Når vinden blæser fra Sahara, regner det med sand i Valletta på Malta, og et fint lag støvet mudder lægger sig overalt på bilerne og markiserne, som skal beskytte turisterne på caféerne langs med havnepromenaden i turistbyen. Og når europæiske lande som Danmark forbyder spilvirksomhed for at beskytte deres statsdrevne monopoler, regner det med euro over et andet EU-medlem, den lille katolske østat i Middelhavet, som med legalisering og regulering af den lukrative bookmaking-virksomhed indtil videre har tiltrukket omkring 100 forskellige online bookmakere, der har åbnet kontorer rundt omkring påøen, hvorfra de servicerer spillelystne europæere.

I flymagasinet om bord på maskinen fra Air Malta er en glittet helsidesannonce fra Maltas Lotteries & Gaming Authority. »Det europæiske forbindelsesled for fjernspil« reklamerer de for sig selv med slagordene »respekterede«, »ansvarlige« og »hurtige«. Spilområdet er de seneste otte år blevet en af øens store attraktioner på linje med korsriddere og sandstrande. Og man er stolt af den nyvundne respekt. Indtil videre har den maltesiske regering givet tilladelse til, at firmaer fra over 16 forskellige lande med navne som Unibet, Eurobet, Bet24 og Ladbrokes kan sælge ydelser inden for moneytainment til europæere.

Udover de oplagte fordele som et lavere skattetryk, billigere leveomkostninger og varmere klima, har hemmeligheden bag succesen været at regulere markedet stramt i stedet for at lave restriktioner. Og i dag er den strenge regulering blevet kvalitetsstemplet for Maltas succes som udbyder af online spil.

Og ifølge Maltas spille-ministerium er det ikke bare den konkurrencevenlige spille-skat, der tiltrækker de udenlandske bookmaking-firmaer, men netop den stærke regulering. Det er nemlig et sjældent syn, da spilvirksomhed mange steder er blevet udviklet i miljøer med fjendtlige lovgivninger. I det lys er Malta blevet et referencepunkt for dem, som vil drive deres virksomhed legalt.

Et af firmaerne er Unibet, som for 10 år siden blev startet af svenskeren Anders Ström. Han var god til at spille på heste, blev bedre til det, og en dag gjorde han sin egen passion for gambling til et online bookmaking-firma. I dag er der over 500 ansatte på kontorerne i Stockholm, London og på Malta, hvor der arbejder cirka 75 mennesker. Desuden er selskabet noteret på Stockholm Børs, er blandt de ti største online bookmakere i verden og det største på det skandinaviske marked.

Men selv om firmaerne betaler skat som alle andre, er de ikke velkomne på dansk jord. Staten holder nemlig fortsat på, at der skal være monopol, så Danske Spil er de eneste, der lovligt kan operere i Danmark. Det førte til, at det engelske bookmaking-firma, LadBrokes, lagde sag an mod Skatteministeriet, som blev frifundet i 2006. Nu har de så anket sagen til Højesteret, og den ventes at komme for retten i 2008. Indtil den sag bliver afgjort, kan man ikke komme i gang med en anden sag om ulovlig annoncering, som staten har anlagt mod Ekstra Bladet og Tips Bladet. Men det er heller ikke småpenge, der er på spil. I Danmark får staten årlig over 2,5 milliarder i kassen fra afgifter på spil, og derfor vil man gå langt for at holde de fremmede bookmaker-fingre af fadet.

På femte og sjette etage i et betonbyggeri, ikke langt fra vandet, holder Unibet til. I højhuset er også et center med tøjforretninger og grillbarer, og det er er her, at unge fra mange europæiske lande kommer til for at arbejde i en periode. Gennemsnitsalderen er i starten af 20erne, og rundt omkring på skrivebordene står flasker med kildevand, kaffekopper, håndtasker og poser med slik.

Udenfor støvregner det, og vinden fra Afrika gør varmen trykkende, selv om det endnu kun er forår. Det åbne kontorlandskab er indrettet med det, som Douglas Coupland i starten af 1990erne kaldte fedekalvebåse, da han i »Generation X« beskrev nå-generationens såkaldte McJobs. De små båse er bygget op af mørkegrønne opslagstavler, og på væggene hersker en ubestemmelig laksefarvet nuance. Men man er også i gang med at finde nye lokaler et andet sted i byen.

Mens vi sidder her, tikker en e-mail ind fra et stort dansk dagblads annonceafdeling til firmaets danske landechef, Per Marxen. Om Unibet mon er interesseret i at indrykke en annonce i avisen?

»Det er tydeligt, at lovgivningen ikke er fulgt med udviklingen. Hvis vi får forbud mod at annoncere i danske medier, må vi jo se os om efter andre muligheder. F.eks. tv-stationer, der sender fra England, og så naturligvis de online-medier, som ikke opererer fra Danmark. Politikerne burde indse, at virkeligheden anno 2007 handler om en konkurrencesituation og ikke om beskyttelse af et monopol,« siger Per Marxen om den danske lov om tipsmidler fra 1949 og den påståede håndhævelse af et monopol.

»Den danske stat argumenterer med, at udenlandske spiludbydere ikke kan være med til at bekæmpe ludomani. Men der er ingen beviser for, at vi ikke kan gå ind i det arbejde, nøjagtigt som staten,« siger han.

I dag er her kun én dansker på arbejde, nemlig Mia på 20 år. Derudover er der et par hollændere, en svensker, og fra en nabobås bliver der svaret på fransk. I alt arbejder der folk fra 18 forskellige lande. På væggene hænger skilte, som man finder dem på kontorer over hele verden: »The customers are paying our salary«, »Greet clients with af smile« og »10 rules for being a good employee«.

På sit kontor sidder kontorets daglige leder, George Debrincat. Han er en fåmælt mand med stærk accent og en for stor skjorte. Han har boet på Malta hele sit liv.

»Det er en voksende industri, som vil fortsætte med at blomstre, og spilleindustrien spiller en stor rolle for den maltesiske økonomi,« forklarer George, som har været ansat hos Unibet i de seneste syv år.

»Det er nødvendigt med en lokal i organisationen, for der er en masse med hensyn til lovgivning, og jeg kender det lokale marked, systemet og hvordan kommunikationen fungerer,« siger han om landet, hvor turisme er det største erhverv, som beskæftiger rundt regnet 30.000 mennesker.

»Jeg betragter ikke mig selv som gambler, men jeg underholder da mig selv med spil. Det er underholdende, men man skal bare kende sine begrænsninger. Jeg spiller måske lidt poker engang imellem, men jeg gør det ikke for at blive rig,« siger han.

Senere dukker Martin op. Han er 23 år og fra Nivå og har været hos Unibet siden sidste år. Regnen falder nu tungere, og Mia og Martin er krøbet i ly på den lokale café, hvor vi prøver at tale gennem larmen fra den tårnhøje eurodisco og de hurtige scootere på gaden.

»At flytte til Malta er det bedste, jeg har gjort i mit liv. Når vi ikke er på arbejde, går vi ud og drikker sammen. Det er billigt at gå ud hernede. Jeg regner bestemt med at blive her i et par år endnu,« siger han og kigger vantro på Berlingske Tidendes udsendte, som aldrig har prøvet væddemål på nettet før.

Danmarks ny parti var knap én dag gammelt, før de første officielle odds for partiets fremtid kom på bordet. Hos Unibet giver de pengene 1,55 gange igen, hvis Ny Alliance får mere end fem mandater ved næste folketingsvalg. Under fem mandater står til odds 2,30. Der har også været væddemål om, hvilken dansk avis, der ville lukke som den næste, men de fleste væddemål handler om sport og især fodbold.

Sport er der alle steder, når man trasker rundt i Valletta. På barerne vises der fodbold fra den tyske Bundesliga, mens der serveres Erdinger Weissbier i literglas til de tyske turister og pints med Guinness til de engelske.

Bookmaking hører ikke længere hjemme i baglokalerne, men er ude i det fri på internettets ubegrænsede brugerflade, som landegrænser ikke kan stille noget op med. Spillene er alle steder, og der er reklamer for spiludbyderne på stort set alle kabel-tv-kanalerne og i de fleste aviser herhjemme. Men lovligt er det ikke og dem, som vil tjene penge på den voksende industri lever som pariaer.

En af de landsforviste danskere møder vi en aften på en lokal restaurant ved havnepromenaden. Jens arbejder for BetXpert, som er et website, der daglig kommer med spilleforslag. Han er en bleg fyr med posede bukser og kasket over hestehalen, som drikker den lokale øl og er ekspert i svenske sportsgrene og fransk fodbold. I to år har han villet væk, men hvert år, når sommeren kommer og turisterne begynder at vende tilbage, skifter han mening og bliver alligevel.

»Øen er på størrelse med Als, og her bor 400.000 mennesker. Det eneste at komme herned efter er vandet, så her er ikke så sjovt om sommeren. Når der ikke er andet at lave, drikker man i stedet og går lidt for meget i byen. Højdepunktet i år bliver, når Bryan Adams kommer og spiller senere på sommeren. Det siger ligesom alt,« siger han lakonisk.

Han har dog ikke helt ret. I april var den Danske Kongelige Danske Ballet på besøg og gav et par forestillinger. Så noget sker der.

»Jeg er landsforvist på grund af den danske lovgivning, som gør, at vi ikke må operere på dansk jord,« siger han.

Senere på aftenen møder vi ham oppe i Paceville, som, når det udtales, lyder som Partyville og kun kaldes sådan af de lokale. Det er Martin og Mia, som fører an i dette område, som får Jomfru Ane Gade og Løkken om sommeren til at ligne et missionshus. Eurodiscoen banker ud fra barerne og lokale piger i diminutive lårkorte og blege engelske mænd drikker Vodka Redbull shots og de lokale øl. På hjørnet ligger en Burger King, og der er gigantiske Carlsberg-skilte og taxachauffører, man bliver advaret imod, fordi de altid prøver at snyde turisterne.

I vinduet til en bar står et digitalur, som tæller ned til euroens indførelse i 2008.

Mia fortæller, at hun ikke er så meget for de maltesiske mænd. De er så overbeskyttende, siger hun og kan ikke forstå, at danske piger vil være kærester med dem eller endda gifte sig med dem, som to danske kvinder hos Unibet har gjort det.

»Malteserne er heller ikke så begejstrede for udlændinge, fordi de kommer og tager en masse af arbejdet. Ikke bare i spilindustrien, men også i andre brancher,« fortæller hun, da vi et par timer tidligere sad på Tex Mex og spiste T-bone steak og så Juventus spille mod et hold i den italienske serie B. Baren var ved at blive fyldt godt op med lokale på vej ud på en fredag aften i byen.

Der er en stemning af uden for sæsonen som i en sang af Johnny Madsen. Ægtepar på efterløn sidder i tosomhed med deres Rioja-vine og ravioli-retter og har sagt det til hinanden, som skulle siges. Derfor er de nu tavse og kigger i stedet skråt forbi hinanden ud mod bugten. I deres universelle uniform af khakifarver, guldure og permanentkrøller er det ikke til at se, om de er fra England, Tyskland, Danmark eller andre europæiske lande. Længere ude på spidsen af øen har Dansk Folkeferie sit Mellieha Holiday Centre, men den lokale Marks & Spencer indikerer, at englænderne er overrepræsenteret.

Jan er teamleder for 17 af servicemedarbejderne hos Unibet. Det er hans opgave at overvåge medarbejderne, så servicen holdes oppe. Han boede i forvejen påøen, da han for seks år siden så et stillingsopslag. I dag er han 44 år og bor alene i en lejlighed.

»Dengang havde jeg et opkald om ugen, men så startede hele balladen med det danske spillemonopol, og så begyndte telefonerne at kime, og jeg var fortsat den eneste dansker. Men det var sjovt at være med fra begyndelsen,« siger han og undskylder, at han, som han siger, har svært ved at finde de danske ord.

Efterhånden er han også begyndt at drømme på engelsk.

»Første gang, jeg kom hertil, var på en ferie i 1992, og enten kan man lide det, eller også kan man ikke. Og wow, jeg var vild med det. Det var virkelig fedt. Og da jeg kom hjem, ville jeg herned igen, og så besluttede jeg mig for at flytte herned.«

I en del år arbejdede han i øens eneste pladeforretning.

»Jeg tager ikke hjem foreløbig, for nu har jeg vænnet mig til livsstilen hernede. Den er anderledes og mere afslappet. Om sommeren synes jeg dog efterhånden, at det er lidt for varmt. Men det er det der med bare at slappe af og tage det stille og roligt. Derhjemme tog man hjem, sad i sin boks og ventede på at skulle på arbejde igen, mens man her er ude og møder mennesker og er i kontakt med folk,« siger han.

Selv er han dog blevet for gammel til at dyrke det vilde liv i Partyville.

»Det handler jo bare om druk og at hælde så meget i sig på den korteste tid og blive så fuld på den korteste tid. Jeg kan slet ikke lide virkningen af at være fuld. Men det er noget med de unge, sådan var jeg jo også i den alder.

Når jeg sammenligner med Danmark er Malta meget bagud. Serviceniveauet er meget lavt hernede. Man kan gå ind i en forretning og blive totalt ignoreret. De kender slet ikke ordet service. Det kommer nok til at tage nogle år. Det er som om, at de er blevet tvunget til at arbejde. Der er ikke noget smil eller øjenkontakt. Det kunne de godt lære. Jeg har sommetider tænkt, at man skulle åbne en serviceskole, så skulle jeg nok vise dem, hvordan man servicerer. Vi er også lidt reserveret. De er sgu søde og rare, et venligt folkefærd. Jeg har aldrig selv været en spillefugl eller interesseret mig for sport. Jeg får det tilfredsstillet i mit arbejde. De er heller ikke klar over, hvordan deres eget land ser ud. Når man ser sig rundt omkring, ser her forfærdeligt ud, og de værdsætter det slet ikke. Der ligger skidt rundt omkring, men de er ligeglade. Jeg faldt for, at der er sol og sommer, ikk? Vi ved jo, hvordan sommeren kan være i Danmark og de lange vintre, du ved. Mange kommer herned og er her i to-tre måneder og tager af sted igen. Jeg bliver hernede, til jeg er træt af larmen og støjen. Jeg savner roen og det grønne hjemmefra. Men jeg har det godt. Jeg har købt en lejlighed og det er en god investering. Jeg er helt ene og alene, men det er også ok. Malteserne har en del til fælles med danskerne. Vi kan jo også godt lide at hygge. Så der er ikke noget dér,« siger han. n