ANALYSE: De tider er forbi, hvor venstrefløjen sad på identitetspolitikken. I mange år har vi været vant til, at det på venstrefløjen var enormt vigtigt, hvem man var. Især blev der gjort stads af en, hvis man var kvinde, homoseksuel, farvet eller fattig.
Det samme gjaldt ikke på højrefløjen. Her delte folk sig efter anskuelser og ideologi, og bestemte grupper skulle ikke hjælpes frem på bekostning af andre. Var den enkelte dygtig nok, ville han eller hun før eller siden komme til fadet.
Det har ændret sig. På store dele af højrefløjen går man pludselig også utrolig meget op i gruppetilhørsforhold. Om man tilhører folket eller eliten. Om man er muslim eller kristen.
I blogindlægget 5 reasons why Trump will win parodierer den amerikanske dokumentarfilminstruktør Michael Moore sarkastisk de højreorienterede Trump-tilhængere: »[…] og nu, efter at have udstået otte år med en sort mand, der fortæller os, hvad vi skal gøre, er det så meningen, at vi skal lade en kvinde bosse rundt med os? Og bagefter er det vel bøssernes tur til otte år i Det Hvide Hus! Og så de transseksuelle! I kan selv se, hvilken vej det går. Til den tid vil dyr have fået borgerrettigheder, og en skide hamster vil blive sat til at lede landet. Det må stoppe nu!«
Omsider taler venstre- og højrefløjen samme sprog. Sådan da. For mens venstrefløjen fortrinsvis fortæller, hvem de gode er, så koncentrerer højrefløjen sig om at fortælle, hvem de onde er. Den ene fløj vil inkludere, den anden fløj vil ekskludere, men fokus er samme sted: på manden frem for på bolden, og det har gjort sproget til en kampplads:
På amerikanske universiteter får venstrefløjen indført sikre zoner for at beskytte studerende mod at blive krænket – og det bliver de nemt. På højrefløjen insisterer man til gengæld på at krænke – og sige »neger« om selv USAs præsident. Det er politisk ukorrekthed mod politisk korrekthed.
For USA betyder identitetspolitikkens fremmarch, at kampen om at blive valgt til præsident ikke primært står mellem en republikaner og en demokrat med hver deres politiske program. Den står mellem en mand og en kvinde. Machoen mod feministen.
Det er dem som personer og ikke deres politik, som valgkampen drejer sig om – og derfor er det et større problem for Hillary Clintons valgkamp, at hun er en hunrej af en ekspræsidentfrue – end det er, at uligheden er vokset i USA, mens Demokraterne har haft magten. Og det er et større problem for Donald Trump, at han rabler om kvinder, at de bløder ud af alle åbninger, end det er, at han lover at sænke selskabsskatten, selv om det vil gøre uligheden endnu større.
Ingen af de to synes at vinde ved nærmere bekendtskab. Naturligvis ikke. Ingen mennesker kan bære et helt lands skæbne på deres skuldre, og da slet ikke når der er tale om det mægtigste land i verden. Og derfor går Donald Trump og Hillary Clinton over i historien som de foreløbig mest hadede præsidentkandidater. Som Spectator skriver i artiklen The Power of Hillary Hate: »Valget i 2016 er i sandhed et spørgsmål om had eller kærlighed: Hvem elsker vælgerne at hade mest?«
Umiddelbart kunne man jo tro, at det ville gavne Hillary Clinton, at medierne fokuserer på kandidateres personlige styrker og svagheder frem for på politikken – fordi hun har været så meget længere i politik end Donald Trump, som faktisk slet ikke har været der. Men nej. Fordi Hillary Clinton giver den som god og moralsk uangribelig, svækker det hende i særlig grad, når medierne graver snavs frem. Mens Donald Trump markedsfører sine moralske svagheder som styrkepositioner, og derfor synes stærkere og stærkere, jo værre han opfører sig. Det kan han gøre, fordi han i forvejen er kendt for at være fræk og provokerende som reality TV-star i programmet »The Apprentice og The Celebrity Apprentice« (»Lærlingen og kendislærlingen«, red.), der har kørt i 14 sæsoner på NBC. Trumps vælgere ser ikke en politiker for sig, når han træder frem: De ser en showman og forventer at blive underholdt, og det ville aldrig falde dem ind at gå op i, om det, han siger, er sagt halvt i sjov. Arnold Schwarzenegger blev heller ikke guvernør i Californien på grund af sin indsigt i arbejdsmarkedspolitik.
Det virker heller ikke, som om det er nogen fordel for Hillary Clinton, at hun er kvinde. Det kunne man have troet, for som kvinde kunne hun repræsentere forandringen, eftersom USA i hende ville få den første kvindelige præsident, mens Donald Trump bare ville være status quo som den 45. mandlige.
Men det forholder sig omvendt. Det er Donald Trump, der står for forandring – change – mens Hillary Clinton står for, at alt vedbliver at være det samme. For efter otte år med en farvet præsident, vil den hvide mands comeback være en restart og en new beginning: en genrejsning.
I weekenden blev en meningsmåling fra Reuters/Ipsos offentliggjort. Her lå Clinton side om side med Trump. På ingen tid har hun formøblet sit forspring på otte procentpoint. Og mon ikke en og anden demokrat i sit stille sind tænker, at det da også er pokkers, at ens parti ikke bare har opstillet en kedelig, hvid mand. Det ville have frataget Trump hans største trumfkort som hvid mand.
Nu er det umuligt at sige, hvem der vinder. På USAs venstrefløj er man overbevist om, at Clinton vil vinde. For det handler om, hvem man selv er, og Hillary Clinton er jo god. På højrefløjen er mange derimod overbevist om, at Trump kan vinde. For det handler om, hvem de andre er. Og de er onde.