Et solidt resultat på linje med forventningerne. Sådan betegner aktieanalytiker Jens Houe Thomsen fra Jyske Bank regnskabet for årets første ni måneder fra Carlsberg.
"De har vendt en negativ udvikling, og deres markedsandele er ved at komme op på det rigtige niveau igen," siger han.
Det ses især på det vigtige russiske marked, hvor den er steget fra 37,2 i slutningen af sidste år nu 38,9 procent - tæt på de 39 procent, som bryggeriet sad på i andet kvartal sidste år.
"De skal bruge penge i Asien," siger Jens Houe Thomsen og peger især på den andel af joint venture-selskabet Chongqing Xinghui Investment i Kina på 18 procent, der lige nu er til salg.
"Den skal Carlsberg kigge på," siger han.
Den helt store trækhest i regnskabet er bryggeriets klassiske mærker Carlsberg og det foryngede Tuborg. Blandt andet i forbindelse med sponsoratet af EURO 2012 steg salget af Carlsberg-mærket med 9 procent over de tre kvartaler på tværs af alle tre regioner, mens Tuborg-mærket voksede med 6 procent - blandt andet gennem et foryngelse af mærkets identitet og lanceringen af Tuborg i Kina i april og lanceringen af den nye 3G-Tuborg-flaske i Rusland og Indien.
Men der er også stigninger i markedsandele for koncernens øvrige mærker som Kronenbourg 1664, Grimbergen og Somersby. De fylder bare ifølge Jens Houe Thomsen ikke meget i det samlede billede.
Cideren Sommersby blev udbredt til 10 nye markeder i Europa og Asien, så den søde drik nu sælges på 22 markeder.
Samtidig blev den tunge, belgiske specialøl, Grimbergen, lanceret på 9 nye markeder i Europa og Asien, hvilket gav en stigning i salget på 50 procent.
Salget af Sommersby blev fordoblet i perioden.
