker, risikerer man faktisk at gøre vælgerne endnu mere skrupforvirrede med zig-zag-kurs, reformdiskussioner og med et endnu mere porøst politisk system end det, vi har i dag.

Som den amerikanske community organizer, Michael Gecan, engang skrev: »Uden magt kan du kun være en underdanig aspirant, en slave, et offer, eller en håbefuld drømmer, som snart begynder at klynke.«

Det kan lokke at nægte sig regeringsmagten, nægte at udpege en statsministerkandidat og nægte at deltage i de upopulære beslutninger, men partiernes evne til at modstå denne populistiske fristelse bliver afgørende for de europæiske demokratier.