Foto: Søren Bidstrup

CHEYENNE

Det er en nøgle - ikke en knap - og hvis vi skal tænke det utænkelige, gøre det ugørlige, så bryder helvede løs. Cathy Barrington skal blot dreje nøglen 180 grader, det samme skal hendes kollega ved den anden pult, og apokalypsen bliver en realitet. Ude på den forblæste prærie, under en himmel så blå, som var den malet med farvekridt, vil en 110 ton tung beton-lem glide til side, og med en flamme i halen vil en Minuteman III-raket skyde til vejrs.

Den vil trække en hvid kondensstribe hen over himlen, op, op, op, og til sidst vil den forsvinde mod nordøst, og når den slår ned, vil verden stoppe brat i sin bane, og livet, som vi kender det, vil være forbi.

Der er almindelige job, der er ansvarsfulde job, og så er der Cathy Barringtons job.

Hvis man mødte hende i et indkøbscenter i Cheyenne, ville hun ligne så mange andre 25-årige. Hun ville være mere atletisk, udstråle en sjælden selvkontrol, og hendes bløde sydstatsaccent ville afsløre, at hun ikke er fra disse kanter, men hvis vi ser bort fra det, kunne hun være revisor, lærer eller noget helt tredje her i Wyomings hovedstad.

Men hendes karriere er alt andet end almindelig.

Tre eller fire gange om måneden lukker hun sin kuffert, koder den og bliver sammen med en partner enten kørt eller fløjet ud til en bungalow, der ligger ensomt og trodsigt midt i den mægtige prærietomhed. Sikkerhedsvagterne ved huset tjekker Cathy Barringtons papirer og lukker hende ind gennem indhegningen og ind i et stykke surrealistisk americana. Rundt om den ensomme bungalow finder vi en grill og en basketball-bane, indenfor er der en række køjerum, et fitnessrum, en stue med video og et fjernsyn, der som regel er tunet ind på en sportskanal, og i køkkenet regerer en kok med speciale i cheeseburgers, pommes frites, pizza og popcorn.

Cathy Barrington tager elevatoren 23 meter ned under jordens overflade og træder ud i et rum, hvor der hersker en uhyggelig stilhed og kulde. En armeret ståldør - bred som en bil - ruller til side, og hun og partneren indtager hver deres pult i det allerhelligste, i et kontrolrum på størrelse med en campingvogn og fyldt med blinkende lamper, summende computere og en aircondition, der er så larmende, at hun håber og beder til, at den ikke går i gang. Her, i en osteklokke under jorden, bag en stålarmeret dør og isoleret fra omverdenen, skal hun tilbringe de næste 24 timer.

Hun er den yderste post i USAs atomforsvar - kvinden med nøglen.

Siden 1959 - da USA udviklede det første missil, der kunne række hele vejen over havet og til Sovjet - har unge mennesker som Cathy Barrington siddet vagt i Cheyenne, og hovedstaden i denne selvudnævnte cowboy-stat har dermed huset et af de helt afgørende slag i Den Kolde Krig,

Ikke at man skulle tro det.

Når man kører over den ubeboede høje prærie, forbi jorde, der bliver stedse mere magre og sølle, og kommer hertil - er det svært at tro, at Cheyenne engang var stedet, den rigeste by mellem Chicago og San Francisco, en boomtown, hvor jernbane-baronerne og kvægkongerne byggede pragtpaladser, og hvor regeringen i 1867 oprettede et fort for at forsvare al den nyslåede rigdom. Men der er hverken nybyggerromantik eller koldkrigsdrama i luften i dag. Tværtimod er det et kedeligt og konservativt hjørne af USA - sådan vil beboerne have det - og den nye økonomi er kørt uden om byen. Sådan vil beboerne også have det.

Men fortet - det er her endnu. Det samme er staldene og mange af de gamle garnisonsbygninger, men i stedet for heste og kanoner og kavalerister huser de nu USAs største atommissilbase. Warren Air Force Base strækker sig over fire stater og 31.000 kvadratkilometer, et område, der er større end Belgien, og i nedgravede siloer finder vi 200 strategiske missiler - 50 Peacekeeper missiler og 150 Minuteman III missiler.

Ét Minuteman missil, det mindste af de to typer, har en slagkraft, der er 17 gange større end Hiroshima-bomben, og ikke uden grund kalder basen sig "den mest magtfulde kampenhed i verden". Og hvis man spørger sig for, så var det her, konfrontationen med kommunisterne blev afgjort. Den blev vundet 23 meter under jorden af Cathy Barringtons forgængere, der dag efter dag, nat efter nat, sad vagt og ventede på, at modparten skulle blinke først. Sovjet blev som bekendt nedstirret og gik i selvopløsning, den frie verden vandt, og flere af missilvogterne bærer nu skulder-badges med teksten: "Warren Air Force Base - vinder af Den Kolde Krig".

"Vi føler, vi her på stedet har en ret til at være stolte," som en af officererne udtrykker det.

Men ti år efter Murens fald og terrorbalancen og det tilsyneladende uendelige våbenkapløb - hvad foretager man sig så på en atombase? Svaret er: Det samme som før. Akkurat det samme. Warren holder stadig vagt.

Klokken er 7.00 - sharp, som man siger her på stedet - og de 200 missilvogtere er samlet i briefingrummet. De går alle i uniformer, der ligner en støvblå sommerkollektion fra Kansas Arbejdstøj, og de vogtere, der i det kommende døgn skal ned i osteklokkerne, bærer en stålkuffert med de hemmelige manualer i. Chefen for missilvogterne, oberst Everrett Thomas, gør sin entre, og hele salen står ret.

Når man kigger ud over forsamlingen, ser man ingen Dr. Strangelove eller Werner von Braun - kun unge mennesker, der er så disciplinerede og besjælede af deres arbejde, at man kan blive helt ræd. De har gennemgået den mest krævende træning, det amerikanske forsvar kan tilbyde, og deres hverdag er en fortsættelse af den træning.

De lever så at sige med en monitor koblet til deres familieliv, deres økonomi, deres inderste følelser.

Missilvogterne har pligt til at angive deres partner, hvis han eller hun virker ude af den - hvis en partner f.eks. flere dage i træk har klaget over sit arbejde eller sin familie. Forsvaret får også automatisk henvendelser fra pengeinstitutter eller kreditforeninger, hvis en vogter har knas i økonomien, lige som kilder i lokalsamfundet sikrer basen en strøm af informationer om medarbejderne.

Vogterne må ikke tage noget, der er stærkere end kodymagnyl, og de skal anmelde det, hvis de er nødt til at tage anden medicin. Det medfører vagtkarantæne, til de atter er medicinfri.

Barske løjer? Såmænd, men det er umuligt at finde en vogter, der har noget imod det:

"For det første er det jo os selv, der har valgt denne levevej, og vi kender betingelserne," siger løjtnant Rick Kulesa. "For det andet er det en rimelig sikkerhedsfaktor. Vi er alle interesserede i, at de mennesker, der har med vores atomforsvar at gøre, er i ligevægt."

Eller som oberst Thomas udtrykker det: "Vi vil ikke have nogle cowboys derude."

Obersten er et fast håndtryk af en karriereofficer, en mand, der har kæmpet sig gennem Den Kolde Krig og nu har fået et af de tungeste ansvar i det amerikanske luftvåben - chef-vogter over 200 atommissiler - og i den egenskab er det ikke første gang, han bliver spurgt om nødvendigheden af atommissiler i efter-koldkrigstiden.

"Der er mennesker, som undrer sig over, hvad vi overhovedet foretager os nu, når Den Kolde Krig er vundet, og de gamle fjendebilleder er fortid. Men sagen er, at vi lever i en meget mere kompliceret verden i dag - og en farligere verden. Dengang havde vi to poler, to supermagter, som gennem deres militære overlegenhed og deres alliancer kontrollerede verden. Det har vi ikke længere. Vi har mange magter, også mange atommagter, og vi har terrorister som en selvstændig magtfaktor. Så set fra mit skrivebord er der i dag mere brug for vores indsats, ikke mindre."

To sikkerhedspolitiske initiativer kommer imidlertid til at afgøre, om der bliver mere eller mindre brug for missilvogterne på Warren Air Force Base:

Det ene initiativ er nedrustningsaftalen Start II, og det andet er forslaget om et missilskjold.

Det amerikanske senat godkendte Start II i 1996, og det russiske parlament godkendte aftalen i april i år, og når den bliver sat i værk, skal amerikanerne skrotte deres MX Peacekeeper-missiler, og russerne deres SS-18. De to missiler er monstre fra den koldeste periode i Den Kolde Krig - det er first strike-missiler med ti sprænghoveder i hver, og så kraftfulde og frygtindgydende er de, at både amerikanere og russere længe frygtede, at den anden side ville bruge dem i et overraskelsesangreb, som kunne elimenere modstanderens atommissilsystem.

Start II vil fjerne 50 missiler fra Warren Air Force Base. Dertil kommer så forslaget om et missilskjold, som sammen med fortsatte nedrustninger i sidste ende kan eliminere alle atommissiler. Så vil der stadig være en missilbase her på den høje prærie om ti år?

Oberst Thomas fortrækker ikke en mine:

"Det er en politisk beslutning, men lad mig gøre én ting helt klart," siger han og hæver en pegefinger. "Indtil den beslutning foreligger, indtil ordren om at nedruste ankommer, fortsætter vi vores arbejde helt uanfægtet. Vi fastholder vores beredskab og vores nukleare afskrækning. Det er vores opgave, og vi vil løse den, uanset hvad der sker."

Løjtnant Cathy Barrington og hendes partner, løjtnant Kulesa, er klar til at løse deres opgave.

De kan se frem til 24 timer nede i klokken. På baseområdet er der i alt 20 underjordiske kontrolrum, og hvert rum har opsynet med ti missiler - enten MX eller Minuteman III. Når missilvogterne er hernede, er telefonen deres eneste kontakt med verden 23 meter oppe. Maden bliver sendt herned, og hvis de vil vide, hvordan vejret er, må de ringe til kollegerne på landjorden.

For en førstegangsbesøgende er det altid et mindre chok, når den første alarm lyder. Er det nu? Er det sket?

Men Barrington og Kulesa tager det helt roligt. Der er forskellige typer alarmer - forskellige lyde og lamper og farver - og langt de fleste alarmer er ganske rutinemæssige. Det kan være et tordenvejr, der har udløst alarmen, eller det kan være et jordskælv så langt væk som i Californien. Det kan være kvæg, der har nærmet sig en af missilsiloerne, og i et enkelt tilfælde har de to missilvogtere også været ude for fredsaktivister, der forsøgte at trænge ind på området.

"Vi kan ikke sige "nåh, pyt, det er nok bare tordenvejret". Hver eneste alarm skal tjekkes," fortæller Rick Kulesa.

Ellers går tiden med at terpe og terpe de tophemmelige manualer. De to officerer bladrer frem og tilbage i mapperne, hører hinanden i rutinerne, så de ved helt præcis, hvordan de skal reagere, hvis ballonen går op. Derudover skal de også tjekke bl.a. brandslukningsmaterialet, iltbeholdningen og madforsyningerne. Der er altid lagret mad til 30 dage hernede.

Hvis vagten forløber roligt, går den mest rutinerede officer først i seng og efterlader den yngre kollega med ene-ansvaret for butikken, og så bliver der for alvor tyst. Missilvogteren kan bruge tiden på at læse, ringe til kæresten, se TV, studere til en forestående eksamen eller se en video. Og ja, man kan godt leje "Dr. Strangelove" på basen...

"Efter 24 timers vagt er man ved at være mør, men hvis der f.eks. ruller en snestorm hen over området - og det sker ikke så sjældent - kan afløsningen ikke komme herud, og vi er nødt til at blive nede i kontrolrummet. Jeg har engang haft en 36 timers vagt, og der er kolleger, der har siddet vagt i 48 timer," fortæller Cathy Barrington.

Hun og Kulesa sidder ved hver deres pult, og langs stolene hænger der en sikkerhedssele.

"Den håber vi ikke at få brug for," siger de to officerer.

Hvis USA angriber eller selv bliver angrebet, skal missilvogterne spænde og låse sig selv fast, for jorden rundt om dem vil snart begynde at bævre som gele, og kontrolrummet, der er ophængt i hydrauliske fjedre, vil tippe og vippe som en bil på en markvej.

"Derfor skal vi være fastspændte," forklarer Kulesa. "Uanset hvad der sker, skal vi være i stand til at gøre vores arbejde."

At være missilvogter er et arbejde, hvor det drejer sig om aldrig at komme til at udføre arbejdet.

Men midt på de to pulte sidder en boks, og inde i boksen hænger den: Nøglen. Nøglen til ragnarok.

Hvis ordren skulle komme - ordren om det utænkelige, det ugørlige?

Cathy Barrington tøver ikke så meget som et sekund, og hendes stemme er klar og fast.

"Så vil vi gøre vores pligt. Ingen tvivl om det."

Læs de tidligere artikler i serien på www.berlingske.dk