Det meste af den danske kongefamilie er på plads på det olympiske stadion i London, når OL officielt åbnes fredag aften. Regentparret, kronprinsparret og prinsesse Benedikte overværer åbningen, som begynder klokken 22 dansk tid. Her kommer de til at opleve et show, som folk, der har set generalprøven, beskriver som aldeles fantastisk.
Allerede klokken 17.15 skal dronning Margrethe og prins Henrik i olympisk aktion. De deltager i åbningsreceptionen, som dronning Elizabeth holder på Buckingham Palace.
Den kongelige familie vil være massivt til stede under hele OL. Kronprins Frederik vil som medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) opholde sig i London under legene, mens de øvrige kongelige kommer og går. Prins Joachim og prinsesse Marie kommer også til den britiske hovedstad i løbet af de godt 14 dage, som OL varer. Alle de kongelige kommer til at bo på kongeskibet Dannebrog, der ligger til kaj i London i hele perioden.
Kongeskibet kommer også til at danne rammen om flere receptioner. Lørdag den 28. juli klokken 19 holder regentparret reception for erhvervslivet. I løbet af aftenen uddeles prins Henriks æresmedalje.
Mandag den 6. august klokken 18 er dronningen vært ved en reception for britiske og danske kulturpersoner og repræsentanter for kulturelle institutioner i Storbritannien på Dannebrog. Dagen efter er det de danske OL-deltagere, der inviteres til reception på kongeskibet.